Altså ad gode jævne, sikre og naturligvis tilpas brede cykelstier (to spor?) langs indfaldsvejene til København må da være et rimeligt og legitimt ønske?
De danske overfladebelægninger er designet med formål at være offentligt betalt beskæftigelsesarbejde: At opgrave og tildække, for dernæst at opgrave og tildække, og så videre, i det uendelige. En uønsket bivirkning af dette er, desværre, at der ofte er buler og revner i overflader. Til gengæld er der hele tiden mange jobs, som ellers ikke ville have eksisteret.
Vi kunne særdeles let omdesigne dette, men i så fald vil mange vejarbejdere og ingeniører miste deres jobs. Et cyklist-venligt »overfladekoncept« kunne fx være:
A. I midten er der bilunderlag, som aldrig nogensinde opgraves.
B. Omkring bilunderlaget er der træer, som gør vejene til alleer, og disse træer påvirkes heller aldrig nogensinde.
C. Omkring (A og B) er der cykelstier, som heller aldrig opgraves.
D. Omkring (A og B og C) er der fortove, som, endnu engang, aldrig nogensinde opgraves.
E. Omkring (A og B og C og D) er der en rabat som særdeles ofte opgraves, fordi samtlige rør og kabler befinder sig under disse to rabatter.
F. Omkring (A og B og C og D og E) er der hække eller mure eller parkeringspladser, fordi her begynder alle private og offentlige byggegrunde.
G. Hist og her er der lemme (på C og D og E), som flugter med overfladen (venligt for cyklister og fodgængere), og disse lemme er låste med nøgler og kan åbnes af kommunale embedsmænd, som vil gøre dette når arbejdere og ingeniører har behov for at omgøre rør eller kabler.
H. I de områder, hvor man kan forudse at der ofte vil være behov for at omgøre kabler eller rør, behøver E at være tildækket af udelukkende kun lemme, således at der aldrig vil være behov for at grave. Det vil sige: Særdeles let og hurtigt at ændre på rør og kabler.
I. I trafikkryds behøver E at være tunneler, for at sikre at overflader aldrig behøver at blive opgravet.
Cirka således kan det gøres, og hvis, da får vi muligheden for at investere i trafikoverflader der kun meget sjældent behøver at blive vedligeholdt, som på sigt vil få landets udgifter til infrastruktur til at falde brat.
Problemet er, at et sådant koncept vil ødelægge endda rigtigt mange entreprenørers og arbejderes og ingeniørers levebrød, og de har alle politisk indflydelse på landsplan og lokalplan. Desuden vil et sådant rigtigt koncept medføre behov for at bulldoze korridorer langs nuværende trafikårer (fordi de er for smalle), og en sådan udgift vil nogen sandsynligvis synes er alt for dyrt, uanset at dette på lang sigt vil være rigtigst at gøre. I regnestykket er der en ekstra stor fordel også, at boliger bliver rykket bort fra biltrafik, beskyttet af træer og cyklister og fodgængere og en "infrastruktur-margin", som vil give boliger renere luft og mindre støj, og desuden vil landet miste al den opgravningsstøj fra gravemaskiner som hersker i dag. Man kan tilføje, at alle de steder hvor der er meget store trafikkryds, at dér bør cykelstiler være ført blidt nedad under i tunneler, således at cyklister ikke mister deres fart. Sødmen i at cykle er ikke kun et behov for medvind på cykelstier, men også et behov for aldrig at behøve at dæmpe sin fart, samt, basis for dette indspark, at sikre blide og lydløse køreunderlag for cyklernes spinkle dæk.
Og nu en gåde: I hvilket ministerium, eller styrelse, findes embedsmænd, der har ansvar for at sikre at landets udgifter til infrastruktur vil falde i fremtiden? Disse mennesker findes desværre ikke, og med årsag, at en sådan målsætning hidtil aldrig er blevet formuleret, i Danmark.
77
