Dansk elmotorcykel nærmer sig magiske otte sekunder

To fætre kæmper for at slå deres egen verdensrekord for egenombyggede elmotorcykler. I weekenden lykkedes det næsten, men der er store forventninger til den kommende weekends race i Østjylland.

Der er gang i dragracene her i efteråret, og de to herrer fra Team True Cousins arbejder som gale for at slå deres egen verdensrekord på 8,01 sekunder i 200 meter for 48-volt el-dragstere.

Det lykkedes ikke helt i weekenden på Sjællandsringen, da Hans-Henrik Thomsen og fætter Glenn E. Nielsen havde hele to elmotorcykler med på banen. Dels Silver Giant II på 129 kilogram, der med sine fire elmotorer og 45 HK sikrede fætrene verdensrekorden i juni, dels den ombyggede Honda, som har fået navnet TC2.

»Efter en lidt forsigtig start med tiderne 8,18 og 8,14 fik vi på det sidste run SGII ned på 8,06 sekunder og samtidig med den højeste målte udgangshastighed nogensinde på 130,5 km/h,« skriver Hans-Henrik Thomsen stolt i en pressemeddelelse.

Den ene halvdel af Team True Cousins, Glen E. Nielsen, piller ved Silver Giant II (her set ved racet om verdensrekorden i juni), der vejer 129 kilo, har fire el-motorer på hver 24 volt og yder omkring 45 hestekræfter. Foto: Pernille Lund Madsen.

Læs også: Her går det galt for dansk eldragracer

Problemer med hjulspin

At verdensrekorden ikke blev slået, forklarer han videre med, at banen ikke var præpareret til racen, og derfor var der lidt problemer med hjulspind.

Den barriere regner han ikke med, viser sig i næste weekend, hvor egen verdensrekord skal udfordres på Raceday hos Mosten MC i Østjylland.

Hemmeligheden ligger i gearene

Hans-Henrik Thomsen har tidligere over for ing.dk forklaret, at hemmeligheden ligger i gearkassen, som ikke er helt almindeligt for elmotorcykler. SGII har således to gear og er pneumatisk aktiveret ved hjælp af en CO2-flaske. Batteriet har fætrene fået fra danske Positive Energies.

TC2, som er en 72V-model klarede sig på under 12 sekunder, hvilket Hans-Henrik Thomsen er meget tilfreds med. Derfor regner han med også at snuppe verdensrekorden på 10,4 sekunder inden for denne kategori inden længe, især når han har fået udskiftet blybatterierne med lithium-ion-batterier.

Forhåbentligt kan weekendens race udføres uden knubs. Da verdensrekorden blev slået, måtte han en tur på hospitalet efterfølgende med en brækket finger og et ømt haleben.

Dokumentation

Dragrace på Sjællandsringen
Raceday hos Mosten MC

Emner El Batterier

Kommentarer (1)