/biotek

Eksperter: Funktionel mad komplet ligegyldig for danskernes sundhed

Ernæringseksperter afviser, at borgernes sundhedstilstand vil forbedres, når EU til sommer åbner for, at industrien må anprise flere funktionelle fødevarer som særligt sundhedsfremmende. Det eneste, anprisningerne gavner, er producenterne, mener de.

Klik for at se billedet i stort

Yoghurt, der er godt for maven, rugbrød med fedtsyrer fra fisk og margarine, der sænker kolesteroltallet. Den type produkter med fremhævede sundhedsegenskaber vil vi se flere af, efterhånden som anprisningerne bliver godkendt af EU.


Læs også

Læs mere om

Af Mette Buck Jensen, Torben R. Simonsen, fredag 19. jun 2009 kl. 13:20

Fødevareindustrien og ikke folkesundheden får størst gavn af den liste, som EU er ved at udarbejde, over funktionelle fødevarer, som producenterne må anprise som sundhedsfremmende.

Det fastslår ernæringseksperter, som tvivler stærkt på, at EU-borgernes sundhedstilstand forbedres af, at endnu flere produkter forsynes med anbefalinger a la yoghurt, der er god for maven, rugbrød med fedtsyrer fra fisk og margarine, der sænker kolesteroltallet.

»Ingen forestiller sig, at det her virkelig vil føre til en forbedring af folkesundheden. Det er først og fremmest drevet af fødevareindustriens interesse for indtjening,« siger professor ved faggruppen for sygdomsforebyggende ernæring ved Københavns Universitet, Lars Ove Dragsted.

Han vil ikke afvise, at der kunne komme et virkeligt gennembrud inden for funktionelle fødevarer, der kunne forbedre folkesundheden, uden at det kunne opnås på andre måder, men han har endnu ikke set et eksempel på noget sådant.

»Men spørgsmålet er også, om det ville nå ud til de rette, hvis der virkelig var noget, der ville gøre en forskel. For anprisningerne vil ramme dem, der i forvejen har fokus på sund kost. De, der spiser usundt, går typisk efter noget billigt med mange kalorier, hvor det næppe vil give en sundhedseffekt at tilsætte noget,« siger Lars Ove Dragsted.

Det forkerte fokus

Han er desuden bekymret for det fokus, der vil komme på enkelte produkter, for i de fleste tilfælde vil man kunne opnå mindst samme sunde effekt, som de anpriste fødevarer lover, ved at spise varieret og sund mad.

»Jeg er bekymret for den skævhed, der kan opstå, hvis folk erstatter fødevarer, der er naturligt sunde i sig selv, med forarbejdede og kunstigt berigede produkter. For der er ikke sket en egentlig afvejning af, om den anpriste fødevare vil give en bedre sundhed end det, som folk ellers ville have spist,« siger han.

Lars Ove Dragsted håber derfor, at det også bliver muligt at anprise fødevarer som havregryn og æbler for deres naturlige funktioner, da det vil gøre, at de "mere kunstigt oppustede produkter" kommer i reel konkurrence med deres naturlige alternativer.

Agronom og ph.d. ved afdelingen for ernæring ved DTU Fødevareinstituttet, Heddie Mejborn, der rådgiver Fødevarestyrelsen i forbindelse med forhandlingerne om anprisningerne i EU, mener heller ikke, det er sikkert, at det er de sundeste fødevarer, der får anprisningerne.

»For eksempel vil fødevareproducenterne arbejde for at få anprisninger på deres specifikke morgenmadsprodukter, men det er mindre sandsynligt, at nogen vil sætte anprisninger på helt almindelige havregryn, der måske er dem alle sammen overlegen, og det er ikke god forbrugerinformation,« siger Heddie Mejborn.

Professor og leder af gruppen for fødevaresociologi ved Københavns Universitet, Lotte Holm, kalder det et stort problem.

»Anprisning af enkelte produkter vil sætte folk i en situation, hvor de skal have en meget større viden om indholdet i fødevarerne, og de fleste bruger ikke en masse tid på at læse deklarationer. Så hvis noget bliver markedsført som sundt, vil mange tro det,« siger hun.

Lotte Holm vurderer, at danskerne godt kan finde på at købe de funktionelle fødevarer på trods af, at de i de fleste undersøgelser forholder sig kritisk til dem.

»Ofte spekulerer forbrugerne ikke over, at det er en funktionel fødevare, men kan for eksempel godt finde på at købe en yoghurt, der bliver solgt på at være god for maven,« siger Lotte Holm.

Befolkningen er kritisk

Her er Klaus G. Grunert, der er professor og leder af MAPP Centret for forskning i kunderelationer i fødevaresektoren ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, uenig.

Han har været med til at undersøge holdningen til funktionelle fødevarer og anprisninger i Norden og mener, at den brede befolkning er så kritisk, at det ikke vil finde et stort marked.

»Anprisninger er ikke noget, der kan få folk til at betale mere eller vælge disse produkter frem for basisprodukterne. Snarere tværtimod, for det bliver opfattet som noget mærkeligt teknologisk,« siger Klaus G. Grunert.

Kun forbrugere, der har specifikke sundhedsinteresser eller -problemer, som for højt kolesterol, vil blive lokket af anprisningerne, mener han.

Han afviser, at for eksempel de små økologiske fødevarevirksomheder skal frygte anprisningerne.

Men hvorfor presser industrien så så meget på for at få lov til at anprise?

»Industrien ser yderligere sundhedseffekter som en af de eneste muligheder for at tilføre merværdi til deres produkter, så de kan kræve en merpris,« siger Klaus G. Grunert.

Han mener ser ingen tegn på, at Danmark vil blive oversvømmet af funktionelle fødevarer, eller at vi vil ændre spisevaner, men påpeger, at markedet er i vækst og at danskerne med tiden vil vænne sig til anprisningerne og overveje produkterne.



19. jun 2009 kl 13:58

Jeppe Michael Engsager

Hvad er der blevet af sund skepsis?

Det er efter min bedste overbevisning grotesk, at man tillader industrien at markedsfoere berigede foedevarer som sunde, naar stadig hersker total forvirring om hvad der er sundt og hvad der ikke er det.
Det eneste vi kan vide os sikre paa er, at de "sunde" alternativer industrien tilbyder sjaeldent naar naturens til sokkeholderene.
Jeg forstaar heller ikke, at vi godtager producenternes argumenter om at deres tilskud er sundt og glade lader os forfoere af smart indpakning og god markedsfoering.
Det eneste vi med sikkerhed ved, at den nye lov vil vaere sund for industriens indtjening, og naeppe for nogen andre. Derfor lad os andre starte med skepsis, det har i hvert tilfaaelde aldrig vaeret usundt!


20. jun 2009 kl 05:16

avatar

Peer Pedersen

Sund fornuftog skepsis

Anprisninger af sammensatte fødevarer er markedsføring og markedsføring har intet med god kvalitet at gøre, markedsføring og reklame har kun det ene formål at sikre større indtjening til producenten.
At EU endnu engang lovgiver til gavn for erhvervs livet er det et udtryk for at det er lykkes for producenterne at overbevise EU administrationen om deres varers fortræffelighed, altså kan vi her bevise at useriøs markedsføring betaler sig, de der siger ja til anprisninger på sammensatte fødevarer må være blevet overbevist af producenterne.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.