Intel: Flyt dine mobilsamtaler til vores trådløse bredbånd
Verdens største chipproducent udvikler Wimax-standarden, så den også kan håndtere mobilsamtaler i direkte konkurrence med de etablerede teleselskaber.
Intels demonstration af teknologien til at sende tale over Wimax. Udstyret fylder væsentlig mere end de produkter, som Intel håber at sende på markedet.
Læs også
Læs mere om
Intel arbejder ihærdigt på at gøre den mobile udgave af den trådløse bredbåndsstandard wimax, også er kendt som IEEE 802.16e, til et værdigt alternativ til eksisterende og kommende mobilnetværk.
Ved at sende tale gennem Wimax håber Intel at kunne konkurrere med de etablerede mobilselskaber. Verdens største chipproducent har i forvejen investeret i licenser til Wimax-net i mange lande, herunder Sverige.
Tale adskiller sig fra data ved, at datapakkerne har samme længde og et bestemt format. Det gør det muligt at komprimere dem, inden de sendes ud på netværket.
Intel har på sit forskningscenter i Beijing et projekt, som netop skal udvikle komprimering og dekomprimering af pakkerne med tale.
Det er meget nemt i de centrale sendeenheder, basestationerne. Men udfordringen er, når det skal køre i de mobile enheder, som kun har relativt lille processorkraft til rådighed.
I forskningsprojektet er de mobile enheder baseret på Intels egen Atom-processor, som også sidder i de små netbook-pc'er. Valget af Atom-processoren begrænser batterilevetiden i forhold til almindelige mobiltelefoner, men Intel har lovet at udvikle flere Atom-processorer, der har et væsentligt lavere effektforbrug end de nuværende.






