Intel og Nokia går sammen om fremtidens smartphone
Nokia og Intel vil sammen bane vejen for den chiparkitektur, som skal præge fremtidens bedste mobiltelefoner. Desuden indarbejder Intel Nokias mobile bredbånd i sine produkter.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Strategisk aftale skal bane vejen for nye chiparkitekturer, mobil Linux samt 3G-integration hos Intel.
Verdens største chipproducent, Intel, og verdens største producent af mobiltelefoner, Nokia, offentliggjorde tirsdag en vidtrækkende strategisk aftale.
Den indebærer, at Nokia i fremtiden vil anvende Intels chip i sine mobile internetenheder. Samtidig vil Nokia også basere sine enheder på Moblin, der er en mobil Linux-distribution, hvor Intel med sine 3.000 software-medarbejdere spiller en større rolle.
Aftalen indebærer desuden, at Intel og Nokia i fællesskab vil udvikle nye chiparkitekturer, der er baseret på Intels nuværende x86-arktektur.
Samtidig har Intel fået en licens til Nokias HSPA/3G-teknologi i sine produkter. Det betyder, at Intel kan indbygge teleselskabernes mobile bredbånd i sine produkter til pc-industrien, hvor teknologien vil fungere sammen med Wi-Fi og Wimax, der allerede er integreret.
Aftalens store tabere er ARM og Microsoft.
ARM er på den tabende side, da Nokia har fravalgt firmaets processorarkitektur til fordel for Intels arkitektur, som der findes langt mere software til.
Microsoft hører også til på den tabende side, da firmaet endnu en gang går glip af at få Windows Mobile installeret hos verdens største mobilproducent.
Intel og sydkoreanske LG indgik i februar en aftale om, at Intels Moorestown-chip kan komme ind i LG’s mobile enheder.
Intel har på det seneste investeret kraftigt i Moblin, der i fremtiden sandsynligvis også vil være at finde på de billige netbooks, hvor mange producenter gerne vil undgå de restriktioner, som Microsoft pålægger i brugen af Windows.





