For at der skal kunne opstå liv på en planet, så skal den have en ret stabil bane, ellers bliver den udsat for alt for ekstreme temperatur- og strålingsvariationer.
Det udelukker i praksis liv på planeter i dobbel- og trippel-stjernesystemer.
En planet kan undtagelsesvis kredse relativt stabilt om een af sådanne stjerner, men det vil typisk kræve at den er så tæt på stjernen, at der hele tiden er for varmt til at liv kan opstå der.
Det udelukker i praksis liv på planeter i dobbel- og trippel-stjernesystemer. En planet kan undtagelsesvis kredse relativt stabilt om een af sådanne stjerner, men det vil typisk kræve at den er så tæt på stjernen, at der hele tiden er for varmt til at liv kan opstå der.
Meget skråsikkert, men er det nu også rigtigt ?
Hvis vores sol havde en tvilling 1000 AU borte, kunne jorden vel stadig være et rart sted ?
Til gengæld er det ikke længe siden, man generelt mente, at der var meget ringe chancer for at finde planeter i dobbeltstjernesystemer på grund af de kaotiske baner. Så det her er opmuntrende.
Når disse beregninger bliver gjort på planetens störrelse, skal det så ses som en samlet vägt af planet + evt måner? så planteten kan i så fald väre mindre först beregnet?
Når disse beregninger bliver gjort på planetens störrelse, skal det så ses som en samlet vägt af planet + evt måner? så planteten kan i så fald väre mindre först beregnet?
Selv en så relativt stor måne som jordens, har kun en masse på 1,23% af jordens masse, så det kan man vist, stort set, se bort fra.
@lars lundin
Det ville jeg nok mere kategorisere som en rygmarvsreaktion, end fakta.
I de fleste "fler-stjerne" systemer, kredser stjernerne i meget store baner omkring hinanden, set på planet-skala. Herudover er omløbstiderne enormt lange og strækker sig ofte over tusindvis af år, hvis ikke endnu længere. Dette forhold skyldes muligvist endda den effekt du selv nævner: nemlig at tætte fler-stjerne systemer, er meget ustabile. De har altså en meget kort levetid, hvorefter stjernerne kastes bort fra hinanden. Så selvom flertallet af stjerner faktisk er del af et "fler-stjerne"-system (i modsætning til Solen), ja så betyder det ikke nødvendigvis nogen voldsom ustabilitet.
@søren laursen
Jeg er overordnet set enig i din pointe, men 1000 AU er bare ikke ret langt i astronomisk sammenhæng (ca. 0,016 ly), så jeg tror ikke det ville være rart med en stjerne så "tæt" på. Det svarer til Sedna objektets afstand, når det er længst fra Solen.
Der er visse målinger der antyder, at Solen faktisk ER del af et binært system, dog blot med et svagt brun dvæg objekt. NASA har længe haft lidt vanskeligt ved at forklare en (lille) del af det træk der er i deres satellitter. Binære systmer kan være meget store og langsomme. Dvs. med meget udstrakte baner og omløbstider på op til millioner af år.
Til gengæld er det ikke længe siden, man generelt mente, at der var meget ringe chancer for at finde planeter i dobbeltstjernesystemer på grund af de kaotiske baner. Så det her er opmuntrende.
Nu er det statistiske grundlag for om der findes liv i universet jo ikke så stort, vi har kun fundet et eksemplar, det giver jo en ret stor statistisk usikkerhed.
@stig
Vi snakker jo ikke om eksisterende liv, men om "mulighed for liv, som vi kender det". Her kan man sætte ret skarpe grænser og undersøge det forholdsvist nøjagtigt. Og de betingelser findes overraskende mange steder.
Desuden handler den kommenatr af Jesper Stein Sandal, som du kommenterer på ikke om eksisterende liv, endsige muligheder for liv. Bare om eksistensen af planeter. Og her har han fuldstændig ret i, at man for ikke mange måneder sinde, slet ikke mente der kunne eksistere planeter overhovedet i fler-stjerne systemer. Og hvad skete der? Ups...det vælter frem med dem :-)
Kommentarer (9)