Arkitekturprojekt i Venedig tegner fremtiden for Grønland

Øget behov for bæredygtighed og udsigt til betydelige klimaforandringer stiller Grønland over for enorme udfordringer - og nye muligheder. Dansk Arkitektur Centers bidrag til Arkitekturbiennalen i Venedig giver bud på, hvordan fremtiden ser ud.

Forandringens vinde blæser for alvor på Grønland i disse år. Fra at være et fastfrosset fangersamfund med uudnyttede mineralreserver i undergrunden gennemgår landet i disse år et opsigtsvækkende paradigmeskift. I takt med at klimaet forandrer sig og isen smelter, står det kolde land højt mod nord over for en række nye muligheder - og udfordringer.

Denne nye virkelighed er i disse dage i fokus på ved Arkitekturbiennalen i Venedig med udstillingen 'Possible Greenland'. Den er resultatet af et unikt tværnationalt samarbejdsprojekt mellem danske og grønlandske arkitekter, ingeniører og byplanlæggere, som med Dansk Arkitektur Center i spidsen har udtænkt en vision for, hvordan en bæredygtig økonomisk og samfundsmæssig udvikling i Grønland kan se ud i de kommende år.

Kombinerede kompetencer

Projektet ‘Possible Greenland’ kommer også med mulige løsninger på, hvordan den lokale kultur og det stigende antal turister, der bl.a. kommer med krydstogtskibene, kan mødes. Blandt andet på et marked ved havnen (nederst), hvor bygningerne samtidig kan forsyne indbyggerne med boliger – her et projekt fra KITAA Arkitekter, David Garcia Studio og Henning Larsen Architects.

Projektet stiller blandt andet skarpt på infrastruktur, bosætning, urbanitet, migration, organisering og kultivering af Grønland og det grønlandske samfund.

»Projektet arbejder med global bæredygtighed med udgangspunkt i danske og grønlandske kompetencer. Grønland står over for en kolossal forandring, i takt med at klimaforandringerne ændrer landet. Derfor er det interessant at se på, hvordan arkitektur, byplanlægning, byudvikling og ingeniørkompetencer tilsammen kan bidrage til at skabe en mere bæredygtig udvikling,« forklarer administrerende direktør for Dansk Arkitektur Center Kent Martinussen, der er kommissær for udstillingen.

Hensigten med projektet er også at styrke faglige bånd og kulturudveksling mellem Danmark og Grønland.

Havn og lufthavn i et kryds

I alt seks hold har arbejdet med hvert deres tema. Fire arkitekthold har arbejdet ud fra spørgsmålet 'Hvordan skal Grønland udvikles?'

Blandt andet har Tegnestuen Nuuk og BIG - Bjarke Ingels Group sammen udviklet et oplæg til en kombineret megalufthavn og havn ved Nuuk.

Projektet tager udgangspunkt i behovet for en international lufthavn i Nuuk og i den øgede skibstrafik, som ventes at opstå i takt med, at isen smelter og passagen omkring Grønland bliver nemmere, samtidig med at nye industrier opstår i Grønland.

Løsningen fra de samlede arkitektkræfter er en krydsformet kombination af lufthavn og havn placeret på øen Angisunnguaq syd for Nuuk, hvor lufttrafikken færdes på landingsbanen i nord-sydgående retning, mens skibstrafikken lægger til ved et tværgående havneanlæg, hvorved der opstår en oplagt mulighed for symbiotiske effekter mellem de to transportformer.

Samtidig rummer oplægget en idé om at udnytte pladsen under landingsbanen til ankomstfaciliteter til cruiseskibe, hoteller, kontorer og forskellige kulturinstitutioner, så byens liv og muligheder bliver integreret i den nye transporthub.

»Det er en af de største løsninger i projektet. Der har aldrig før været gennemført et så stort projekt i Grønland,« fortæller Kent Martinussen om oplægget, der tager udgangspunkt i en række anbefalinger og rapporter, som er blevet udarbejdet af forskellige instanser over de seneste tre-fire år.

»Inden for de seneste år er der blevet produceret en enorm mængde viden af de største ingeniørfirmaer i landet, som har udført en lang række undersøgelser for selvstyret og dermed skabt et enormt videngrundlag. Men de fleste rapporter er ikke visualiserede, og derfor sætter 'Possible Greenland' nu billeder på mulighederne,« forklarer Kent Martinussen.

Huse med flere klimazoner

Et andet af de væsentligste projekter i 'Possible Greenland' fokuserer på det stigende behov for at udvide og opgradere den grønlandske boligmasse og er blevet til i samarbejde mellem Qarsoq Tegnestue, Clement & Carlsen og Tegnestuen Vandkunsten. De har taget fat i udfordringen ved at bo i de arktiske egne, som især er de store udsving i temperaturer og lysforhold mellem sommer og vinter.

»Der er et stort behov for en ny arktisk byggetradition, hvor man forholder sig til at være tættere på naturen og samtidig tager forbehold for, at vinteren er lang, mørk og kold, og sommeren er lys og lun. Derfor er der behov for at lukke af for både kulde og lys,« fortæller Kent Martinussen.

Løsningen er en innovativ form for typehus, der er inddelt i flere klimazoner, hvis funktioner skifter med årstiden. Den består for det første af en grundigt isoleret kerne, som om vinteren kan holde de arktiske temperaturer på afstand, og som om sommeren kan sikre beboerne et behageligt afbræk fra solen, der aldrig går ned. For det andet er der et mellemområde under et dække af polykarbonatplader, der er monteret på et letvægtsfundament af stål, som kan monteres direkte i klippesiden. Det danner højloftede rum, der selv om vinteren vil kunne holde en overkommelig temperatur på omkring 10-15 grader. Et område, der tænkt som arbejdsområde eller mødested om vinteren og blandt andet som muligt væksthus om sommeren.

»Med denne boligtype bliver der skabt et helt nyt grundlag for at mødes, især i den mørke kolde vintertid,« siger Kent Martinussen.

Udstillingen 'Possible Greenland' vises i første omgang på Arkitekturbiennalen i Venedig til slutningen af november. Herefter fortsætter den til først Grønland og derefter Danmark, hvor den forventes at kunne opleves sidst i 2013.

Kommentarer (1)

Jeg har svært ved at se det miljøvenlige i et projekt der skal bruge så meget stål og beton, transporteret langvejs fra.
Hvorfor skal havn og lufthavn absolut ligge oven på hinanden, på verdens største ø, selv om man bortsprænge store mængder fjeld for at bygge er havn og en lufthavn på egen location, vil der fortsat være uendeligt med natur i Grønland.
Lufthavnen minder om Madeira, hvor der ikke er andre muligheder for at bygge en lufthavn, og hvor befolkningstætheden er 4 gang Bornholm.

  • 0
  • 0