Cowi-selskab klar til at rykke ud efter Sandy
Orkanen Sandy truer med at blæse vand så langt ind over østkysten i USA, at New Yorks borgmester har beordret 275.000 mennesker til at bevæge sig væk.
Cruise-skibe og andre fartøjer er også blevet bedt om at finde andre opholdssteder, indtil stormen er redet af i løbet af ugen.
Men mens indbyggerne siden slutningen af sidste uge har forberedt sig på at rejse væk, har det Cowi-ejede selskab Ocean and Coastal Consultants gjort sig klar til at rykke ud til havneområderne og inspicere murværk og moler, så snart stormen har lagt sig lidt. Det fortæller adm. direktør i selskabet Stanley M. White.
»Alle kystingeniørerne er klar. Vi efterser havnene og ser, om noget skal repareres bagefter, og dykkere er klar til undervandsinspektionerne,« siger han.
Stanley M. White bor selv knap 200 km øst for New York, og mandag morgen amerikansk tid kunne han allerede mærke de stærke vinde.
Alligevel mener han ikke, at havnene kommer til at lide så meget, som det kunne lyde til.
»Jeg tror ikke, at det bliver så meget værre på kysten, end da Irene var her. Men der kan klart komme en masse vind ind på land, som formentlig bliver den største trussel,« siger han med henvisning til bl.a. skader på træer, elmaster og metrosystemet.
Selve havneområdet mener han dog ikke, at der skal udføres så mange reparationer af, men de holder sig klar til at se efter, når og hvis myndighederne eller virksomhederne ved kysten efterspørger det. Også ved virksomhedens øvrige kontorer, der bl.a. ligger ved Chicago og i staten South Carolina.
»Vi har åbne kontrakter med vores kunder, og vi får meget travlt,« siger Stanley M. White.




Kommentarer (0)