Advarsel: Arbejde er skadeligt for dit helbred

Det kan godt være, at du træner en halv time dagligt, som lægen siger, men har du stillesiddende arbejde fra morgen til aften, har du alligevel øget risiko for blodpropper og sukkersyge, viser ny forskning.

Det kan godt ske, at du tager cyklen frem og tilbage til arbejde eller sveder på fitnesscentret en time hver morgen. Men det kan være skønne spildte kræfter, hvis du resten af dagen sidder klistret til pc'en på arbejdet og sætter dig foran fjernsynet, når du kommer hjem.

Det fremgår af rapporten 'Stillesiddende adfærd - en helbredsrisiko', som netop er blevet offentliggjort.

Vidensråd for Forebyggelse står bag rapporten, som konkluderer, at en dagligdag, der er præget af stillesiddende arbejde og fritid, medfører en øget risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme og sukkersyge - også hos dem, der lever op til de officielle anbefalinger om at bevæge sig minimum 30 minutter om dagen.

Hvis fingrenes dans over tastaturet er den eneste fysiske aktivitet på jobbet, kan en halv times motion hver dag ikke forebygge risikoen for livsstilslidelser som f.eks. hjerte-kar-sygdomme og sukkersyge. Det viser en ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse.

Med andre ord sætter man helbredet på spil, selv om knokler en time på motionscyklen hver morgen, hvis man resten af dagen sætter kroppen på standby og nøjes med at lade fingrene danse hen over tastaturet.

Morten Grønbæk, der er formand for Vidensråd for Forebyggelse, som har udgivet rapporten, understreger, at det er godt at løbe, cykle og spille badminton, når man har fri, men at det ikke kan kompensere for en dagligdag, der foregår med enden solidt placeret på en kontorstol:

»Det nye i rapporten er, at selv om man motionerer en halv time om dagen, er man ikke 'home free', hvis man samtidig sidder ned otte timer om dagen uden at bevæge sig. Det er godt nok, at man motionerer, men man er alligevel i risikozone for hjerte-kar-sygdomme og diabetes, hvis man ikke bevæger sig de resterende timer,« fastslår han.

Morten Grønbæk kan ikke give noget klart svar på, hvor ofte og hvor længe man skal forlade skrivebordet, hvis man ønsker at minimere risikoen for en blodprop eller et liv med sukkersyge. Der kan ikke opsættes præcise mål, som vi kender det fra alkohol, hvor grænsen går ved 14 ugentlige genstande for kvinder og 21 for mænd:

»Med bevægelse og tid er det meget sværere og mere individuelt. Man er dog meget bedre stillet, hvis man én gang i timen sørger for at rejse sig og gå lidt rundt. Der er en kæmpe forskel mellem blot at blive siddende og at få aktiveret de store balle- og lårmuskler med jævne mellemrum,« forklarer Morten Grønbæk.

Han opfordrer folk til at blive bevidste om rejse sig og 'ta' en runde', så blodet kan rulle, og peger på, at der er sund fornuft i at indrette arbejdspladser på en måde, der tvinger folk til at rejse sig, f.eks. når de skal have kaffe eller hente noget i printeren.

Kommentarer (8)

Med en god ergonomi som ved et hæve-sænkebord er der mulighed for at stå op og også mindske risikoen for rygskader. Det undrer mig hvis ikke man har kigget på det og dermed evt. Har kunnet fremvise et incitament til brug af disse møbler.

  • 0
  • 0

Det handler om at bevæge sig. Det er næsten lige så usundt at stå op i 8 timer uden at bevæge sig nævneværdigt. Dog kan man nemmere aktivere venepumperne i benene når man står op, men man skal alligevel gøre en aktiv indsats for det.

Som med så meget andet i livet: bevægelse og variation er det der skal til.

  • 0
  • 0

Alle der arbejde ved computerskærme ved vist godt, at man skal holde pause fra skærmen med jævnligt mellemrum. Blandt andet for at hvile øjnene. Her kunne man jo nemt lige indlægge 'at tage en runde' som det forklares i artiklen. Mener at det ret nemt kan indarbejdes i arbejdsrutinerne, så det ikke bliver så usundt som det nævnes her.

En god, nem, hurtig og meget effektiv motionsøvelse: gå på trapper i 1-2 minutter. Det er meget effektivt i forhold til at aktivere hjertet og blodomløbet.

  • 0
  • 0

Der er flere andre ulemper ved Arbejde Eks. Det tager for meget af din Fritid

Hvis man laver noget man brænder for, føler mange ikke en decideret opsplitning af livet i arbejde og fritid. Jeg er selv midt i 30'erne, og for et par år siden begyndte jeg at få problemer med bentøjet. Mine fødder og lægge begyndte at hæve når jeg sad ned. I starten var det bare irriterende, men efterhånden blev det for slemt til at kunne ignoreres, og jeg begyndte også at få det ubehageligt andre steder. Det stak i arme og hænder med mere. Selvom jeg altid har løbet mindst 1 gang/uge og brugt cykel til transport, gik det op for mig, at der var mange dage jeg ikke rørte en finger. Jeg arbejder med matematisk modellering og programmering, og når først jeg sidder og roder med det, kan jeg nemt glemme tiden. Tidligere kunne jeg godt grave mig ned en hel dag og studere/arbejde igennem, men det kan jeg ikke mere. Der skal, som Lasse siger, noget bevægelse ind i hverdagen. Der må være en del andre end mig der har haft problemer, men jeg hører eller mærker det ikke fra nogen.

Når jeg tænker over det overrasker det mig ikke, at kroppen er afhængig af jævnlig bevægelse, altså at det er den mængde tid man bruger på at bevæge sig der er vigtig og ikke hvor højt oppe pulsen kommer eller har været. Sådan levede vores forfædre jo.

  • 0
  • 0

Hej Rasmus. Du hører gerne fra mig! :-) Jeg har nemlig haft de samme arbejdstendenser som dig og tænkte faktisk ikke over det før jeg blev i starten af 30'erne. Og pludselig gik min temmeligt usunde levevis op for mig og jeg begyndte at tilskrive alle mine små skavanker mit meget stillesiddende arbejdsliv og ofte skæve døgnrytme også. Det er nok lidt overdrevet, men jeg har virkelig skabt resultater ved at være mere opmærksom på det i dagligdagen. Ikke at jeg er blevet triatlon-kandidat, jeg er bare mere opmærksom på at tage pauser, drikke rigeligt med vand, spise ordentlig mad og helst regelmæssigt, og ikke mindst mine søvnvaner (se interessant artikel og debat her: http://ing.dk/artikel/123030-led-skaermen-...). Det lyder måske som meget at holde styr på, men sådan føler jeg det ikke. Og det er ret små ting der skal til for at give mærkbare resultater synes jeg.

  • 0
  • 0