Curiositys mål ligger ti km og ét års kørsel borte

Nye billeder fra Mars-bilen Curiosity afslører et stærkt kuperet westernfilm-terræn med foden af Sharpbjerget ti kilometer borte.

Mars-bilen Curiosity har sendt nye detaljerede billeder tilbage af dens ultimative mål, det 5,5 kilometer høje Sharpbjerg i Galekrateret. Billederne viser detaljer i det kakifarvede landskab for foden af bjerget, med klitter, bakker og slugter.

De nye billeder fra Curiosity blev præsenteret på en pressekonference i denne uge. Et billede viser overgangen fra de flade klipper i bunden, som er dannet af mineraler aflejret af vand, og til de stejle sider med andre lag, som ikke har været påvirket af vand. Det er netop denne forskel som Curiosity bl.a. er sendt til Mars for at undersøge. Specielt skal Mars-bilen måle, om der har været de rette betingelser for at liv har kunnet opstå engang i Mars' historie.

Billeder, hvor der er zoomet ind, viser detaljerne i de mange lag med lerholdige mineraler, og de meget forskellige detaljer i landskabet.

Curiositys seneste billeder viser området ved foden af Sharpbjerget i detaljer. (Foto: Nasa)

Curiosity landede i Galekrateret den 6. august. Siden har Nasas teknikere systematisk gennemgået Mars-bilens forskellige systemer og videnskabelige instrumenter. I sidste uge trillede Curiosity for første gang, og robotarmen blev afprøvet. Den seneste afprøvning var af Curiositys minilaboratorium til analyse af prøver, der også fungerede, som det skulle.

Nu holder Mars-bilen, så den kan undersøge et af de områder med klippegrund, som blev blotlagt af raketmotorerne på den Skycrane, som sænkede Curiosity ned på overfladen. Omkring 400 meter derfra ligger området kaldet Glenelg, hvor Curiosity skal tilbringe det meste af efteråret med undersøgelser, inden den begynder turen hen mod Sharp-bjerget.

Nasas teknikere forventer, at Curiosity vil være i stand til i første omgang at køre hen til foden af Sharpbjerget og finde det rette sted at begynde opstigning.

Det ultimative mål er cirka 10 kilometer borte. Hvis Curiosity udelukkende skulle køre, og kørte hver eneste dag, ville det tage omkring 100 dage at nå frem. Da der undervejs også skal foretages videnskabelige undersøgelser og tages prøver, vil det tage meget længere tid - måske op mod et år.

Dokumentation

Nasas pressemeddelelse:
Spaceflight Now artikel:

Emner Nasa Mars

Kommentarer (0)