Første kilde til forurening af drikkevand i Køge er fundet
E. colibakterier er fundet i en vandboring kun 10 kilometer fra Tune, hvor mindst 60 personer er indlagt med slem diarre. Beredskabschef afviser dog en sammenhæng bortset fra kraftig regn.
Tema
Læs også
-
100 alvorligt forgiftet af forurenet drikkevand ved Roskilde
Læs mere om
Den ene af de to drikkevandsforureninger i Køge-området ser ud til at være blevet opklaret.
Siden der blev fundet E. colibakterier i vandet fra Lille Skensved Vandværk, er ledningsnettet og de fire vandboringer blevet undersøgt, og det har vist sig, at der kun er E. colibakterier i den ene af vandboringerne.
Denne boring er nu koblet fra vandværkets grundvandsforsyning, og natur- og miljøforvaltningen i Køge Kommune arbejder på at finde årsagen til, at vandboringen er blevet forurenet og udelukke andre smittekilder.
Borgerne skal dog stadig koge vandet.
Stadig mystik i Tune
I Tune 10 kilometer fra Lille Skensved står de dog stadig med et mysterium. Her er mindst 60 borgere syge med slem diarre, og flere er indlagt på hospitalet.
»Der er ingen sammenhæng mellem de to sager. Kun at det kan være den samme kraftige regn, der har skabt problemer begge steder,« siger beredskabschef i Greve Kommune, Jan Funk Nielsen.
Hvad der er skyld i de mange syge i Tune, ved han dog ikke endnu. Der er nemlig ingen spor af bakterier i drikkevandet.
Der er ellers kommet yderligere svar på 19 prøver, der er blevet taget rundt i ledningsnettet søndag, samt den der blev taget fra vandværket fredag, men ingen af dem viser forhøjede mængder af bakterier.
Jan Funk Nielsen påpeger, at der kom flere nye sygdomstilfælde i løbet af weekenden, efter at der blev taget en vandprøve fra vandværket fredag, så de negative resultater skyldes næppe, at en eventuel vandforurening er skyllet ud eller fortyndet, inden prøverne blev taget.
Svaret på mysteriet kan være, at det ikke er bakterier, men eksempelvis virus eller parasitter, der er problemet i vandet. Håbet er, at prøverne fra de syge kan afsløre, hvad der skal ledes efter i vandet.






