Amerikanerne vil generobre Månen
Fire årtier efter Apollo 11-missionen er Nasa i gang med forberedelserne til bemandede missioner til Månen. Den første testopsendelse med Ares I-raketten gennemføres i august.
Buzz Aldrin ses her med en seismisk sensor. Lige bagved er en lille laserreflektor til afstandsmål og til højre ses månelandingsmodulet "Eagle". (Foto: Neil Armstrong, Nasa)
Læs også
Læs mere om
Den 20. juli er det 40 år siden, at en stor del af den danske befolkning sad klistret til fjernsynsskærmen sammen med skønsmæssigt 500 millioner mennesker over hele kloden. Det største antal nogensinde på daværende tidspunkt til en live-event, som i dette tilfælde tilmed foregik 380.000 kilometer ude i rummet.
Den halve milliard mennesker fulgte med, da Michael Collins ombord på Apollo 11-missionens mandskabsmodul Columbia kl. 20.47 dansk tid frakoblede månelandingsmodulet Eagle med Neil Armstrong og Edwin (Buzz) Aldrin om bord.
Computeren blev overbelastet
Til stede i studiet hos Danmarks Radio den søndag aften for snart 40 år siden var civilingeniør Christian Rovsing, der gennem flere år havde guidet de danske seere og lyttere under amerikanernes rumprogrammer.
»Jeg husker tydeligt, at landingen ikke forløb helt problemfrit. Den lille computer om bord på Eagle blev overbelastet, så Armstrong og Aldrin måtte overgå til manuel styring,« siger Christian Rovsing i dag.
Buzz Aldrin koncentrerede sig om mundtligt at videregive information om højde og hastighed til Armstrong, så han kunne bruge disse oplysninger til at finde et passende landingssted, men han så ud ad vinduet.
På en pressekonference den 12. august 1969 fortalte Armstrong, at de havde studeret billeder fra de to Apollo-missioner (8 og 10), der havde været rundt om Månen, så de havde et godt kendskab til landingsområdet.
»Krateret Maskelyne W så vi to-tre sekunder senere end forventet, og det gav os en formodning om, at vi ville lande noget for langt,« forklarede han.
I en højde af 120 meter passerede de over et område med sten på ca. tre meter i diameter og et krater på ca. 25 meter. Men til sidst fik Armstrong styret landingsmodulet hen til et mere velegnet område.
»Instrumenterne viste, at vi havde brændstof til mindre end 30 sekunders flyvning tilbage. Analyserne på Jorden indikerede lidt mere, måske omkring 45 sekunder. Det lyder som kort tid, men det er rent faktisk meget,« fortalte Armstrong.
Da en sensor på et af landingsbenene kom i kontakt med Månen lyste et panel op inde i landingsfartøjet.
»Contact light,« sagde Aldrin efterfulgt af ordene: »Okay. Engine Stop,« da fartøjet faldt til ro kl. 21.18.
Fra Armstrong kom kommandoen: »Shutdown«. Herefter talte han direkte til Mission Control: »Houston, Tranquility Base here. The Eagle has landed.«
Et år efter landingen berettede Buzz Aldrin:
»En stor del af træningen havde drejet sig om at lande med meget lidt brændstof tilbage. Det drejede sig ikke kun om at komme så hurtigt ned som muligt, men også at have en metodisk og tilsigtet landing. Det viste sig, at vi gjorde det.«
One giant leap for mankind
Det tog længere tid end ventet for Armstrong og Aldrin at gøre sig klar til at komme ud af månelandingsmodulet. Først omkring 20 minutter i fire mandag morgen åbnedes lågen på Eagle, og Neil Armstrong begyndte langsomt at kravle ud. Hans langsomme nedstigning ad stigen kunne følges via et udenbords kamera på Eagle.
Kl. 03.56 satte Armstrong foden på Månen med de berømte ord: »That's one small step for man, one giant leap for mankind«. Det var en sætning, som han havde forberedt sig på at sige, men som han ikke på forhånd havde delagtiggjort hverken sin rejsefælle eller Mission Control i Houston i.
Efter mindre end et døgn, helt præcis 21 timer, 36 minutter og 17 sekunder, lettede Eagle igen fra Månens overflade. Den blev kort efter sammenkoblet med Columbia og den ventende Michael Collins.
»Det, der især slog mig ved Apolloprogrammet, var en optimisme og vilje til at få ting til at lykkes,« siger Christian Rovsing.
»Der var en åbenhed om alt, som vi ikke ser noget sted i dag. Alle informationer blev stillet til rådighed for alle.«
Fem yderligere månelandinger blev det til med Apollo 12, 14, 15, 16 og 17. Apollo 13 var udsat for en eksplosion om bord på vej til Månen og måtte, efter at astronaut Jack Swigert sendte beskeden: »Houston, we've had a problem«, foretage en farefuld færd rundt om Månen for at vende. Det lykkedes mod alle odds at bringe besætningen uskadt tilbage til Jorden.
Eugene Cernan er den hidtil sidste person til at forlade Månen. Det skete den 14. december 1972. Tre dage tidligere var han landet sammen med geologen Harrison Schmitt, som er den eneste videnskabsmand, der har betrådt Månen.
Tilbage til Månen
For fem år siden præsenterede præsident George W. Bush planen om igen at sende mennesker til Månen og bruge det som udgangspunkt for rejser til Mars. Et program der nu er døbt Constellation.
Umiddelbart kan det undre, at det som i 1960'erne tog otte år - fra Kennedys erklæring den 25. maj 1961 om "at lande en mand på Månen og bringe ham sikkert tilbage inden udgangen af dette årti" - nu skal tage mindst 15 år. Det er der flere grunde til, mener Christian Rovsing:
Kennedys plan var en naturlig fortsættelse af et program, som var i sin vorden. Apolloprogrammet var "hi-risk", og pengene sad løst, når der skulle foretages valg af tekniske løsninger. I dag er kravene til sikkerheden ved bemandet rumfart øget væsentligt, ikke mindst set i lyset af ulykkerne med rumfærgerne. Samtidig er der mere fokus på økonomien og valg af optimale løsninger.
Men nu begynder man snart at kunne se synlige resultater af det nye måneprogram.
31. maj i år overgik Launch Pad 39B på Kennedy Space Center fra rumfærgeprogrammet til Constellation-programmet. Den første opsendelse af den nye Ares I-raket sker efter planen til august. Testopsendelsen er døbt Ares I-X.
Fra 2015 er det meningen, at Ares I med Orion-kapslen, der kan huse op til seks astronauter, skal bruges til at transportere astronauter og bringe forsyninger til den internationale rumstation. Og turen til Månen er foreløbig planlagt til 2020.
Andreas Mogensen, som for nylig er blevet optaget i det europæiske astronautkorps, har erklæret, at han i sin karriere som astronaut håber at få mulighed for at komme til Månen. Samme drømme har Christian Rovsing ikke haft.
»Med min indstilling er det meget mere interessant at følge rumprogrammet og udforskningen af universet fra Jorden,« siger han.
Den danske astronaut og den ældre rumekspert deler dog forventninger til, at Månen i fremtiden kan bruges som en fast videnskabelig base og som udgangspunkt for rejser til Mars.
Fakta: Månerejser Før og Nu
* Constellation-programmet omfatter foruden raketterne Ares I og Ares V, rumkapslen Orion og månelandingsmodulet Altair, der vil blive omkring fem gange større end Apollo-programmets månelandingsfartøjer.
* Ares V vil kunne bringe 188 ton i kredsløb om Jorden og 72 ton til Månen - Apolloprogrammets løfteraket Saturn V kunne til sammenligning bringe 118 ton i kredsløb om Jorden og føre 47 ton til Månen. Første flyvning med Ares V er planlagt til 2018.
* Steve Cook, der er Ares Project Manager ved Marshall Space Flight Center i Huntsville, Alamaba har til Nature fortalt, at projektomkostningerne løber op i 100 milliarder dollar for at sende en mand til Månen i 2020. Til sammenligning kostede det 162 milliarder dollar (i 2009-priser) at bringe en mand til Månen i 1969.
Video: Neil Armstrongs første skridt på Månen
