Monteringsfejl på 0,65 grad holdt rumfærge på jorden
Blot 0,65 grad sidder en tilkoblingsplade på rumfærgens hovedtank skævt, men det er tilstrækkeligt til, at brinten er sivet ud. Nu skifter Nasa til dobbeltpakning.
Det kræver præcision at være tekniker på rumfærgerne. 0,65 grad forkert montering kan forsinke en opsendelse. (Foto: Nasa)
Læs også
Læs mere om
Nasa mener at have identificeret den fejl, som fik brinten til at sive ud af rumfærgen Endeavours hovedtank, og som to gange i denne måned udsatte dens opsendelse.
Lækagen opstod i det udluftningssystem, som skal fjerne de overskydende brintdampe. Forbindelsen mellem udluftningssystemet og hovedtanken var utæt ved en 18 centimeter stor forbindelse på en tilkoblingsplade.
Lækagen skyldes ifølge teknikerne, at en firkantet ramme på hovedtanken, som indeholder udluftningsforbindelsen, var monteret blot 0,65 grad skævt. Det har forhindret tilkoblingspladen og frigørelsesmekanismen, som fjerner udluftningsforbindelsen ved opsendelsen, i at forblive helt tæt ved tilkoblingen til hovedtanken. Utætheden opstod kun ved de ekstremt lave temperaturer.
For at forbedre tætheden af tilkoblingen har Nasa nu skiftet til en nu dobbeltpakning, som er mere tæt end den gamle enkeltpakning af teflon. Samtidig er der blevet installeret nye bløde spændeskive på tilkoblingspladen, så den kan give sige mere, mens den stadig forbliver tæt.
En brintlækage på op til 40.000 milliontedele er tilladt, og Nasa håber, at ændringerne vil fjerne lækagen eller i det mindste reducere den til inden for denne tilladte grænse.
Hvis det lykkedes, forventer Nasa, at Endeavour bliver klar til at flyve mod Den Internationale Rumstation med udstyr og forsyninger den 12. juli kl. 01.39, hvor næste opsendelsesvindue åbner.






