Curiosity nærmer sig første videnskabelige mål
Curiosity er nu begyndt på den første rigtige køretur på Mars. Turen forventes at tage omkring en måned, hvorefter Mars-bilen vil være nået frem til området, kaldet Glenelg.
Den ledende forsker på Curiosity, John Grotzinger fra Caltech i Pasadena, siger til space.com, at der blev gjort et kort holdt efter de første 52 meter, der var distancen den første dag, og at bilen vil have et længere stop efter cirka en uges kørsel.
Glenelg befinder sig 400 meter borte og er karakteriseret ved, at tre forskellige slags terræn mødes her. På vejen over til Glenelg vil Curiosity gøre holdt ved noget løst sand for at tage prøver, så håndteringsmekanismen med skovlen kan afprøves sammen med robotarmen og alfapartikelspektrometeret.

Ved Glenelg skal de forskellige typer terræn undersøges. Her forventer Nasa, at Curiosity skal opholde sig meget længere for at undersøge de forskellige geologiske formationer. Nasa forventer, at det også bliver her, man første gang prøver at bore op til 2,5 centimeter ned i en klippe.
Curiosity landede 5. august på Mars, og den medbringer en thermonuklear strømgenerator, der forventes at kunne levere strøm og varme nok til mindst to års aktiviteter på Mars. Med sine ti videnskabelige instrumenter skal den søge efter steder, hvor der har været gunstige betingelser for, at liv har kunnet opstå.




Kommentarer (0)