Carlsberg lukker øltapning i en uge for at skifte software
Denne mandag morgen var en meget atypisk mandag på Carlsbergs bryggeri i Fredericia. I stedet for at starte op blev alting lukket ned fra morgenstunden.
Det gør Carlsberg, fordi de skal indsætte et nyt styresystem, der omfatter alt på hele brygsiden. Lige fra maltindtag via bryghuset til levering af færdig øl til buffertanke før tappemaskinerne. Men bare rolig, der kommer ikke til at mangle øl til det danske folk.
Det styresystem, der indtil mandag er på alle de computere, som styrer Carlsbergs produktionsanlæg, har vist sig at være for besværligt, til at det kan betale sig at beholde det.
»Vi har lavet en analyse, der viste, det ikke kunne betale sig at reparere på det. Derfor udskifter vi det nu til noget, der er gennemdesignet til ølproduktion,« siger Kim Christensen, der er projektleder på Zorba, til Ingeniøren.
Zorba står for Zafe Operation with Branch proven Automation og er navnet på hele det projekt, det er at skifte et så omfattende styresystem ud.
Med det nuværende it-system, PCS7 Braumat, fra Siemens oplever Carlsberg, at det er svært at optimere produktionen.
Brugerfladerne til produktionsapparaterne er forskellige, alt efter hvor man står i produktionen, og fordi der er for mange individuelle løsninger i systemet, er det også for besværligt at vedligeholde og reparere på.
»PCS7 Braumat er ikke færdigudviklet nok til vores formål med det,« siger Kim Christensen.
Ny software på gammel hardware
Carlsberg-bryggeriet beholder deres nuværende PLC'er (industricomputere) fra Siemens, og på dem lægger de styresystemet Brewmaxx, som de allerede har god erfaring med fra cirka 30 andre Carlsbergbryggerier verden over.
Brewmaxx er en bryggerispecifik automationsløsning, udviklet af Proleit. Alle funktionerne til for eksempel ventiler, pumper og en lang række andre funktioner er allerede indkodet i det fra starten af.
»Jeg tror ikke, vi har udviklet en eneste speciel komponent. De var der allerede i systemet,« siger Kim Christensen om de erfaringer, Carlsberg har haft med at implementere styresystemet på andre bryggerier verden over.
Der er øl nok
Selvom styresystemet i sig selv kun er fraværende i nogle timer, vil det tage flere uger, før hele produktionen med alle funktioner igen kører som før udskiftningen. Øltapningen vil være indstillet i en uge, hvorefter den stille og roligt vil startes op igen trin for trin.
Brygningen og de mere sekundære processer vil blive genoptaget over de kommende uger.
Op til udskiftningen har Carlsberg produceret mere, end de plejer, så der vil ikke komme til at mangle øl.
»Vi har regnet på, hvor meget vi skulle producere for ikke at komme til at sulte markedet. Så når året er omme, vil man ikke kunne se, at tapningen har været lukket ned,« forsikrer Kim Christensen.



Kommentarer (0)