Bæredygtigt trawl giver plus på bundlinjen
Der er udsigt til betydelige energibesparelser for fiskere, der skifter til et nyudviklet dansk koncept for bundtrawl - et koncept, der samtidig er langt mere skånsomt for havbunden end traditionelle trawl.
Hemmeligheden bag det nye trawl, der har fået støtte fra det grønne udviklingsprogram GUDP, er blandt andet de såkaldte 'døre' - de styreplader, der holder trawlet udspændt i vandet. Dørene er designet, så de bevæger sig gennem vandet frem for at pløje sig gennem bunden, som dørene gør på traditionelle trawl.
»Det nye trawl reducerer brændstofforbruget med op til 40 procent i forhold til konventionelle trawl, bl.a. fordi trawlet tilpasser sig havbunden, selv om dybden måske varierer med ti meter, hvor et konventionelt trawl blot vil pløje sig frem,« fortæller Poul Tørring, partner i Aquamind, der har været rådgivere på projektet.
Når skovlene kan holde sig fri af bunden, skyldes det deres dynamiske udformning, men også at vidunderlinematerialet Dyneema anvendes i stedet for stålwire til at trække trawlet gennem vandet. Dyneema er ti gange så stærkt pr. vægtenhed som stål, hvilket betyder, at det flyder på vand, og at en wire på f.eks. 20 mm tykkelse har samme styrke som et Dyneema-tov på samme tykkelse, oplyser Poul Tørring.
Det nye trawl er netop testet under fiskeri ved Doggerbanke. Her viste det en brændstofbesparelse på 40 procent under trawl, og med muligheden for at lave et 40 procent større net er forventningen en reduktion i brændstofforbruget på 50 procent pr. fanget kilo fisk.

Kommentarer (0)