Spørg Scientariet: Er kinetik til strømlagring rentabelt?
Kristian Dalgård spørger: Hvorfor bruger man ikke kinetisk energi til at lagre strøm fra for eksempel vindmøller?
Anders Troi, Power Engineering Manager hos Siemens, svarer:
Vedvarende energikilder er ofte af en karakter, hvor energien produceres stokastisk, dvs. tilfældigt fordelt på de tidspunkter, hvor naturen vil det. Det drejer sig både om vindenergi, solenergi og bølgeenergi, men ikke vandkraft, da nedbøren stuves op i et reservoir, indtil den skal bruges, eller solfangere, hvor varmt vand ligeledes opbevares indtil brugstidspunktet.
Der er lavet mange forskellige forsøg med eksempelvis oppumpning af vand i et reservoir, trykluft opmagasineret i kaviteter i undergrunden eller store svinghjul. Fælles for disse opmagasineringsteknikker er, at når energi skal omdannes fra en form til en anden, vil der altid være tab ved konverteringen begge veje og dermed en dårlig samlet virkningsgrad. Desuden er omkostningerne ved at bygge sådanne anlæg typisk alt for høje i forhold til energien, der kan opbevares.
Salgsprisen af den opbevarede energi afhænger af kvaliteten af opmagasineringsløsningen. Energi, der kan føres tilbage til elnettet meget hurtigt og anvendes til at stabilisere elnettets frekvens og spænding, kan sælges meget dyrere end energi, der genvindes langsomt såsom vandkraft.
I Edison-projektet arbejdes der med at anvende elbilers batterier til oplagring af den overskudsstrøm som vindmøller producerer, når forbruget ikke er stort nok. Batterier tillader en meget hurtig regulering, og prisen for at sælge energien kan blive meget høj. Det er dog kun økonomisk interessant, fordi batteriet allerede er betalt af bilejeren til et andet formål, nemlig opbevaring af kørselsenergi. Hvis man i stedet forestillede sig at opstille en hal med store, billige batterier ville det ikke kunne betale sig ud fra en økonomisk betragtning.





