Boom i rummet: Over tusind satellitter bliver sendt op inden 2018

I løbet af de næste ni år vil 50 procent flere satellitter blive sendt op. Det statslige marked trækker udviklingen fremad og udgør næsten 700 milliarder kroner.

Vil du væk fra den økonomiske krise, så er en tur i rummet en god ide.

Her vokser antallet af satellitter nemlig markant, og en ny analyse viser, at der bliver bygget og opsendt 1185 satellitter på verdensplan mellem 2009 og 2018.

Det er en forøgelse på 50 procent sammenlignet med det foregående tiår (1999-2008), viser rapport fra konsulentfirmaet Euroconsult, som netop har offentliggjort sin nyeste rapport om satellitmarkedet kaldet "Satellites to be Built and Launched by 2018, World Market Survey".

Euroconsult anslå en kraftig vækst på markedet for både jordobserbations og kommunikationssatellitter. (Grafik: USAF) Foto: illustration courtesy of the Nat

Indtjeningen på markedet for bygning og opsendelse af satellitter forventes at vokse med samme hastighed og nå op på over 1.070 milliarder kroner i perioden 2009-2018.

Både statslige og private satellitter bidrager til væksten, men ikke ligeligt.

»Den nuværende økonomiske krise vil have en begrænset indflydelse på industrien. Regeringer rundt om i verden er dedikeret til udviklingen af rumteknologi. Kun et begrænset antal af kommercielle satellitoperatører med forretnings- eller finansielle problemer vil blive påvirket af krisen,« siger Rachel Villain, redaktør af undersøgelsen og direktør for rumfart og kommunikation hos Euroconsult.

Verdens regeringer flokkes om affyringsknappen

Regeringerne er med til at forøge brugen af civile satellitter. De vil i de kommende ti år bygge og opsende 770 satellitter, hvilket er en 55 procents stigning i forhold til det seneste årti. To tredjedele af disse satellitter er til civil brug eller kombineret civil og militær brug.

Selvom internationale kriser og konflikter skaber et marked for dedikerede militære satellitsystemer eller udstyr på kommercielle satellitter, så er behovet for militære satellitter stadig koncentreret til et begrænset antal lande.

Den kraftige vækst på satellitmarkedet vil komme fra tre områder: satellitter til jordobservation, meteorologi, navigation og kommunikation, satellitter til teknologidemonstration, samt videnskabelige observatorier og sonder til udforskning af rummet og solsystemet.

Jordobservation udvikler sig til det største marked for brug af satellitter med 230 over de næste ti år, efterhånden som regeringer bestiller og opsender jordobservationssatellitter gennem deres nationale rumfartsorganisationer.

Det statslige marked udgør med sine næsten 700 milliarder kroner stadig næsten det dobbelte af det kommercielle marked. Satellitter til lav jordbane udgør 41 procent af det totale marked.

235 kommunikationssatellitter skal op

Det kommercielle satellitkommunikationsmarked forventes at vokse med en tredjedel i både antallet af satellitter og markedsværdi.
Det skyldes primært en konstant udskiftning af eksisterende satellitter.

Næsten tre fjerdedele af de 88 kommunikationssatellitter, som er blevet bestilt i løbet af de sidste fire år, er til erstatning for eksisterende satellitter eller til udfyldelse af eksisterende satellitpositioner.

Euroconsult anslår at 235 kommunikationssatellitter vil blive bygget og opsendt i løbet af de næste ti år. Det vil i starten være cirka 30 satellitter i gennemsnit per år, hvilket så vil falde til cirka 20 i slutningen af perioden.

For satellitter uden for den geostationære bane anslår Euroconsult at der vil blive bygget og opsendt 180 satellitter, mod 104 i de foregående ti år. Dette er primært kommunikationssatellitter til Orbcomm-, Globalstar-, Iridium-systemerne.

Emner Satellitter

Kommentarer (0)