/transport

Airbus styrtede i havet under stiv kuling

Det blæste en stiv kuling på grænsen til hård, da en Airbus 310 styrtede ned i havet ved Comorerne med 156 ombord. Kontroltårnet fik ingen melding om, at noget var galt.

Af Thomas Djursing, tirsdag 30. jun 2009 kl. 10:16

Kort før landing styrtede en Airbus 310 ned i Det Indiske Ocean nær Comorerne ved Afrikas kyst. Ombord var 145 passagerer og 11 besætningsmedlemmer, der var på vej fra Paris til Comorerne.

Kontroltårnet havde fået besked om, at flight 626 var på vej til landing, men fik ingen yderligere informationer om, at noget var galt. Omkring 15 minutter før touch-down styrtede flyet ned mellem fem og ti kilometer fra kysten ved øen Mitsamiouli.

Flyet er ejet af det statsejede flyselskab Yemenia, og viceadministrerende direktør Mohammad al-Sumairi oplyser til Reuters, at årsagen til flystyrtet endnu er uklart - men vejret var hårdt.

»Vejrforholdende var hårde med kraftig vind og høje bølger. Vindhastigheden ved lufthavnen var 61 kilometer i timen (red: stiv kuling). Der kunne være andre faktorer,« siger Mohammad al-Sumairi.

Vragdele og lig er bjærget
Det voldsomme vejr gør også redningsarbejdet besværligt, men både vragdele og lig er allerede blevet bjærget af franske myndigheder, der har to militærfly og et skib i området.

På Comorerne har man ikke redningsmandskab til at deltage i eftersøgningen, oplyser en kilde i det lokale politikorps til Reuters.

Første fatale ulykke for Yemenia

Det er kun fjerde gang, at flyselskabet Yemenia har oplevet en ulykke, og det er første gang en ulykke har haft dødelige konsekvenser.

Yemenia er 51 procent ejet af Yemens regering og 49 procent ejet af Saudi-Arabiens Regering. Selskabets flåde inkluderer to Airbus 330-200, fire Airbus 310-300 og fire Boeing 737-800, fremgår det af selskabets hjemmeside.

For Airbus er det anden gang på en måned, at producentens fly er involveret i en stor ulykke. Den 1. juni styrtede en Airbus 330 ned i Atlanterhavet med 228 ombord.



30. jun 2009 kl 11:04

Benny Olsen

Comoros fra Marseille.

Hovedparten af passagererne var famillier fra samme område af Marseille.(Frankrig)

"These are families that, each year on the eve of summer, leave Marseille and the region to rejoin their families in the Comoros and spend their holidays."
http://news.yahoo.com/s/ap/200...Y3I-


30. jun 2009 kl 20:34

Niels Hansen

Vind og?

At det blæser x antal km i timen er jo fuldstændig lige meget. Det er mere om hvorfra vinden blæser. Hvis den blæser på tværs af banen, så kan det være et problem. Men hvis det blæser lige i snotten, så er det jo helt ligegyldigt, da flyet alligevel skal lande mod vinden.

Vinden er nok langt fra løsningen i denne sag. Det er som altid ting på ting der gør et fly styrter og ikke en enkelt begivenhed.


30. jun 2009 kl 20:53

Nils Peter Astrupgaard

Re: Vind og?

Vinden er nok langt fra løsningen i denne sag. Det er som altid ting på ting der gør et fly styrter og ikke en enkelt begivenhed.

Har du nogensinde hørt om Wind Shear? Det har kostet adskillige fly og dets passagerer livet under landingen.

Hyppigt forekommende ved tropiske thunderstorms - i Danmark kaldet tordenbyger.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.