Deler forskerne primært penge ud til sig selv og vennerne? Det spørgsmål kom til at fylde en stor del i diskussionen på en høring om forskningsrådssystemet, som blev afholdt i sidste uge.

Lad det være slået fast med det samme: Der findes ingen direkte beviser for ulovligheder eller nepotisme. Men det faktum, at medlemmer af forskningsrådene har dobbelt så stor chance for at få en bevilling i forhold til andre forskere giver anledning til så store betænkligheder mange steder, at det ikke kan undgå at få betydning for, hvordan forskningsrådssystemet kommer til at se ud i fremtiden.

Blot mistanken om direkte nepotisme eller en ubevidst favorisering af bestemte forskere er nok til at styre udviklingen i en bestemt retning.

Fronterne er trukket skarpt op. På den ene side står et ekspertudvalg nedsat af Videnskabsministeriet, som til august afleverer sin endelige evaluering af forskningsrådssystemet. Udvalget, hvis formand er koncerndirektør Søren Isaksen fra NKT Holding, foreslår en samlet overordnet ledelse af forskningsrådene, færre medlemmer i de faglige udvalg og klar adskillelse af bedømmelse og prioritering.

På den anden side står en række toneangivende formænd og medlemmer fra Det Frie Forskningsråd og dets fem faglige forskningsråd med Jens Christian Djurhuus, formand for Det Frie Forskningsråd, i spidsen. Han vil med egne ord 'kæmpe til det sidste' for at bevare grundstrukturen i det nuværende system, hvor store, bredt sammensatte udvalg fra forskernes egne rækker vurderer og fordeler pengene.

Alle er enige: Konkurrence er godt
Den danske stat afsætter i 2009 14,9 milliarder kroner til forskning. En stor del går til faste bevillinger til universiteter og andre institutioner, men 3,7 milliarder kroner uddeles i konkurrence af forskellige fonde.

Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd, som har været genstand for ekspertudvalgets undersøgelse, uddeler tilsammen 2,3 milliarder kroner – resten administreres af Danmarks Grundforskningsfond, Højteknologifonden og Rådet for Teknologi og Innovation. Alle er enige om, at konkurrence om bevillingerne er godt. Det er med til at holde forskerne på mærkerne.

forskningsrådene er de almindelige forskeres sidste magtbase efter de har mistet indflydelse over styringen af universiteterne til eksterne bestyrelser og ansatte ledere.

Nu risikerer de også at miste indflydelse i forskningsrådssystemet, hvis det går som ekspertudvalget anbefaler. I første omgang har forskningsrådsmedlemmerne meldt hus forbi i debatten om nepotisme. De accepterer simpelthen ikke, at der er noget problem. Men det stopper ikke med 'at der ikke er noget at komme efter'. Nepotismedebatten har nemlig sat forskningsrådene skak.

De kan argumentere nok så meget med, at alt går redeligt til, og at der ingen beviser findes på, at penge er tildelt på et forkert grundlag. Det vil bare ikke fjerne mistanken.

Deres eneste udvej for at undgå også at blive skak-mat er at handle. Det kan de gøre ved at tage nogle af ekspertudvalgets anbefalinger til sig. Det vil først og fremmest sige at adskille bedømmelse og prioritering ved at sende alle ansøgninger ud til international bedømmelse i såkaldte peer-reviews. Det er formodenligt denne diskussion, man vil se i forskningsrådene efter sommerferien.

Bekymring for magtkoncentration
Afmonterer forskningsrådene debatten om nepotisme ved frivilligt at afgive en del af deres magt til udenlandske, uafhængige bedømmere, kan de måske undgå en sammenlægning af Det Frie Forskningsråd med Det Strategiske Forskningsråd, som i virkeligheden er hovedforslaget fra ekspertudvalget.

På længere sigt burde Grundforskningsfonden og Højteknologifonden også komme under den nye fælles bestyrelse, anbefaler ekspertudvalget.

Det vil gøre systemet mere fleksibelt og styrke tværfagligheden, lyder begrundelsen. Andre er stærkt bekymrede for at koncentrere magten i toppen. Det risikerer jo netop at føre til nepotisme, anfører de. Spørgsmålet om en fælles ledelse er den afgørende beslutning, som skal tages.