Britisk slagtilbud: Tag til Månen i en pensioneret russisk rumkapsel

Med en billetpris på omkring en milliard kroner er det britiske rumfartsselskab Excalibur Almaz parat til at sende turister til Månen fra 2015. Kæk udmelding, lyder det fra de danske raketentusiaster.

Turister, der har mod på en tur til Månen, kan om tre år komme af sted i en af de pensionerede russiske rumkapsler, der oprindeligt var udviklet i forbindelse med et omfattende rumbaseret spionprogram. Sådan lyder tilbuddet fra det britiske selskab Excalibur Almaz, der er beliggende på Isle of Man.

Selskabet har netop præsenteret de forretningsmæssige muligheder i måneturisme over for den britiske rumfartsorganisation Royal Aeronautical Society i London, skriver The Engineer.

Billetprisen er sat til 100.000.000 britiske pund eller lige under én milliard danske kroner, men ifølge selskabets grundlægger, Art Dula, vil billetprisen hurtigt falde.

Genanvendelig rumkapsel fra Excalibur Almaz. Foto: Excalibur Almaz

Excalibur Almaz råder over en flåde på seks godkendte rumkapsler. De stammer oprindeligt fra den militære Almaz-rumstation og er designet for over 30 år siden som en del af et stort militært bemandet sovjetisk jordobservationsprogram, som senere blev aflyst af det sovjetiske militær.

Det bliver det rusiske firma NPO Mashinostroyenia, som også har bygget både Almaz-rumkapslen og Almaz-rumstationen, der leverer udstyret til Excalibur Almaz.

Læs også: 30 år gamle russiske kapsler skal sende forskere i rummet

Transporten ud i rummet skal ske med russiske raketter af Salyut-klassen.

»Det bliver en kæmpeudfordring. Vi taler om udstyr, der er 40 år gammelt, og som aldrig har været brugt til bemandede rumflyvninger. Nu ved vi jo ikke præcist, hvad de har gået og arbejdet med de seneste år, men at love måneflyvning i 2015 er måske en anelse kækt,« lyder vurderingen fra den danske rumfartsarkitekt Kristian von Bengtson, der med Copenhagen Suborbitals også er med i kampen om private rumflyvninger, omend i en lidt anden skala.

»Der er jo en fantastisk interesse for det, man populært kalder Space 2.0, hvor private aktører udforsker mulighederne, og Excalibur Almaz råder over nogle kapsler, som ingen af de andre har, så det er klart, at de vil forsøge sig med disse muligheder,« uddyber Kristian von Bengtson.

Han har selv mødt grundlæggeren af Ezcalibur Almaz, Art Dula, og betegner ham som en flamboyant type, der først og fremmest er med i rumeventyret som forretningsmand.

»Jeg tror ikke, at prisen på de 150 millioner dollars som sådan vil være afskrækkende. Det er nogenlunde på niveau med, hvad man betaler for en tur til ISS, men hvor turen til ISS sker med velafprøvet udstyr i en kendt sammenhæng, snakker vi i forbindelse med Excalibur Almaz om udstyr, der godt nok er simpelt i sit design, men som har stået på Jorden i 40 år, og som nu skal prøves af med mennesker for første gang. Så hvis jeg havde betalt 150 millioner dollars, ville jeg nok ikke stille for store forventninger om at komme af sted allerede i 2015,« siger Kristian von Bengtson.

Ifølge Art Dula vil den første opsendelse ske fra kosmodromen i Kazakhstan, og der vil være tre passsagerer med i kapslen.

Dokumentation

The Engineer: Space company aims to fly customers to the moon

Kommentarer (8)

Normalt når mennesker er ude at flyve påstås det at "ned skal man nok komme",
Her taler vi nok mere om at "ud i rummet skal man nok komme" (så tager vi det med "ned" senere.......)

Ærlig talt: der er vel for f...... ikke nogen som er så excentriske så de vil brænde en milliard af på det ???

  • 0
  • 0

Jeg er overbevist om at nogle har penge og viljen til at tage denne tur.. spørgsmålet er om infrastrukturen er tilstede.. specielt i 2015...Der er nu en gang forskel på LEO og så LOI. Der har efterhånden været en del der har betalt lign beløb til ISS.. Der er helt sikkert også nogle som har pengene som vil risikere deres liv på denne mission...

  • 0
  • 0

...
sikken raslen der bli'r i raketterne
...

Da det fra Jorden forlyder, at man har lavet en regnefejl og at turen vil tage lidt længere end beregnet. (Det var vist en revyvise på melodien Radetsky-march).

  • 0
  • 0

Nu hvor powerpoint engineering er blevet en "Norm" så nås nye lavpunkter måske med "flash" engineering - altså "engineering" lavet med et script sporg på en internetside?

Det er set mange gange før at folk gør sig interessante baseret på luftkasteller. Tænk på den konkurrence som kørte i TV (TV2/DR?) for år tilbage med "Den første dansker i rummet". Mon vinderen for den gang virkelig selv troede på det?

Mvh Morten

  • 0
  • 0

Vi taler om udstyr, der er 40 år gammelt

Jeg vil ikke en gang købe russisk udstyr der er fremstillet i år - og slet ikke tage til Månen i 40 år gammelt russisk udstyr.

  • 0
  • 0