/transport

Trafik-professor: Byg ny milliard-tunnel til S-tog i København

To DTU-forskere foreslår en tunnel til over ti milliarder kroner fra Københavns Hovedbanegård til Ryparken. Pengene er givet godt ud, for den vil fuldstændigt fjerne S-togenes kapacitetsproblemer, mener de.

Af Morten Lund, mandag 29. jun 2009 kl. 07:08

Det skal være slut med proppede tog, forsinkede afgange og talrige aflysninger på strækningen mellem Københavns Hovedbanegård og Svanemølle Station, i daglig tale benævnt Boulevardbanen eller Røret.

Derfor foreslår to trafikforskere fra DTU, at der bygges en helt ny nord/syd-gående Boulevardbane. De to nye spor skal aflaste det nuværende rør, som udgør selve livsnerven i det københavnske S-togs-net, men som også er håbløst overbelastet.

»Der er primært en meget stor flaskehals i røret fra Hovedbanegården til Svanemølle station. Ved at bygge en ny linje her vil man ganske enkelt kunne fordoble kapaciteten for de københavnske S-tog,« siger professor ved DTU Transport, Otto Anker Nielsen, der også er blogger her på ing.dk.

Professoren finder det essentielt med en ny, tværgående forbindelse, da Boulevardbanen i årtier har været overbelastet. Derfor er det heller ikke muligt at indsætte flere S-tog på de københavnske net, da alle ruter undtagen én passerer igennem røret.

S-togs-stationer på Nørrebro og ved Rigshospitalet
Sammen med adjunkt Alex Landex har han udarbejdet rapporten "Gennemgang og vurdering af initiativer for Hovedstadsområdet". Den har indgået som baggrundsnotat i en større trafikanalyse foretaget for Region Hovedstaden, som blev offentliggjort i sidste uge.

Specifikt foreslår de to trafikforskere, at de to nye spor ikke anlægges lige ved siden af den eksisterende Boulevardbane, men at de snarere skal gå fra Københavns Hovedbanegård op til Ryparken på Østerbro.

Hermed kan den nye bane betjene en række stationer, som den eksisterende Boulevardbane ikke kommer i nærheden af, først og fremmest Righospitalet, Nørrebro og Forum. Sidstnævnte station ville også give mulighed for hurtig omstigning til metroen ligesom på Nørreport.

Metroen vil give endnu flere passagerer i S-togene
Men er der overhovedet behov for en udbygning af S-togsnettet, når man nu udvider metroen?

»Ja, det er der. For Metrocityringen betjener jo ikke fingerspidserne ud fra København, og Boulevardbanen er i dag udnyttet absolut til bristepunktet. Så hvis man vil øge kapaciteten, er man nødt til på et eller andet tidspunkt at bygge en ny bane,« lyder det fra Otto Anker Nielsen.

Han pointerer, at trafikken for henholdsvis metro og S-tog er to sammenhængende størrelser:

»Metrocityringen vil forbedre den kollektive trafik inde i København yderligere, og så vil endnu flere passagerer også kunne få gavn af at bruge S-togsnettet til og fra København og metroen.«

Otto Anker Nielsen betoner, at der skal langt flere undersøgelser til, før endnu en Boulevardbane kan komme på tale, men selv med en anslået investering på ti til tolv milliarder kroner vil det være penge godt givet ud:

»Det er en stor investering, men også noget, der vil løfte den kollektive trafik i hovedstadsområdet gevaldigt. Den vil i dén grad løfte kapaciteten på hele S-togsnettet, kunne betjene nye oplande og samtidig give meget færre forsinkelser, som det med dagens metoder er vanskeligt at gøre op i kroner og øre. Så det er værd at vurdere projektet nærmere,« siger trafik-professoren.



29. jun 2009 kl 07:17

Leif Neland

Større graf, tak

På nuværende tidspunkt burde tooltippet til grafen være "Se samme lille billede i større vindue". Det ser man ofte...


29. jun 2009 kl 08:27

avatar

Jakob Køster


29. jun 2009 kl 09:12

Lars Nielsen

parallelt med metroringen

Man kunne også bygge en S-togstunnel langs metroringen fra Hovedbanen til Nordhavn. Så ville man kunne komme både fra Nordsjælland og Ishøj direkte til Christiansborg uden skift.

Det kunne også være en regionaltogstunnel. Der mangler vel også kapacitet i dem gennem København ?


29. jun 2009 kl 10:19

Morten Lund

Re: Større graf, tak (fra journalisten)

Tak fordi I påpeger, at grafen rigtigt nok er alt for lille. Der er nu blevet indsat et større kort, som forhåbentligt letter forståelsen.

Derudover kan man nu også downloade den originale DTU-rapport.

Mvh. Morten Lund,
journalisten


29. jun 2009 kl 10:41

Kristoffer Nilaus Olsen

Bedre figur her

Da det oprindelige forslag fra Alex og Otto udkom for to år siden som led i debatten om infrastrukturkommissionens udspil saksede jeg deres figur til illustrering af tracéet. Figuren kan beskues på følgende adresse og giver efter min mening et bedre indtryk af linieføringen end Ingeniørens cirkel :-)

http://www.23hq.com/knilaus/ph...inal


29. jun 2009 kl 10:50

avatar

Anders Hedelund

Re: Bedre figur her

Se, det forklarer jo det hele :-)


29. jun 2009 kl 10:59

Torben Arent

God, men gammel nyhed

Hvad er Ingeniørens begrundelse for at omtale dette S-togsprojekt nu?

Ingeniørens net-udgave omtalte samme idé 3. august 2007. Er der sket noget nyt siden, eller er det allerede blevet agurketid?

Projektet lyder som en rigtig god idé, men kom desværre ikke med i Infrastrukturkommissionens rapport.


29. jun 2009 kl 11:42

Jørgen Rasmussen

kunne bruges bedre

De 10 milliarder kunne nu bruges bedre ved at bygge 3 ringbane som beskrevet i rapporten eller ved at bygge letbaner i ringbane 2.5
Da dette vil gøre at flere bruger den kollektive trafik og gør det nemmere at komme fra Glostrup til Herlev. Som eksepmpel!!

Godt nok skal der findes en løsning for udvidelse af København H, da der allerede i dag er for få spor nord på både for S-tog og fjerntog.


29. jun 2009 kl 11:56

Louis Nielsen

Støjende togtrafik!

-- Støjende tog! --
Før man begynder på en kostbar og omfattende udbygning af S-togsnettet, ja, så bør man så hurtigt som muligt gøre noget ved de hvinende, hylende, støjende og larmende tog.

Den uønskede lyd-påvirkning fra togene kan muligvis være sundhedsskadelig specielt for de rejsendes hørelse. (Måske kan det være medvirkende til Tinnitus?)

-- Støj ved bremsning, hold for ørene! –
Når tog bremser ved f.eks. stationer, så opstår der meget ofte ved bremsningen en ulidelig hylende lyd, der får mange af de rejsende til at holde sig for ørene! Det kan da ikke være meningen?

-- Togskinner giver støj --
På bl.a. Københavns Hovedbanegård opstår der ved togenes indkørsel og udkørsel en hylende hvinende støj. Støjen opstår ved gnidning mellem togenes hjul og togskinnerne, fordi kørebanen ved perronerne ikke forløber retlinjet men buer.

-- Bremsestøv --
Samtidig med opbremsningen frigøres der bremse-støv og luftformige stoffer, som tydeligt kan lugtes.

-- Osende og støjende tog –
Ud over ovenstående, ja, så er det ikke ukendt at togenes motorer støjer og forurener luften, ikke mindst når togene holder ved stationerne.


-- Spørgsmål til de fagkyndige og ansvarlige:
Kan der ikke gøres noget ved togenes bremse-støj?
Hvordan kan togenes bremse-støj forhindres?
Hvorfor anlægger man ikke kørebanen retlinjet ved banegårde? Og derved forhindrer uønsket skinne-støj.
Er luftforureningen ved togenes bremsning sundhedsskadelig?
Kan togene ikke have motorerne stoppet, når de, i ofte lang tid, holder stille ved perroner?

Hilsen fra
Louis Nielsen






29. jun 2009 kl 11:58

Jon Bendtsen

Hvorfor Ryparken?

Hvorfor lige direkte til Ryparken? Jeg mener at det ville være bedre hvis den tilsluttede i forlængelse af Emdrup banen, dvs. et sted i trekanten imellem Ryparken, Emdrup station og Bispebjerg station. Der er endda allerede et stort bane område.


29. jun 2009 kl 12:02

Frank Andersen

Brug dog ringbanen i stedet!

...forbind ved Ny Ellebjerg og lav en sløjfe ved Ryparken sådan at togene kan ledes udenom hovedbanen i stedet - og sådan at der kan laves en 'ægte' ringbane til at forbinde.
Nogen vil opleve hurtigere transit-tog, og nogen vil opleve flere skift, men det vil sige spar-to til kapacitetsbehovene!

Det måd da være klart billigere....


29. jun 2009 kl 12:34

Jørgen Rasmussen

Re: Støjende togtrafik!

-- Osende og støjende tog –
Ud over ovenstående, ja, så er det ikke ukendt at togenes motorer støjer og forurener luften, ikke mindst når togene holder ved stationerne.

Dette kan undgås ved at elektrificerer hele banenettet. Hvilket sagtens burde kunne gøres på 4 år.
Set i forhold til at Kina kan bygge 1318 Km højhastighedsbane på 5-6 år!!

Tog holder for det meste kun stille i 3 minutter inden de fortsætter!! Dog undtagelsesvis på sækbanegårde (Helsingør, Århus, Esbjerg ect.)

-- Støj ved bremsning, hold for ørene! –
Når tog bremser ved f.eks. stationer, så opstår der meget ofte ved bremsningen en ulidelig hylende lyd, der får mange af de rejsende til at holde sig for ørene! Det kan da ikke være meningen?

Nok lidt svært at løse for selv biler hviner ved opbremsning!! Da vi jo taler om metal mod keramik eller andet metal!!

Dog kan dette løses ved maglev tog!! ;-)


29. jun 2009 kl 12:42

Niels Abildgaard

Re: Støjende togtrafik!

Fjern skinnerne,asfalt på, trolleybusser og brug pengene til noget nyttigt.Kapaciteten bliver også højere.


29. jun 2009 kl 13:02

Jørgen Rasmussen

Re: Støjende togtrafik!

En anden løsning er at afskærme perronerne på stationerne ligesom man har gjort i Metroen undergrundsstationer!!

Derved risikerer man heller ikke at folk bliver skubbet ud foran et ankommende tog!!


29. jun 2009 kl 13:04

Jais Knudsen

Bedre signalsystem?

Kunne et bedre og mere intensivt signalsystem hæve kapaciteten ved simpelthen at tillade kortere afstand imellem togene?

Jeg tænker her på et automatiseret system, der minimerer den menneskelige fejlfaktor.


29. jun 2009 kl 13:14

Jørgen Rasmussen

Re: Bedre signalsystem?

Ja når ERMTs er færdigbygget i 2018-2020 vil man kunne kører med 3 minutters mellemrum ifølge rapporten.


29. jun 2009 kl 14:32

Steen Thomassen

Re: Re: Bedre signalsystem?

Man vil ikke bruge ERTMS på banen, men et CBTC-system, da ERTMS kan ikke håndtere den intensive trafik, som er på S-banen. BaneDanmark vil gå efter semiautomatik drift i første omgang, som senere kan ændres til fuldautomatisk drift. Men da S-banen allerede er meget optimeret, så giver det ikke mere kapacitet. Der er ikke ret mange veje end at bygge, hvis man vil have mere kapacitet.


29. jun 2009 kl 15:28

Jon Bendtsen

Re: Re: Støjende togtrafik!

-- Støj ved bremsning, hold for ørene! –
Når tog bremser ved f.eks. stationer, så opstår der meget ofte ved bremsningen en ulidelig hylende lyd, der får mange af de rejsende til at holde sig for ørene! Det kan da ikke være meningen?

Nok lidt svært at løse for selv biler hviner ved opbremsning!! Da vi jo taler om metal mod keramik eller andet metal!!

Dog kan dette løses ved maglev tog!! ;-)

Ja, god ide, lad os få nogle af dem, der er sikkert også færre vibrationer.


29. jun 2009 kl 20:18

arne lund

Her kender Lars Barfoed kun ét svar: Nej!


Om end forslaget ikke er nyt, så fortjener det at blive holdt i live. Især nu hvor alt kommer til at dreje sig om den Ringmetro, der kun vil fjerne ca. 1% af bilerne fra de københavnske gader. Hvis der ellers er nogen der tror på den.
Når den siddende transportminister spørges til projekter som dette, så er svaret stensikkert - hver gang: Nej, det er der ikke brug for.
For det vil jo være det samme som at erkende, at Ringmetroen er elendig planlagt fordi den ikke når ud til de forstæder hvorfra pendlerne kommer, at der er for langt mellem stationerne, og det primære formål ikke er at fjerne bilerne fra byens gader - for i så fald ville man anlægge letbaner - men det er busserne, der skal væk så der bliver plads til flere biler.


29. jun 2009 kl 20:56

Jørgen Rasmussen

Re: Her kender Lars Barfoed kun ét svar: Nej!

For at fjerne bilerne skal der være bedre trafik imellem trafikfingrene, ude i det man kalder 3 ring!!

Efter min mening burde der være 4 ringe og den der kaldes 3 ring burde lægge tættere på København og den 4 ring burde gå Greve-Høje Tåstrup-Ballerup-skovbrynet station-Lyngby-Klampenborg eller Kokkedal!!

Busser burde stort set alle udskiftes til letbaner med så meget vej for sig selv som overhovedet muligt.
De steder hvor der er flere vejbaner kunne der fjernes vognbaner til letbanerne.

Men selv det er for meget for politikerne, til trods for at de prædiker at biler skal ud af Hovedstaden.

I Ukraine kan man komme med tog bus for 4-8 hryvnia.
I HELE Kiev.

Jeg må også erkende at billet systemet i Hovedstaden forvirrer mig!!


30. jun 2009 kl 09:15

Steen Thomassen

Re: Her kender Lars Barfoed kun ét svar: Nej!


For det vil jo være det samme som at erkende, at Ringmetroen er elendig planlagt fordi den ikke når ud til de forstæder hvorfra pendlerne kommer, at der er for langt mellem stationerne, ....

Metro Cityringen er en væsentlig løft til intern trafik i København og på Frederiksberg. Formelt skal halvdelen betales af kommune. Men derudover skal København betale en vej til Nordhavnen, så staten kan byudvikle området og finansiere sin del via indtægter fra det. Så reelt er det Københavnerne selv som som betaler det. Og København betaler ikke for fx en ring 3 løsning som ikke flytter noget i København.
Og Lars Barfoed er ikke inddraget i den reelle beslutning - den ligger et par trafikministre bagud.


30. jun 2009 kl 09:58

Jens Haugaard

Re: Re: Her kender Lars Barfoed kun ét svar: Nej!


Metro Cityringen er en væsentlig løft til intern trafik i København og på Frederiksberg.

Men batter det noget??? Er det dér de store trafikstrømme går? Vil det flytte trafik fra de 4hjulede, fra busser etc ned i ring-metroen? Og hvad er konsekvenserne? Eller er der andre måder, ruter, systemer hvormed det langt billigere (læs: hvor man får mere kollektiv trafik for pengene!) lader sig gøre?

Eller handler det blot om at skubbe den kollektive transport ned under jorden for ikke at genere et par bilpendlere?

Kære ingeniører - i stedet for at skrive "jeg mener" - så grib dog de værktøjer, I (forhåbentlig) har lært og forsøg at analysere de problemstilliner der ligger lige for. Det ville hæve niveauet anseeligt.

Og Lars Barfoed er ikke inddraget i den reelle beslutning - den ligger et par trafikministre bagud.

Måske. Men det fritager ham så sandelig ikke for ansvaret ved ikke at gribe ind! (Selv om det er blevet meget moderne i den nuværende regering at svare på noget helt andet, end hvad der spørges om)...


30. jun 2009 kl 11:52

Jørgen Rasmussen

city ringe

Det der vil gavne mest også i følge analysen er at få bygget nogle city ringe 2.5-3-4

Så at man fokuserer så meget på indre København undre mig. For Københavns trafikproblemer starter helt ude fra Hillerød- Frederikssund-Roskilde-køge


30. jun 2009 kl 12:32

Steen Thomassen

Re: Re: Re: Her kender Lars Barfoed kun ét svar: Nej!


Men batter det noget??? Er det dér de store trafikstrømme går? Vil det flytte trafik fra de 4hjulede, fra busser etc ned i ring-metroen? Og hvad er konsekvenserne? Eller er der andre måder, ruter, systemer hvormed det langt billigere (læs: hvor man får mere kollektiv trafik for pengene!) lader sig gøre?

Rapporten fra "Projekt Basisnet" sammenligner mulighederne. Og den rapport har været basis for aftalen i 2002.

Måske. Men det fritager ham så sandelig ikke for ansvaret ved ikke at gribe ind! (Selv om det er blevet meget moderne i den nuværende regering at svare på noget helt andet, end hvad der spørges om)...

Nu har beslutningsprocess om Metro Cityringen mange aktører - Trafikministret er ikke alene om det.


30. jun 2009 kl 13:06

Jens Haugaard

Re: Re: Re: Re: Her kender Lars Barfoed kun ét svar: Nej!

Nu har beslutningsprocess om Metro Cityringen mange aktører - Trafikministret er ikke alene om det.

Helt korrekt. Men er der ikke tale om en anlægslov? I så fald er der vel stadigvæk et gældende ministeransvar.


30. jun 2009 kl 14:30

Jørgen Rasmussen

Financering

Godt nok kan det være svært at finde penge til alle de forbedringer vi borgere i Danmark ønsker os.

Bedre sygehusvæsen
billig medicin
forsvar
krig
nødhjælp
invandre
skoler
ambulance service
børnehaver og vuggestuer
nye tog og jernbaner
Letbaner

Men hvor investerer de pengene?? I nye motorveje der ikke reducerer antallet af biler.
Og industrien sørger kommunerne for at fordrive fra deres by. Så snart har vi kun brug for at kører ud og handle og på ferie!!



01. jul 2009 kl 17:14

Christian Halgreen

Re: Brug dog ringbanen i stedet!

Kræver det overhovedet sporændringer, hvis man fordeler togene fra Ny Ellebjeg, så ikke alle ender i Hellerup. En del kunne gå til Hillerød, andre til Farum og atter andre til Klampenborg.
Da man forsøger at undgå skift, vil den løsning hurtigt kunne aflaste strækningen Dybbølsbro-Svanemøllen.


01. jul 2009 kl 21:45

Steen Thomassen

Re: Re: Brug dog ringbanen i stedet!

Kræver det overhovedet sporændringer, hvis man fordeler togene fra Ny Ellebjeg, så ikke alle ender i Hellerup.

Det kræver ingen ændringer i Hellerup. Der skal kun forlænges perroner på ringbanen. Men det løser ikke problemet vest og syd fra, hvor der er størst belastning. Køge Bugt Banen er pt. den med størst passagerantal.


01. jul 2009 kl 21:55

Jon Bendtsen

Re: Hvorfor Ryparken?

Hvorfor lige direkte til Ryparken? Jeg mener at det ville være bedre hvis den tilsluttede i forlængelse af Emdrup banen, dvs. et sted i trekanten imellem Ryparken, Emdrup station og Bispebjerg station. Der er endda allerede et stort bane område.

Efter at have tænkt lidt mere, så ville jeg forlænge banen op til ring2 (tomsgårdsvej/birkedommervej), Bellahøj, Brønshøj torv, Tingbjerg S (gadelandet), Tingbjerg N og Høje Gladsaxe.

Man kunne også lave tilslutning til Husum station.

Fra hovedbanegården ville jeg forlænge den syd på til islands brygge, og så ned under Amagerbrogade. I virkeligheden kører bus 350S allerede en hel del af den rute.


03. jul 2009 kl 13:18

Klaus Kristensen

Sydpå: Ja til Islands Brygge

Hvis det er strækningen til Hovedbanegården og ikke helt til Dybbølsbro, der er belastet synes jeg ikke der er nogen grund til at køre til Dybbølsbro. Istedet bør linjen som foreslået ovenfor fra Hovedbanegården fortsætte til Islands Brygge St. over til Amagerbro St. og ned langs Amagerbrogade (hvor man nægtede at lave metroen, da man skulle have solgt nogle lejligheder på Øresundsvej).

Nordpå har jeg ikke nogen holdning til hvilken retning den skal tage.

Sandsynligheden for at der bliver bygget nye linjer på s-togsnettet tror jeg dog kan ligge på et lille sted. Ringmetroen og eventuelle udvidelser (bl.a. til husum fra Nørrebro st.) sluger alle midler til ny offentlig transport i KBH.


17. sep 2009 kl 06:43

Christian Halgreen

Re: Re: Re: Brug dog ringbanen i stedet!

Kræver det overhovedet sporændringer, hvis man fordeler togene fra Ny Ellebjeg, så ikke alle ender i Hellerup.

Det kræver ingen ændringer i Hellerup. Der skal kun forlænges perroner på ringbanen. Men det løser ikke problemet vest og syd fra, hvor der er størst belastning. Køge Bugt Banen er pt. den med størst passagerantal.

Kapacitet og frekvens mod vest og syd kan øges uden kapacitet i 'røret' ved at benytte Dybbølsbro som sækbanegård for en syd-vest linie Køge-Dybbølsbro-Høje Tåstrup


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.