Få HP's legendariske lommeregnere på din Iphone
HP har udviklet emulatorer af to af de bedst sælgende lommeregnere, 12c og 15c, så de kan afvikles på en Iphone og under Windows.
HP's legendariske lommeregner med modelbetegnelsen 15c, som fans ny kan emulere på deres Iphone. (Foto: Wikipedia)
Læs også
Dokumentation
Hvis du hører til typen, der har haft svært ved at leve uden omvendt polsk notation, er der godt nyt. Hewlett-Packard har relanceret sine lommeregnere, men dog kun som applikationer til Iphone og Windows, skriver News.com.
Til vore yngre læsere kan vi oplyse, at omvendt polsk notation i alt sin enkelthed går ud på, at man først indtaster de to operander for derefter at slutte af med at vælge en operator. Alt det der med præcedens og parenteser må man selv holde styr på.
Applikationen til Iphone koster 16 dollar for en HP 12c, mens en 15c koster det dobbelte.
HP 12c er en finansiel lommeregner, der var elsket af mange børsfolk, bankfolk og analytikere, da den blev produceret. HP 15c er en regnemaskine, der er fyldt med masser af matematiske funktioner.
Lommeregner-softwaren blev introduceret af HP i torsdags og hvis du undrer dig over prisforskellen på de to lommeregnere, skyldes det, at 15c er meget mere populær, hvorfor en brugt lommeregner på Ebay koster væsentlig mere end en 12c.
Samtidig med applikationerne til Iphone annoncerede HP også en række programmer til Windows.
Til de læsere, der ikke selv kan holde styr på operander og operatorer, findes der også en emulator af TI-59, der blev produceret af Texas Instruments, der på det tidspunkt var HP’s største konkurrent.






