Banebrydende signalanalyseinstrument med indbygget FPGA
For første gang er det lykkedes produktudviklere at samle både signalgenerator og signalanalysen i ét kabinet. Ovenikøbet har udviklerne fundet plads til en kraftig FPGA-chip, der gør det muligt at programmere hardwareændringer undervejs i analysen.
National Instruments' stifter og koncernchef, James Truchard, betragter da også enheden, der kaldes Vector Signal Transceiveren, som en af de største innovationer fra selskabet, siden LabView blev præsenteret for et kvart århundrede siden.
National Instruments har da også placeret den nye transceiver centralt på deres stand på elektronikmessen E-12 i Odense.

Fra softwaredefineret til softwaredesignet
Jack Bering, der er salgschef for Danmark, peger på, at de nyeste instrumenter efter PXI-standarden nu er ved at tage skridtet fra at være softwaredefinerede instrumenter til at være softwaredesignede instrumenter. Instrumentet er især velegnet til udviklere af trådløst udstyr.
Det gør det muligt at lave hardwareændringer i FPGA'er direkte fra LabView, som er omdrejningspunktet for konfiguration af National Instruments' instrumenter.
»Alt er efterhånden trådløst i dag. Interessen for nærfeltskommunikation, RFID og Bluetooth er stor, men RF-applikationer kræver enorm regnekraft,« siger han.
Gennem de seneste år har National Instruments også solgt en single board-version af sine rekonfigurerbare input/output-moduler (RIO).
»RIO er en åben platform, som er let at programmere, og derfor kan den anvendes af maskinbyggere i mange sammenhænge,« siger Jack Bering.
Nilfisk-Advance har eksempelvis bygget en vaskerobot til grisestalde, baseret på et single board RIO med en realtidsprocessor, FPGA (som programmeres med LabView) og 110 digitale I/O-linjer. Producenter af fitness- og genoptræningsudstyr anvender også single board RIO i deres produkter.




Kommentarer (0)