/rumfart

Rumforskere: Der er flydende vand på Saturn-måne

Rumsonden Cassini har indfanget salte i iskrystaller i Saturns yderste ring. Krystallerne stammer sandsynligvis fra månen Enceladus og kan være bevis på flydende vand, som giver livet gode betingelser.

Af Thomas A. E. Andersen, søndag 28. jun 2009 kl. 10:00

En støvanalysator på rumsonden Cassini har afsløret partikler af natriumsalte i Saturns ringe. Fundet får forskere til at konkludere, at der må findes flydende vand på Saturn-månen Enceladus, fordi saltene er bundet til de iskrystaller, Enceladus jetgejsere sprøjter ud i rummet.

Det var Cassini, der opdagede jetgejserne på Enceladus i 2005. Gejserne sender små ispartikler og damp ud i rummet. Noget af det undslipper Enceladus’ tiltrækning og er med til at danne Saturns yderste ring. I denne ring har Cassinis støvanalysator fundet natrium.

»Vi mener, at de saltholdige mineraler dybt inde i Enceladus bliver vasket ud af klipperne i bunden af et flydende lag,« siger Frank Postberg fra Max Planck Instituttet og ledende forsker på Cassinis støvanalysator.

Forskerne konkluderer, at der må findes flydende vand på Enceladus, da det er den eneste måde at opløse så betydelige mængder mineraler, som kan forklare den mængde af salt, Cassini har fundet. Hvis det er sket ved sublimation, hvor dampen bliver frigivet direkte fra isskorpen, kan saltforekomsten ikke forklares.

Sammensætningen af partiklerne i den yderste ring viser sammensætningen af gejserne og dermed, hvad der findes inde i Enceladus.

Partiklerne består næsten udelukkende af vandis, men hver gang Cassini har undersøgt deres sammensætning, har man også fundet natrium i partiklerne.

»Vores målinger tyder på, at ud over natriumklorid, indeholder partiklerne også natriumkarbonat. Begge dele i koncentrationer, der stemmer overens med det, man forventer der måtte findes i et muligt hav på Enceladus,« siger Frank Postberg.

»Saltene giver havet en pH-værdi, som gør det til et velegnet sted, for livsprocesserne, når man sammenholder det med den varme, som er målt tæt ved månens sydpol, og de organiske sammensætninger, som er fundet i gejserne,« siger han.

Frank Postberg tilføjer, at man endnu ikke endeligt kan sige, om vandet er fanget i store lommer i Endecalus’ tykke isskorpe eller er direkte forbundet med et stort hav under isskorpen, der er forbundet med månens klippefyldte kerne.

Den næste mulighed for at undersøge Enceladus bliver under to forbiflyvinger med Cassini til november.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.