Hadet til fjenden giver kærlighed til næsten
Krig og drab er vejen til kultur og selvopofrelse. Sådan cirka forklarer ny forskning, hvordan altruismen kan eksistere hos mennesket.
Hvis der ikke sker en genetisk blanding mellem folkegrupper, vil en gentaget krig skabe et selektionstryk for altruistisk adfærd, hvor den gruppe, der har flest selvopofrende individer, klarer sig bedst, mener forskeren Samuel Bowles fra Santa Fe Instituttet i New Mexico. (Illustration: Romanianstudies.org)
Læs også
Læs mere om
Der er mange ting, vi mennesker er bedre til end andre dyr. Vi kan tale og skrive. Vi kan dekorere vores kroppe og vores omverden med smukke artefakter. Vi har en kultur og teknologi. Og vigtigst af alt: Vi er bedre til uselvisk samarbejde, vi kan ofre os for hinanden i en gruppe, og på en god dag endda hjælpe ukendte personer.
Hvis altruismen er grunden til menneskets storhed, så er biologerne dog stadig ikke enige om, hvordan altruisme og gruppeselektion kunne opstå og bestå.
Darwin mente, at menneskets sociale og moralske adfærd primært er blevet formet af fjendskab imellem befolkningsgrupper. Hans antagelse var, at selvopofrelse og næstekærlighed kunne styrke gruppens overlevelse, selv om individet ville lide - og ofte dø. (Ikke overraskende fandt man en reference til Darwin i Leo Tolstojs noter til Krig og Fred.)
Samuel Bowles fra Santa Fe Instituttet i New Mexico har nu taget Darwin på ordet og undersøgt, i hvor høj grad krige har været nødvendige, for at altruismen kan overleve.
Ved at gennemgå arkæologisk og etnografisk materiale har han regnet sig frem til, at 12-16 procent af alle dødsfald blandt voksne i præhistoriske jæger-samler samfund skyldtes mellemfolkelige konflikter og lav-intensitetskrige. Det er et forbavsende højt tal. Hvis rigtigt, kan det forklare, hvorfor gruppeselektion faktisk virker.
Darwins paradoksale forklaring på menneskets "sociale og moralske kvaliteter" faldt i unåde med fremkomsten af Den Moderne Syntese i 1940'erne. Ifølge denne belønner den naturlige udvælgelse hverken gruppen eller individet, men kun en høj genetisk fitness. Gruppeselektionen har ikke nogen effekt i matematikken, fordi den mindste genetiske kontakt imellem grupperne ville annullere de genetiske forskelle, der er nødvendige for at opretholde gruppeselektionen.
Et mindretal af forskere mener dog, at gruppeselektion er vigtig. Forklaringsmodellerne er primært to: Den første kaldes kin-altruisme og blev formuleret af William Hamilton i 1960'erne. Den siger, at det er godt at passe på sine søskende, fætre og kusiner, fordi deres gener også er ens egne gener. At hjælpe sin familie giver således god mening ud fra et genetisk perspektiv.
Den anden teori blev formuleret af Robert Trivers, og kaldes omvendt altruisme. Den kan karakteriseres som en spilteoretisk funderet handelsaftale mellem to eller flere parter, hvor det viser sig, at samarbejde kan opstå og manifestere sig i en gruppe af total-egoister.
Samuel Bowles går mere direkte til sagen og tager Darwins ord for pålydende. Hvis der ikke sker en genetisk blanding mellem folkegrupper, vil en gentaget krig skabe et selektionstryk for altruistisk adfærd, hvor den gruppe, der har flest selvopofrende individer, klarer sig bedst. "Make war - not love", ville være mottoet.
For at teste hypotesen udviklede Bowles en model, der undersøger udbredelsen af "altruistiske gener" i separerede grupper af individer. Hvad ville den maksimale andel af selvopofrelsen være? Hvordan ville gruppen klare sig?
Det viser sig, at hyppigheden af et altruistisk gen, der koster tre procent af reproduktionsevnen, i fredelige tider ville falde fra 90 procent til 10 procent i løbet af 150 generationer. Under hyppige krige og i små grupper derimod, kan altruismen blive så stærk, at den koster mere end 13 procent af reproduktionsevnen.
Selv om modellen altså kan forklare, hvordan altruisme kan være opstået, fortæller den intet om, hvorfor mange mennesker prædiker en universel næstekærlighed (eller for den sags skyld dyrerettigheder). Implicit siger modellen jo, at den slags slet ikke findes, idet altruisme kun kan være evolutionær stabil i en lokalpatriotisk krigerkultur. Dårligt nyt for pacifisten Tolstoj.
Bowles artikel afslører heller ikke, om det ville være muligt at regne bagud, dvs. at ekstrapolere, hvor meget vi har bekriget hinanden igennem historien, ud fra en måling af altruismen. Men artiklen afslører da i hvert fald, at gamle vaner ikke forgår så let.
Da Bowles underviste i Marxistisk økonomi på Harvard i 1970'erne, var en hyppig pointe efter sigende denne fra Det Kommunistiske Manifest: "Alle tidligere samfunds historie er en klassekampens historie".
Det er betryggende at se, at den gamle ånd stadig lever, omend i nye gevandter.
