Krakelering betyder vel ikke så meget
Det er vel værre, hvis ruden skulle knække.
Der er ikke noget, der tyder på, at de to revner i kæmperuden ved Nordsøen Oceanarium ved Hirtshals kan få ruden til at krakelere. Det fortæller direktør ved Oceanariet Karl Henrik Laursen, efter konsulentfirmaet Force Technology har undersøgt akrylruden og afleveret en foreløbig rapport. Nordsøen Oceanarium har desuden konsulteret virksomheden Niras.
»Vi lukkede jo af for publikum, da vi fik den anden revne. Men på baggrund af denne rapport og en bekræftelse fra Niras er der ikke nogen risiko for, at ruden kan krakelere. Derfor vil vi i løbet af de næste par dage ansøge myndighederne om at få lov til at åbne helt for publikum igen,« siger Karl Henrik Laursen.
Nordsøen Oceanarium har delvist tømt akvariet med den revnede rude, der normalt rummer 4,5 mio. liter vand, så vandstanden er under revnerne i ruden. Karl Henrik Lausen fortæller, at den lavere vandstand ikke lader til at påvirke blandt andet de klumpfisk og stimefisk, der svømmer rundt i akvariet.
Selvom Nordsøen Oceanarium nu arbejder på at kunne åbne området ved den revnede rude for publikum igen, så er det stadig en gåde, hvorfor revnerne er opstået i første omgang.
Karl Henrik Laursen fortæller, at der foreløbigt er tale om en forundersøgelse fra Force Technology, og at virksomheden oplyser, at det er nødvendigt at foretage yderligere undersøgelser, før der kan findes frem til en egentlig forklaring på revnerne.
»De skriver, at der påkræves en dybere analyse, som de kalder en kemisk og fysisk analyse for at komme en mulig årsag nærmere. Også i forhold til, om ruden kan repareres, eller om den skal udskiftes,« siger Karl Henrik Laursen.
I den forbindelse er det bestemt ikke lige meget, om ruden skal skiftes eller ej. Blandt andet vil en ny rude umiddelbart betyde døden for akvariets stimefisk, som udgør over halvdelen af de ca. 3.000 fisk i akvariet.
»Ruden koster dels et tocifret millionbeløb, og så er der lang leveringstid på sådan en rude. Stort set alle vores stimefisk i Oceanariet, kan vi ikke redde, hvis ruden skal skiftes. Klumpfisk, hajer og rokker kan vi redde, men alle vores stimefisk kan vi ikke forvente at kunne holde liv i,« siger Karl Henrik Laursen og tilføjer:
»De er så sårbare, at hvis der eksempelvis går skæl af makrellerne, så overlever de ikke.«
Det er vel værre, hvis ruden skulle knække.

Kommentarer (1)