Blog: Afbrænding af biomasse giver brændte muligheder
Den store diskussion i dagens Danmark, der skiller vandene med hensyn til investering i biomasseteknologier, er, om det skal brændes alt sammen, eller om vi skal bruge vores teknologiske styrkeposition inden for bioteknologi til at forsøge at få en global position som teknologi-driver og teknologieksportør. Ikke kun inden for vind, men også inden for biomasseteknologier.
Her er mine fem pejlepunkter til en vej igennem denne offentlige disput:
1. Politikerne skal sætte mål for hurtig introduktion af mere bæredygtige løsninger (for eksempel målt i procent substitution af fossile brændstoffer) - ikke foretage lovgivning og indgreb i forhold til hvilke teknologier, der skal bruges. Det bliver markedet, der i sidste ende vil afgøre, hvad der bliver det smarteste og klogeste at implementere!
2. Biomasse er i denne diskussion afgrøderester, alger og agroindustrielle sidestrømme, der primært består af plantecellevægge. Det omfatter ikke det, vi bruger som mad til mennesker, og kun i begrænset omfang det, vi bruger til dyrefoder. Danmark satser på andengenerationsteknologier, med parallel produktion af alle de mange F'er: Food, Feed, Fuel, Fibers, and Fertilizers.
3. Biomassen er basalt set for værdifuld til kun at bruges til bioenergi. Energi er en bulkvare og et lavprisprodukt. Der kan laves mange flere højværdi-produkter af plante-biomasse (fødevareingredienser, nutraceuticals, biokemikalier, gødningssalte, biomaterialer etc.). Udvindelse af disse komponenter kan også gøre bioenergien billigere. Afbrænding af biomassen er en enstrenget proces, hvor eneste produkt er energi (+ CO2, vand og aske selvfølgelig). Alle 'F'erne' fiser af, medens bioraffinaderiet med sine produktstrømme både kan give højværdiprodukter og energi, idet alle reststrømme, som indeholder reducerede C- forbindelser, kan færdigudnyttes til energi. Oven i købet energi med høj 'energi-kvalitet', altså med stort potentiale til at kunne bruges meget bredt.
4. Hvis vi bruger biomassen udelukkende til at brænde af, får vi en effektiv energiudnyttelse, ja, men vi afskærer os fra at få del i værdigenerering fra den nye generation af biologiske teknologier. Det, vi skal satse på, er at udnytte biomasse som basis for bio-raffinaderier, der kan erstatte dagens olieraffinaderier. I Danmark vil det således nok være klogt både at blive blandt de bedste til afbrændingsteknologi og til biorafinaderier.
5. Der er brug for at udvikle mange forskellige nye grønne teknologier. Den største modvind mod styrkelse af nye grønne teknologier er paradoksalt nok for øjeblikket fra folk, der skyder nogle nye teknologier ned for at fremhæve andre grønne teknologier (et godt eksempel er, at biobutanoltilhængere skyder på bioethanol-teknologierne). Der er således brug for både energibesparelser, specielt nyt energibesparende byggeri, og nye energiteknologier. Og der er brug for mange biomasse-teknologier -ikke kun forbrændingsteknologi.
Det afgørende spørgsmål er, om vi vil rykke nu, så vi optimerer Danmarks chancer for være med helt fremme i at få en globalt interessant position inden for disse teknologier. Og dermed også vores andel i morgendagens nye virksomheder og miljøbevidst værdigenerering verden over.





