Astronauter vender hjem fra Jordens indre

Seks astronauter har tilbragt en uge under Jorden for at øve sig til deres kommende ture i rummet.

Et hold internationale astronauter er vendt tilbage til Jordens overflade, ikke fra rummet, men fra en seks dage lang tur ned i Jordens indre. Turen er et led i et træningsprogram for astronauter, og den skal være med til at give dem erfaring med at leve og færdes under farlige forhold, trange steder og arbejde sammen som et hold og blandt forskellige kulturer.

Turen ned i hulerne foregik i 'Sa Grutta' i Lanaithodalen i Gennargentu-nationalparken på den italienske ø Sardinien. Det var første gang, ESA stod for den slags træning under navnet 'Caves' (Cooperative Adventure for Valuing and Exercising human behaviour and performance Skills).

Sidste år gennemførtes en Caves-2011-mission under Nasas ledelse. Holdet i år bestod af seks astronauter fra Usa, Japan, Rusland og ESA, heriblandt danske Andreas Mogensen.

Klatring i huler minder meget om rumvandringer, hvor der også benyttes sikkerhedsliner.
Danske Andreas Mogensen var blandt de seks astronauter på den underjordiske mission. De øvrige var fra USA, Japan, Canada og Rusland.
Andreas Mogensen kalder Caves 2012-turen for sin hidtil mest fysisk krævende astronauttræningsaktivitet.

Under turen blev der gennemført geologisk forskning, indsamlet prøver af klipper, mindre dyr, insekter og mikrober. Desuden blev der opsat fælder for at indfange prøver af større dyr. Alle dyr og prøver er blevet afleveret til specialister til videre analyser.

Fysisk og mentalt krævende

Loradana Bessone fra ESA, som har været med til at udvikle kurset, påpeger, at det har en række fællestræk med bemandede missioner i rummet. Det at leve og arbejde dybt under Jorden er både fysisk og mentalt krævende. Klatring i huler minder meget om rumvandringer, hvor der også benyttes sikkerhedsliner.

Desuden skal der hele tiden holdes fokus på sikkerhed, styr på værktøj og redskaber, og der er områder, som man skal undgå, ligesom ved arbejde uden på rumstationen.

Under turen blev der også afprøvet en ny type kommunikationsudstyr for den italienske Alpine-redningsorganisation Cnsas. Udstyret sikrer trådløs kontakt mellem ekspeditionsdeltagerne og basislejren.

Danske ESA-astronaut Andreas Mogensen kalder i en pressemeddelelse 'Caves' for den mest fysisk krævende astronauttræningsaktivitet, han hidtil har deltaget i, men også den meste interessante og 'en helt fantastisk og unik oplevelse'.

ESAs video om Caves 2012:

Dokumentation

Pressemeddelelse fra ESA
[ESAs Caves-program](: http://esamultimedia.esa.int/HSO/caves/CAVES-Information-Kit-2012.pdf)
Artikel på On Orbit
Artikel på Space Travel

Emner Geologi

Kommentarer (0)