Canada trækker sig fra Kyoto-aftale
Canada offentliggjorde mandag som det første land, at man trækker sig fra Kyoto-aftalen.
Det offentliggjorde miljøminister Peter Kent efter at være vendt hjem fra klimatopmødet i Durban, hvor det blev aftalt at forlænge Kyoto-aftalen med fem år.
»Som vi sagde: Kyoto er fortid for Canada ... Vi udnytter vores ret til formelt at trække os fra Kyoto,« sagde Peter Kent ifølge Reuters.
Canada - der blandt andet er upopulær i miljøkredse for sin udvinding af olie i staten Alberta, hvor olien er bundet til sandet - vil ifølge landets konservative regering blive ramt af bøder på omkring 60 milliarder kroner for ikke at reducere CO2-udledningerne, hvis man ikke forlader Kyoto-aftalen.
»For at møde 2012-målene i Kyoto-aftalen ville det kræve at fjerne, hvad der svarer til alle biler, terrængående køretøjer, traktorer, ambulancer, politibiler og ethvert køretøj fra de canadiske veje,« siger Peter Kent.




Kommentarer (0)