Nu åbner hangaren til el-fly med danske brændselsceller
Danske Serenergy står bag brændselscellerne i et tysk forsøgsfly, der vises frem tirsdag. Flyet Antares har fået forstærket vingerne for at klare beholdere med brint og brændselscellesystem.
I samarbejde med den tyske flyproducent Lange Aviation og Serenergy har det tyske rumforskningscenter DLR (Deutsches Zentrum für Luft- und Raumfahrt) udviklet et elektrisk forsøgsfly, som kan lette, flyve og lande ved hjælp af brændselsceller.
Al energi til flyets take-off, fremdrift og landing leveres udelukkende af brintbaserede brændselscelle-moduler, som er udviklet og produceret af danske Serenergy.
Danskerne har samarbejdet med DLR om systemintegration af modulerne, som opfylder kravene til at kunne levere den kritiske peak-power til take-off.
Antares DLR/H2 er navnet på den lille verdenssensation, der første gang præsenteres for offentligheden på tirsdag den 7. juli. Den officielle præsentation vil finde sted i Hamborg lufthavn, hvor en præsentationsflyvning vil finde sted.
Ekstra stærke vinger skal holde brintbeholder
Flyet er en motorglider – et motoriseret svævefly – af typen Antares 20E med plads til en enkelt pilot.
Flyet er modificeret på en række punkter i forbindelse med skiftet fra traditionelt brændstof til brændselsceller. Blandt andet er vingerne forstærket, så de kan bære de to beholdere med brændselssystem og brinttanke, der tilsammen vejer knap 100 kilo. Næste år vil DLR placere yderligere to tanke for at forbedre fremdrift og manøvredygtighed.
Serenergy har specialiseret sig i at producere Højtemperaturbrændselsceller og det ti mand store firma udspringer af Anders Risom Korsgaards ph.d.-projekt, hvor han ville undersøge, om det var muligt at nedbringe brændselscellers egetforbrug, der ofte udgør 10-40 procent af cellens output.
Løsningen, der er udviklet sammen med partneren Mads Bang, blev en højtemperatur-PEM-brændselsceller.
Brændselscellerne kan bruges i alt fra kraftvarmeanlæg i huse til nødstrømsanlæg i computerservere eller mobilsendemaster.

Galleri:
Antares DLR H2 Brændselscellefly




