/forskning

Den nye brinttank er fyldt med svitsede kyllingefjer

Brændte kyllingefjer fra slagterierne kan lagre tilstrækkeligt brint til at drive en elbil 500 kilometer - en dramatisk forbedring af de nuværende lagringsteknologier, hævder amerikanske forskere.

Af Kent Krøyer, mandag 06. jul 2009 kl. 10:49

2,7 millioner tons kyllingefjer, som hvert år skal bortskaffes i fødevareproduktionen, kan bruges til lagring af brint i biler og i energisektoren. Fjerene skal bare svides lidt først, så de bliver sorte.

Det er et resultat af forskning på University of Delaware i Newark, USA, som blev offentliggjort onsdag ved en konference for kemikere.

»Forkullede kyllingefjers fibre har potentiale til at forbedre de eksisterende brintlagringsmetoder dramatisk, og måske kan de bane vej for den praktiske udvikling af en rigtig, brintbaseret energiøkonomi,« siger professor Richard P. Wool, som leder universitetets Acres-program (Affordable Composites from Revewable Resources).

Kyllingefjer består mest af keratin, et protein, som danner stærke, hule rør. Når proteinet opvarmes, skabes krydsforbindelser, som gør materialet stærkere, mere porøst, og som øger overfladearealet.

Resultatet er fibre, som kan absorbere mindst lige så meget brint som kulstofnanorør eller metalhydrider. Men kyllingefjer er meget billigere.

Ved en kontrolleret opvarmning af fjerene dannes mikroporer og fraktaler, som øger overfladearealet til 450 kvadratmeter per gram.

Hvis en elektrisk bil med brændselsceller skulle have en brinttank, som rummer 75 liter, så ville det kun gøre bilen 1200 kroner dyrere at bruge fjer. Til sammenligning ville en tank med kulstofnanorør koste 33 millioner kroner i dagens priser, og en tank med metalhydrider ville koste 180.000 kroner, skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Alternativt kunne man komprimere brinten, så den blev flydende. Men så ville tanken stadig være 40 gange større end en tilsvarende benzintank.

Men 75 liter svitsede kyllingefjer kan rumme brint nok til små 500 kilometer kørsel - ved stuetemperatur og lavt tryk. Og kilomtertallet kan måske øges, hvis behandlingen af fjerene bliver forbedret. Det vil forskerne nu prøve på.



06. jul 2009 kl 11:08

Benny Olsen

Plat billede...

Hvorfor bringe et billede af 2 afsvedne fugle og kalde det affald?


06. jul 2009 kl 11:14

Benny Olsen

Skattejagt...

Naturen har alt hvad vi skal bruge, det er kun os der skal finde hemmelighederne, og i hvilke sammenhænge de kan bruges.

40 gange så meget brint ved lavt tryk uden at det koster kassen, det er en god nyhed.


06. jul 2009 kl 12:04

Ole Dahl

Re: Plat billede...

det er nu blot nogle kyllinger af en race med den farve skind. selv haft dem og selv kødet er mørkt, smager lige godt, men sjovt nok så er det ikke noget der produceres, samme med svinekød de skal jo være pink selvom de kan være i samme mørke farver,

præcis som vi mennesker har forskellige hudfarver


06. jul 2009 kl 12:11

Ole Dahl

Re: Re: Plat billede...

også sær misinformation i den tekst under billedet
2 friske kyllinger på et skærebrædt der kaldes affald.


06. jul 2009 kl 13:08

Leif Neland

Affaldsprodukt.

Oksesteg er et affaldsprodukt, når man laver oksehalesuppe.

Det så jeg ihvertfald i et afsnit af Robon Hood, hvor han var forklædt som fin kok, der ikke ville lave mad af affald, når han havde lavet oksehalesuppe.

Affaldet blev så kørt ud i skoven :-)


06. jul 2009 kl 14:14

avatar

Martin Bøgelund

Re: Affaldsprodukt.

Oksesteg er et affaldsprodukt, når man laver oksehalesuppe.

Det så jeg ihvertfald i et afsnit af Robon Hood, hvor han var forklædt som fin kok, der ikke ville lave mad af affald, når han havde lavet oksehalesuppe.

Affaldet blev så kørt ud i skoven :-)

Mick Schack lavede også engang en lækker ret af "affaldet" fra fremstilling af kyllingekødpølse. Den var lavet af halskød fra kyllinger, så han skar halsen fra, og havde så en del "affald" at gøre godt med.

Den med "affaldet" er åbenbart kotyme...


06. jul 2009 kl 14:39

Kristian Dalgård

PETA o.a.

Haha, PR-medarbejderne i PETA kan gå tidligt hjem den dag, de klargør kampagnen "Skal din bil også køre på døde fugleunger?" ...


06. jul 2009 kl 15:27

Lars Brath

Re: Re: Affaldsprodukt.

Ja det er godt med jer...billede teksten er god nok !
Tænk hvis u-svedne fjer så kunne absorbere metan ? Ja den er god nok, du og jeg kommer jo af med ca 22 liter pr dag, som så kunne genanvendes fra vores dyner. Det er bare med at udnytte naturens luner, alt imens vi sover enda!


06. jul 2009 kl 16:22

avatar

Johannes Due-Hansen

Ikke imponerende...

I det ekstern link rapportere gruppen at de har opnået et hydrogeninhold på beskedne 1.7 wt%, hvorimod metalaminer som Mg(NH3)6Cl2 har vist sig at kunne binde op til 10 wt% hydrogen i form af hydrogen (J. Mater. Chem., 2008, 18, 2304–2310 | 2305). Så bare spænd hjelmen kære kyllingeforskere...
Desuden er det jo ikke kun at få absorberet brinten i materialet - den skal jo også kunne frigives igen under rimeligt tryk og temp...


06. jul 2009 kl 16:58

avatar

Jesper Ørsted

Sludder og vrøvl


Alternativt kunne man komprimere brinten, så den blev flydende. Men så ville tanken stadig være 40 gange større end en tilsvarende benzintank.

En brinttank med flydende brint kan rumme 10,1 MJ brint pr liter. Til sammenligning giver benzin 34,2 MJ/l og diesel 37,3 MJ/l, så det er nærmere 4 end 40.


06. jul 2009 kl 17:39

Jesper Høgh

Re: Plat billede...

Hvorfor bringe et billede af 2 afsvedne fugle og kalde det affald?

Havde det været en artikel om biobrændstof kunne man have bragt et billede af en høstet majsmark, med billedteksten:

*Sådan vil fremtidens menneskeføde se ud, når energibranchen og autobranchen har taget, hvad de skal bruge.*

Disse brancher kan vel næppe være helt uden betydning, når årsagen til en mere end 100% stigning i prisen på mindre end 2 år på hvedemel i danske butikker skal findes.

DET er eddermanemig plat.


06. jul 2009 kl 18:14

avatar

Peter Madsen

Mere sludder...

Man kan ikke komprimere hydrogen så det bliver flydende. Tror i alle samme her det er butan eller ammoniak vi taler om ? De gasser fordråber under tryk men Hydrogen gør det ikke - det kræver ekstreme cryogene temperaturer at fordråbe hydrogen - undeskyld men ved alle ikke dette ?

Tror forummet også at der er flydende oxygen i oxygen trykflasker ? Nope, venner - det alt for flygtige sager til at ende som vædske ved 20 C.

Hvis "ikke cryogen" opbevaring af H2 ligger på de opgivne værdier 1.7 % og 10 % - så tror jeg ikke H2 har en chance i biler og fly. Flydende hydrogen er mest af alt et fænomen der under meget teknologiske forhold kan håndteres hos NASA.

Peter Madsen


06. jul 2009 kl 19:39

Benny Olsen

Re: Mere sludder...

Hvem taler om flydende brint?, køleanlæget i bilen ville jo bruge alt brændstoffet før bilen rullede den første meter.

Ifølge linket skal tanken skal være på 75 gallon for at kunne køre 300 miles, i ingeniørens Danske oversættelse bliver det til at hvis tanken er på 75 liter kan bilen køre 500 kilometer.

1 US gallon svarer til 3,78541
1 miles svarer til 1,609 kilometer

Tanken skal være på 284 liter for at bilen kan køre 483 kilometer.

Skal vi ikke bare sætte en 300 liters tank på, fjerene kan vel ikke veje så meget.


09. jul 2009 kl 15:12

avatar

Peter Meldgaard

Re: Re: Mere sludder...

Skal vi ikke bare sætte en 300 liters tank på, fjerene kan vel ikke veje så meget.

En branket proteinsvamp med et overfladeareal på 450 kvadratmeter pr. gram? Næppe.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.