/forskning

Big Bang-eksperiment blæser på enorm elregning og starter til oktober

Partikelacceleratoren i Cern starter op om fire måneder og vil køre hele vinteren, trods elforbrug på 1000 GWh, der bliver 40 procent dyrere om vinteren.

Af Jens Ramskov, mandag 22. jun 2009 kl. 12:04

Stik mod planerne lukker Cern øjnene for en kæmpe elregning og starter den 27 kilometer lange cirkulære accelerator, Large Hadron Colllider (LHC), op i slutningen af oktober, lyder det i en pressemeddelelse fra Geneve.

CERN har ellers en tradition for at lukke sine energislugende acceleratorer i vinterperioden, hvor efterspørgslen på strøm er stor, og kilowatttimeprisen er 40 procent højere end i sommerperioden.

CERN har nemlig et årligt el-budget på 1000 GWh, hvoraf LHC-apparatet skal bruge 700 GWh.

LHC-maskineriet bruger cirka 120 MW ud af CERN's samlede elforbrug på 180 MW. Heraf går 27,5 MW til afkøling af de superledende magneter og 22 MW til eksperimenterne.

CERN-forskere tester samlinger i ringen
Under enorm medieopmærksomhed blev LHC taget i brug den 10. september 2008 for kun ni dage senere at blive lukket ned på grund af et alvorligt uheld med de magneter, der styrer protoner rundt i ringen.

Uheldet skyldtes en fejl i en samling for superledende kabler mellem to magneter, som blev resulterede i at seks ton flydende helium lækkede ud i den underjordiske ring, der huser LHC, og der opstod skader på flere andre magneter i nærheden.

Der findes i alt 10.000 sådanne samlinger i hele ringen. De er alle ved at blive undersøgt med et instrument, som CERN har udviklet specielt til dette formål, der kan teste samlingerne, uden at være i direkte kontakt med dem.

Undersøger hele ringen ved to forskellige temperaturer

Når LHC er i drift, bliver de superledende kabler kølet med flydende helium til en temperatur på 1,9 kelvin. En fjerdedel af ringen er blevet gennemmålt ved 80 kelvin, og det har indikeret, at yderligere mindst en samling er suspekt. Man er nu i færd med langsomt at opvarme denne del af ringen for at tjekke målingen ved stuetemperatur.

Hvis målingerne ved stuetemperatur og ved 80 kelvin er ens, vil resten af ringen kun blive undersøgt ved 80 kelvin, så man undgår den lange tid, det tager at varme hele ringen op og køle den ned igen. Man afventer disse undersøgelser, før der kommer en mere præcis udmelding om tidspunktet for genstarten af LHC.

Der er også indført et såkaldt Quench Protection System (QPS), der skal forhindre, at den magnetiske energi, der frigives ved en hurtigt og utilsigtet opvarmning af det superledende system, kan resultere i samme uheld som skete 19. september 2008.

Topfart bliver først mulig i 2011
Acceleratoren er designet til at kunne give protoner en energi på 7 TeV (en teraelektronvolt er 1000 milliarder elektronvolt). Protonerne, der bevæger sig modsat hinanden rundt i acceleratoren, kan fire steder i ringen bringes til at støde sammen.

Derved vil en energi på 14 TeV kunne omsættes til nye partikler, ikke mindst den næsten sagnomspundne Higgs-boson, som formodes at have en masse, der via Einsteins formel E = mc^2 kan omregnes til i energienheder at være mellem 115 og 180 GeV. At bevise eller modbevise eksistensen af Higgs-bosonen er meget kort fortalt hovedopgaven for LHC.

Med de nye undersøgelser og sikkerhedssystemer, der er indført, tør CERN kun accelerere protoner til 4 TeV – for at kunne køre over 5 TeV, skal der laves yderligere ændringer, oplyses det.

Kommer LHC som forventet i drift til oktober, vil den formodentligt køre cirka et år uden stop og de sidste ændringer, der skal gøre det muligt at komme helt på 7 TeV, bliver først vil blive lavet i vinterpausen 2010-11.

Det vil være muligt den 2. juli kl. 15.30 at følge en webcast fra CERN, hvor Steve Meyers holder et seminar i CERN's store auditorium om status for LHC og de igangværende reparationer.



22. jun 2009 kl 14:44

Jesper Vauvert

Overskrift

>>Big Bang-eksperiment blæser på enorm elregning og starter til oktober<<

Er hovednyheden sådan set ikke, at man nu er komment så langt i genetableringsarbejdet at man vil genstarte til Oktober!? Det med elregningen må da betegnes som ret perifært - nærmest uinteressant :-)

Hvorfor bringe en ellers god nyhed til torvs vha et surt opstød over elregningen...? Antyder man at CERN/LHC kun har berettigelse hvis de kan holde en "passende" lav elregning ?

mvh
Jesper


22. jun 2009 kl 20:20

mikael wendt

Re: Overskrift

fuldstændig enig... det virker ikke umiddelbart somom den pågældene skribent har et særligt neutralt synspunkt, nærmere stik modsat..
syndes han skal skulle skrive sin nyhed inde på greenpeace.dk istedet, så kan det da være han får en minimal opbakning i hans holdninger ;)


22. jun 2009 kl 20:23

mikael wendt

Re: Re: Overskrift

der skal gøre det muligt at komme helt på 7 TeV, bliver først vil blive lavet i vinterpausen 2010-11.

...og evt. også til eftersyn inde ved dansk sprogforbund...


22. jun 2009 kl 20:48

avatar

Jesper Ørsted

Omeletten og æggene

Man kan ikke lave omelet uden at knuse æggene. 1000 GWh kan produceres på 22-25 ton råuran. Ikke voldsomt.


22. jun 2009 kl 21:43

Børge Svane Nielsen

Re: Overskrift

Også helt enig!

Det sjove er, at 'nyheden' er, at CERN er hele TO uger forsinket i forhold til den plan, der blev lagt i februar, på trods af, at man nu gennemtester hele ringen. Dengang blev man enige om, at det var mere fornuftigt at 'køre igennem' vinteren, hvis man kunne starte til efteråret. Alternativet var at starte op og stoppe til jul, og det syntes man var en utilfredsstillende måde at lave forsøg på. Når man nu endelig skal forsvare alle mulige el-regninger og CO2-regnskab osv, så glem ikke, at acceleratoren har ligget stille hele sommeren...

Der har hele tiden været et Quench Protection System. Man har bare brugt lejligheden til at forbedre det væsentlig. Endelig har man hele tiden vidst, at der skulle lidt mere arbejde til at få acceleratoren op fra ca 5 TeV til 7 TeV - pointen er bare, at al mandskab har været brugt til at reparere, så man må tage det sidste skridt lidt senere.

Du kunne godt have brugt lidt mere tid til research, før du skrev denne artikel, Jens...


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.