Cykling: Vinden er den hårdeste modstander

Hvis en cykelrytter skal til tops i Tour de France, skal han kunne holde sig i læ og kende udbruddets specielle logik

I 1999 var den schweiziske rytter Alex Zülle og amerikaneren Lance Armstrong blandt favoritterne til at stå øverst på podiet efter Tour de France. Men allerede i anden etape blev Zülle sat alvorligt tilbage. Et styrt skilte hovedfeltet i to, da der manglede 92 kilometer, og etapen udviklede sig til et tempoløb mellem det store 75 mands-felt med Armstrong og de andre favoritter og Zülles mindre gruppe. Favoritrytterne dannede vifter og kæder foran førerfeltet og trak på den måde langsomt feltet væk fra Zülle-gruppen. Ved etapens slutning var gruppen kørt seks minutter agterud. Zülle måtte erkende en af cykelløbets fundamentale love: Stærk holdkørsel vil altid vinde over stærke enkeltryttere. Feltet kunne trække sig væk fra den mindre Zülle-gruppe, da flere stærke hold kunne fordele arbejdet med at køre mod vinden. Udbruddets og holdkørslens aerodynamik viste sig at være afgørende.

Udstyr skal være tunet både hold- og individuelle tidskørsler gælder alle kneb for at formindske luftmodstanden. Med udgangspunkt i en cykelrytter uden hjelm, der kører 37 km/h, har amerikanske forskere beregnet, hvordan enkelte ændringer i udstyr kan formindske luftmodstanden. For eksempel: En dråbeformet cykelhjelm reducerer modstanden med 5,2 procent. Aerodynamisk pladehjul på forhjulet reducerer med 7,2 procent. Aerodynamisk pladehjul på baghjulet reducerer med 3,6 procent. Speciel helkropsdragt uden lommer reducerer med 3,2 procent. Disse ændringer samt detaljer som at flytte vandflaske og flaskebeholder - vil forøge hastigheden med 4,8 procent.

Taktikken i cykelløb drejer sig næsten udelukkende om at udnytte vindmodstanden til egen fordel: Det gælder om at komme i læ og tvinge modstanderen ud i vinden. Men i udbruddet og holdkørslen er det vigtigste det indbyrdes samarbejde. For vinden er den hårdeste modstander. Hvis rytteren sætter farten op, forøger han vindmodstanden med mindst anden potens. Amerikanske forskere har beregnet, at en rytter, der for øger sin fart med 160 procent fra 12 til 32 km/h, vil møde 1.800 procent mere luftmodstand. Luftmodstanden består mest af formmodstand fra rytterens legeme og cykel, der skærer en kile gennem luften, og i mindre grad af friktion - det vil sige modstand fra luft, der glider hen over overfladen af cykelrytteren. Ifølge amerikanske forskere kan en cykelrytter spare 27 procent af sine kræfter ved at ligge på hjul af en anden rytter ved 40 km/h under vindstille forhold. I modvind og ved større hastighed kan fordelene være endnu større. I aerodynamisk form Det danske hold CSC Tiscali vil formentlig spille en vigtig rolle i dette års Tour de France, der begynder den 6. juli. Ligesom alle andre forsøger CSC Tiscali at optimere cykler og ryttere til den bedste aerodynamiske form, men taktikken spiller også en rolle. Specielt på de flade etaper og omkring udbruddene. Ifølge sportsdirektør Johnny Weltz træner CSC-rytterne i øjeblikket ikke specifikt aerodynamik i holdkørslen og udbruds situationer, men de bliver hele tiden korrigeret for at være aerodynamiske. Jeg er selv gammel cykelrytter, så jeg har en fornemmelse, hvis de ligger forkert i gruppen. Hvis de flagrer lidt i sidevinden, så retter vi dem, siger Johnny Weltz. Flere skift i stor gruppe Når et udbrud på flere ryttere skal væk fra en forfølgergruppe, er det nødvendigt med samarbejde. Spørgsmålet for rytterne er: Hvor ofte skal vi skifte fø ring? Her gælder en af cykelløbets naturlove: Jo større gruppe, desto oftere føringsskift. I en større gruppe vil skiftene ske så ofte, at rytterne danner en kæde, hvor den forreste knapt når at tage en føring, før han lader sig falde tilbage. Lars Nybo Nielsen, der er idræts forsker på Københavns Universitet, er selv A-rytter i den danske cykelelite og nummer 1.900 på verdensranglisten. Ifølge ham er der gode aerodynamiske grunde til, at føringerne skifter hurtigere, når der er flere i gruppen. Hver gang føringen skifter, vil både rytteren, som netop har haft føringen, samt den nye mand i spidsen af gruppen danne front mod vinden. Er der kun to mand i et udbrud, vil begge ryttere derfor sidde i vinden, når føringen skifter, mens der i en større gruppe vil være en forholdsvis mindre del af gruppen, der har det hårde arbejde med at danne front imod vinden ved hvert skift. Desuden kan rytterne i en større gruppe hvile sig på hjul i længere tid. Derfor kan tempoet være højere, når de skal tage deres tørn i spidsen. Det højere tempo vil gøre vindmodstanden større, så de enkelte ryttere vil have sværere ved at holde tempoet, og det vil gøre deres føringer forholdsvis korte. Ifølge Lars Nybo Nielsens egen erfaring skal der fem mand i gruppen, før en kæde med føringsskift fungerer. Under Tour de France kan rytterne dog ikke opnå store fordele af at ligge på hjul. Vinden skifter hele tiden, det er farligt at holde sig så tæt på den andens baghjul, og skiftene er i lavere tempo. I 1999 kunne Alex Zülle altså ikke, med de få mand han havde til rådighed, finde samarbejdet, de gode glidende skift - og dermed den aerodynamik, der skulle til. Og Lance Armstrong kunne overlegent modtage ære, trøje og hyldestpigernes kys på podiet i Paris. j

En fordel at ligge i baghjul

De tyske idrætsforskere Yorch Olaf Schumacher og Peter Müller har analyseret den tyske verdensrekord på 4.000 meter holdforfølgelsesløb, som er ideelt til at illustrere aerodynamik omkring en udbrudssituation i et etapeløb. I løbet kører fire ryttere 16 runder på en 250 meter bane. Typisk vil rytterne skiftes til at føre hver omgang, og den førende rytter vil derefter lade sig falde tilbage til den sidste plads i gruppen. Ifølge de tyske beregninger har en rytter, der ligger nummer to i rækken, behov for 70 procent af de kræfter, som den førende rytter bruger, mens nummer tre og fire kun bruger 64 procent. Hver omgang varede i gennemsnit 15 sekunder, og skiftet efter hver omgang, hvor den fø rende faldt tilbage til sidste pladsen, tog i gennemsnit 2,7 sekunder.

http://www.letour.fr

Kommentarer (0)