/biotek

Lundbeck køber Århus-forskere for at kurere Alzheimers

Forskere fra Aarhus Universitet har solgt deres firma til Lundbeck, som vil udnytte deres viden om receptorer i hjernen til at udvikle nye lægemidler til behandling af hjerneskader og -sygdomme.

Af Anne Lykke, tirsdag 07. jul 2009 kl. 12:03

Patienter med begyndende Alzheimers vil forhåbentlig i fremtiden kunne bevare hukommelsen med nye medicintyper fra Lundbeck.

Lundbeck har købt det århusianske biotekselskab NeuronIcon, som har fundet ud af, hvorfor og hvordan nerveceller i hjernen dør.

Den viden vil den store medicinalvirksomhed nu bruge til at udvikle nye lægemidler til bedre behandling af alvorlige hjernesygdomme, der fører til død af nerveceller, som eksempelvis slagtilfælde, rygmarvsskader, Alzheimers og Parkinson.

Forskerne i NeuronIcon har gjort verdens første opdagelser af, hvordan kroppens eget protein, Sortilin, slår nerveceller ihjel, hvis det pludselig bliver aktivt under særlige omstændigheder, som opstår i forbindelse med slagtilfælde, Alzheimers og nogle psykiatriske lidelser.

Sortilin virker som en receptor, altså en slags fangarm, der sidder på overfladen af nerveceller, og som kan fange små signalmolekyler.

Når man bliver udsat for et slagtilfælde, eller hjernen begynder at udvikle Alzheimers, udsendes der pludselig store mængder af et lille signalmolekyle kaldet proneurotrophin. Når proneurotrophin binder sig til sortilin-receptoren, slår det nervecellerne ihjel.

Nu er udfordringen at forhindre, at proneurotrophiner binder sig til Sortilin og dermed undgå, at Sortili aktiveres, og slår hjernecellerne ihjel.

»Nu skal vi i gang med at finde stoffer, der kan forhindre denne aktivering, og så vil vi forhåbentlig stå med den første lægemiddelkandidat på det her område i løbet af få år,« siger Jan Egebjerg, funktionschef for Lundbecks biologiske forskningsenhed.

Pressekoordinator i Lundbeck, Kasper Riis, oplyser dog, at det kan tage op til 10-12 år før et egentligt lægemiddel er på markedet, da udvikling og test af nye lægemidler altid er lang tid undervejs.

Lundbeck har også fire andre receptorsystemer i kikkerten, som er i samme familie som Sortilin. Et af disse spiller en rolle for udviklingen af Alzheimers, og et andet er involveret i nogle alvorlige psykiatriske lidelser, forklarer Jan Egebjerg.

Parterne er blevet enige om, at de ikke vil afsløre, hvor meget Lundbeck har betalt for NeuronIcon.

NeuronIcon er et privatejet selskab stiftet af forskere fra Aarhus Universitet med kapital fra Østjysk Innovation og strategisk rådgivning fra Cadenza Partners.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.