Terma-forsinkelser rammer også ny vagtcentral i Odense
Det er ikke lykkedes Terma at levere styringssoftware til en ny vagtcentral i Region Syddanmark til tiden. Den er derfor nødt til at flytte et gammelt analogt system fra Falck med.
Læs også
Læs mere om
Den danske elektronik- og forsvarsleverandør Terma er så forsinket med et nyt it- og kommunikationssystem, at Region Syddanmark er nødt til at flytte et gammelt system med ind i en helt ny vagtcentral.
Den nye vagtcentral, som ligger på Odense Universitetshospital, bliver taget i brug 1. september, som det hele tiden har været planen. Men det bliver uden Termas styringssoftware. I stedet flytter det gamle system, som Falck i dag benytter, med fra vagtcentralen i Kolding.
Termas vagtcentralsoftware er indkøbt af Økonomistyrelsen. Efterfølgende er projektet overdraget til Sine Sekretariatet, der har ansvaret for udrulning af det nye, mobile nødnet i Danmark. Det er baseret på Tetra-teknologien.
»Den oprindelige tidsplan er ikke længere gældende. Der har været en masse dialog med brugerne og en generel teknologisk udvikling, og samlet har det åbnet en række nye muligheder og ønsker, som vi kigger på sammen med Sine Sekretariatet. Den primære forklaring på forsinkelsen er de mange forbedringer og opgraderinger, som ligger uden for kontrakten,« siger Termas direktør inden for sikkerhedsløsninger til det offentlige, Michael Lentge Andersen, til Ing.dk.
Det har tidligere været fremme, at leverancen vil blive et år forsinket, men Michael Lentge Andersen har ikke et præcist bud på, hvor meget systemet bliver forsinket, eller hvornår løsningen vil være færdigleveret.
»Vi forventer, at tidsplanen bliver meldt ud til efteråret, og når den bliver meldt ud, så kendes løsningen og tidplanen til regionerne også,« siger han.
Michael Lentge Andersen understreger dog, at den løsning, der bliver leveret, vil være en betydelig bedre end den oprindeligt aftalte.
Forsinkelserne kommer til at betyde ekstraomkostninger for regionerne, der bliver tvunget til at køre videre på Falcks analoge system.






