Blodprøve-applikation kan spare millioner på hospitaler

Et nyt sundhedsprojekt viser, at et hospital kan spare over fire millioner kroner årligt ved at give lægerne mulighed for at trække blodprøvesvar i realtid fra en smartphone i stedet for at vente på besked fra sygeplejersken.

Center for Sundhedsinnovation under Region Hovedstaden har i samarbejde med DTU, private virksomheder og Bispebjerg Hospital undersøgt, hvordan lægerne nemmere kan få adgang til patienternes prøvesvar.

Løsningen blev at hive smartphonen frem og installere en ny applikation, der hurtigt kan give lægen et overblik over patienternes prøvesvar. På den måde kan lægen dagligt kan spare 13 minutter med den mobile enhed i hånden, hvilket svarer til en besparelse på omkring en million kroner årligt.

Dertil kommer en besparelse ved, at den samlede indlæggelsestid skønnes at blive forkortet med det, der svarer til 14 sengepladser ugentligt for et gennemsnitligt hospital, når patienternes prøvesvar hurtigere bliver ekspederet. Den del af regnestykket står for at spare hospitalet for mere end tre millioner kroner årligt.

Foto: Healthcare Innovation Lab

Ny feature med realtid

I dag findes der ikke IT-støtte på hospitalerne, der kan formidle blodprøvesvarene i realtid. Processen med at bringe svarene frem til den rette læge besværlig, fordi lægerne i mange tilfælde er afhængige af, at sygeplejerskerne tjekker og giver dem besked om, at prøvesvarene er kommet, hvorefter de skal opsøge stationære pc'er for at se svarene. Det er især et problem i akutmodtagelser og skadestuer, hvor man tager mange blodprøver.

****»Og det er en bremseklods, der både stresser medarbejderne og sænker patientsikkerheden,« siger Susie A. Ruff, som er centerchef i Center for Sundhedsinnovation.

At ny software kan levere overblikket i realtid er en bonus, der sparer hospitalerne for mange penge. Og ifølge Susie A. Ruff er det nødvendigt, hvis hospitalerne skal kunne klare de fremtidige udfordringer.

»Det er en brændende platform, at hospitalsvæsenet har færre penge og dermed færre hænder til at løse opgaverne. Derfor handler det om at imødese et behov for, at der i fremtiden skal ligge færre mennesker i sengene på hospitalerne i kortere tid ad gangen,« fortæller hun.

Prototypen er testet med flere læger i forskellige scenarier og er nu klar til at blive implementeret og testet i drift på Bispebjerg Hospital, når finansieringen er på plads. På længere sigt er det visionen, at mobilteknologien kan anvendes på alle kliniske afdelinger på Region Hovedstandens hospitaler og senere hen også på nationalt plan.

Flere projekter

Udfordringen med at få prøvesvar hurtigt frem til læger og patienter er bare en af mange udfordringer, som hospitalsvæsnet står overfor i fremtiden, hvor der er et stigende behov for effektivitet, og hvor flere patienter skal komme ambulant eller klare sig selv.

Derfor har projektpartnerne i Healthcare Innovation Lab, som gruppen hedder, også undersøgt, hvordan man i fremtiden kan indrette ambulatorierne sådan, at flest muligt patienter kan nå igennem.

Desuden har de undersøgt, hvordan man via telemedicin kan behandle kroniske patienter fra deres eget hjem. Hvis de to protyper fra projekterne indføres på hospitalerne, vil de hjælpe til at frigive yderligere arbejdstid for hospitalets medarbejdere, men præcis hvor meget, der er at spare, er endnu ikke på plads.

Det er meningen, at erfaringerne fra de tre gennemførte projekter skal danne grundlaget for at arbejde videre med andre lignende projekter. Men det kræver, at Healthcare Innovation Lab får en finansieringsaftale på plads, så projektet kan fortsætte, efter det i første omgang bliver afsluttet med udgangen af januar næste år.

»Vi vil gøre alt for, at Healthcare Innovation Lab også kommer til at fortsætte efter 31. januar 2011. Vi er stadig i gang med vores forarbejde, men jeg kan da afsløre så meget, som at der faktisk allerede nu er både private virksomheder og nye hospitalsafdelinger, der har udvist interesse for at arbejde sammen med os omkring denne her model,« siger Susie A. Ruff.

Kommentarer (1)

Jeg er rystet over at en så simpel løsning på et behov har så stor effekt.

Øjensynlig er der "brancher", som lever i et it-uland, hvor selv den mindste prås kan oplyse hele landskabet.

Hvad laver hospitalsledelsen ?
Taler de ikke med deres ansatte ?
Hvad laver de ansatte - har de ikke teknologisk begavede børn som kan give dem gode ideer ?

Det er RYSTENDE !

  • 0
  • 0