/byggeri

Svenskere: Luftskibe skal bygge fremtidens vindmølleparker

Zeppelinere skal flyve havvindmøller ud til svenske parker, så byggekranerne slipper for sejlturen, lyder det i en svensk rapport. Dansk professor ser dog et kæmpe risikoproblem.

Af Torben R. Simonsen, torsdag 02. jul 2009 kl. 14:30

Byggepladser kan i fremtiden blive et mylder af luftskibe frem for store byggekraner.

Drømmen lever i hvert fald hos den svenske Byggebranchens Udviklingsfond, der i samarbejde med PEAB i øjeblikket arbejder på en rapport om mere miljøvenligt byggeri. Planerne med zeppelinere, som afløser for byggekraner, er udkommet i et forstudie, der netop er offentliggjort.

Ifølge miljøekspert Danielle Freilich fra Byggebranchens Udviklingsfond bliver det afgørende at tage miljømæssige hensyn på byggepladser. Derfor forestiller hun sig at brug af zeppelinere bliver relevant i forbindelse med eksempelvis rejsning af vindmøller, der ofte er placeret langt fra veje eller til havs, men også højhuse kan med fordel bruge luftskibe frem for byggekraner.

Danielle Freilich er dog klar over, at det vil tage nogle år endnu, før luftskibe har afløst kraner, og peger på at brug af luftskibe skal ske i kombination med andre transport og byggemetoder.

Luftskibet Cargolifter kan arbejde i frisk vind
Ifølge undersøgelsen er der omkring 10 førende virksomheder i verden, der beskæftiger sig med transport ved hjælp af luftskibe. Rapporten har specifikt set på tyske Cargolifter og russiske Aerostatica.

Undersøgelsen peger også på den betydelige forskning, der i øjeblikket foregår i udvikling af luftskibe og fremhæver blandt andet Cargolifters arbejde med udvikling af software, der kan tage vare på alle rørlige forhold omkring et luftskib, så luftskibet kan imødekomme samme krav om præcision, som der stilles til byggekraner.

I nogle tilfælde overgår luftskibe disse krav og kan arbejde i vindhastigheder på 10 meter i sekundet, som svarer til frisk vind.

Dansk professor: Luftskibe er et kæmpe sikkerhedsproblem
Selv om teknologien fremstilles som lovende, kan argumenterne ikke helt overbevise professor Lars Damkilde, der er leder af Sektionen for Bygningsmekanik, Institut for Byggeri og Anlæg ved Aalborg Universitets afdeling i Esbjerg.

»Det lader noget tilbage at ønske. Når man skal transportere store objekter rundt i en by på lastbiler, så er det til tider et problem, og det kræver måske, at man skal fjerne skilte og den slags ting. Det virker godt tænkt at benytte luftskibe, men sikkerhedsmæssigt er det et kæmpeproblem at skulle transportere store objekter i lav højde. Det er heller ikke sikkert, at man kan få tilladelse til den form for transport,« siger han til ing.dk.

Lars Damkilde er også skeptisk, når det gælder opførsel af vindmøller til havs.

»Skibe kan i det mindste bare ligge og vente på, at vejret bliver bedre, men det kan et luftskib ikke.«

Professoren er dog ikke helt afvisende over for, at zeppelinere i fremtiden kommer til at få andre funktioner end at agere kameraplatform til sportsbegivenheder.

»Jeg vil tro, at de kan få en betydning i forhold til transport. Dog ikke så meget som afløser for kraner, fordi der stadig vil være for mange usikkerhedsmomenter. Men jeg tro det kan bruges til transport på uvejsomme steder eller transport af ting, der ikke er afhængig af at skulle foregå på et bestemt tidspunkt,« siger Lars Damkilde.

Ifølge rapporten arbejdes der i øjeblikket på luftskibe, der kan løfte både 25, 50 og 75 tons.



02. jul 2009 kl 17:16

Nis Christian Vilain Raun

Alt har en hvis begrænsning

Idéen lyder kanon godt, og jo de svensker kan nogle ting, men desværre er der ret mange begrænsninger for luftskibe, tidsforbrug osv. osv.

For som hvad professor Lars Damkilde, leder af Sektionen for Bygningsmekanik, Institut for Byggeri og Anlæg ved Aalborg Universitets afdeling i Esbjerg, fortæller. Den anden som siger rent ud hvad, problemet er på tysk det er hus zeppelin nt (www.zeppelinflug.de) det korte og det lange der er vind og vejrlige forhold der kan sammen lignes med dem som er gældende for svæveflyv. På Balackwater Airships hjemme side bliver der talt i pounds, men er det engelsk eller amerikansk SI der bruges fremgår ingen steder! Derimod hus Lindstand (www.lindstandtech.com) vises der med en mini film, at i speciale områder kan luftskib noget ingen andre kan på sådanne en miljøvenlig måde til regnskov. Ja på filmen er der regnskov, og i Europa der findes ingen regnskov, ok vi har Urskoven i Polen, Ukraine, HvideRusland.

Derfor vil luftskibet få en extremt hårt arbejde med at vinde sådanne indpas som det, de svenske ide folk skrive på deres hjemme side. For lastbiler og kraner kan holde på arbejdets stedet til de kan komme i gang, mens luftskibet først skal lades og først da kan flye ud til stedet. Og på havet, der kan skibene vente til vinden har lagt sig, og igen det samme for luftskibet kan vejret stoppe den.

Luftskib har til denne stramme tidsplan der bliver lagt af kunden svært med, at overholde tiden. Det er noget som ej bliver holdt skjuldt af Zeppelin NT.


02. jul 2009 kl 18:16

Peter Hansen

ing.dk

Det er helt utroligt så meget krudt ing.dk bruger på vindenergi og elbiler. Det er som om de to områder har en ekstra status og at bare nogen har forestillet sig noget, kommer det på som en nyhed.


02. jul 2009 kl 19:06

Benny Olsen

Re: ing.dk

Det er helt utroligt så meget krudt ing.dk bruger på vindenergi og elbiler.

Transport af gods til uvejsomme placeringer, her el-master, det har ikke meget med vindenergi og el-biler at gøre.

Ja med mindre altså, at du forbinder masterne med kabler og forestiller dig vindmøller i den ene ende og el-biler under opladning i den anden ende.


03. jul 2009 kl 09:13

Søren Rasmussen

Forskel på Sverige og Danmark

Der er væsentlig forskel på Sverige og Danmark. I Sverige har de store, uvejsomme områder uden bebyggelse af nogen art (bortset fra højspændingsmaster). Hvis noget skulle falde ned er risikoen ikke voldsomt stor. Desuden er særtransport af møllevinger i Sverige stærkt begrænset af vejnettets dimensioner.

Så ja, zeppelinere er en god ide, men bedre i Sverige end i Danmark.

De har skam også urskov i Sverige (det har vi også i Danmark, men i stærkt begrænset omfang). Opsætning af vindmøller i urskovsområder vil nu nok støde på stor modstand i naturbeskyttelsekredse.


04. jul 2009 kl 12:12

Ejvind Andersen Christensen

Mennesker østpå - også i Sverige

Oplever vindene mindre voldsomme end vi gør i Vestjylland og på havet.
Derfor ser vi forslag som kan være gode nok østpå, men næppe brugbare i Vesterhavet og Vestjylland.
I forvejen er der ofte voldsomme problemer med at få tilstrækkeligt vindstille til at montere havmøllerne med nuværende teknik, så skibene må vente i dagevis på passende vejr.


05. jul 2009 kl 06:44

Jesper Vauvert

luftskibe

Jeg synes det er en fantastisk interessant ide, og tror bestemt den har en fremtid. Det vil givetvis (ligesom idag iøvrigt) brede sig fra specialiserede til mere generelle transport/opgavetyper. Præcis som med lastbiler i sin tid. I starten havde de pga dårligt udviklet teknologi svært at konkurrere med fx. jernbanetransport, og flodpramme, men alt eftersom både lastbilerne og vejnettet blev bedre har de taget mere og mere over.

Det er helt givet et spørgsmål om at udvikle luftskibsteknologien, og også andre arbejdsprocesser så de inrettes efter luftskibe.

Det sker næppe imorgen, og næppe for alle typoer opgaver, eller i alle situationer, eller alle steder på jorden....

Men som så mange gnage før er Svenskerne måske blot lidt mere visionære...

- Jesper


05. jul 2009 kl 18:51

avatar

Troels Halken

Re: Mennesker østpå - også i Sverige

Derfor ser vi forslag som kan være gode nok østpå, men næppe brugbare i Vesterhavet og Vestjylland.
I forvejen er der ofte voldsomme problemer med at få tilstrækkeligt vindstille til at montere havmøllerne med nuværende teknik, så skibene må vente i dagevis på passende vejr.

Lav vind eller lav bølgehøjde? Vinden rejser sig hurtigere men lægger sig også hurtigere end bølgerne, og et luftskib kan komme frem meget hurtigere end et skib.

Det som måske egentligt er den største hurdle her, er at tårne mv, skal skæres i mindre stykker, samt at nacellevægten på møller over 2-3MW vil overstige de 75 tons, og dermed vil disse skibe ikke have den store effekt før de kan løfte mere.

På landjorden vil de kunne få den betydning at man kommer ud over transportbegrænsningerne i infrastrukturen. Vestas V112 har vinger på 54-55m og så kan det blive et problem at få den transporteret. Ligeledes for områder hvor vejene ikke kan holde til den høje vægt, for transportvægten på nacellen er alene 75tons og hertil skal så lægges vægten på køretøj og transportbeslag.

Vh Troels


12. jul 2009 kl 17:26

avatar

Holger Skjerning

Fint med luftskibe...!

Også jeg synes. det virkelig er en mulighed. Allerbedst er jo, at energiforbruget til transporten er lille sammenlignet med vist alt andet.
Og fra "sproghjørnet": Der står skrevet:
"Lars Damkilde er også skeptisk, når det gælder opførsel af vindmøller til havs". Øh, vil det sige, at vindmøller på land opfører sig bedre???-!
Det hedder: "opførelse"!


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.