/byggeri

Aalborg Portland gør cementen grønnere med glaspulver

En særlig glasforbindelse kan erstatte en del af kalken i cement og dermed spare atmosfæren for et enormt CO2-udslip. Det viser forsøg fra Aalborg.

Af Morten Lund, torsdag 18. jun 2009 kl. 16:03

Bland fintmalet glaspulver i cement og få miljøvenlig cement, der udleder 20 procent mindre CO2 under produktionen. Sådan lyder den opskrift, der om få år kan spare den danske cementindustri for rigtigt mange ton CO2.

Sektorens helt store problem er nemlig, at der til cementfremstilling bruges kalksten, som frigør store mængder kuldioxid, når det varmes op. I alt tegner cementindustrien sig alene for fire procent af den samlede danske CO2-emission.

Men det problem kan den hjemmelavede glaskomposition, udviklet på Aalborg Universitet, afhjælpe. Glasset kan udgøre op til 30 procent af en given cementmasse og mindske andelen af kridt og kalksten. Den ændrede sammensætning i cementen reducerer CO2-udslippet fra råmaterialerne med omkring 20 procent.

»Det nye er, at vi selv udvikler et glasmateriale, der kan erstatte kalkstenen. Man producerer cementen som hidtil, og blander den med glaspulveret i det forhold, man ønsker,« siger ph.d. fra Institut for Kemi, Miljø og Bioteknologi ved Aalborg Universitet, Mette Moesgaard, der står bag glaspulveropskriften.

Den opskrift er der nu ved at blive taget patent på.

Cement kan rumme mere glas end flyveaske
På verdensplan er cementindustriens foretrukne våben mod CO2-udledningerne flyveaske - et industrielt restprodukt fra kraftværkernes kulproduktion, som ligeledes kan blandes i cementen.

Flyveaske har den store fordel, at det fra cementproducenternes synspunkt er CO2-neutralt, da flyveaske figurerer på kraftværkernes kvoter, ikke på cementproduktionens. Men der findes begrænsede mængder flyveaske i Danmark til at dække cementindustriens store behov.

Glaspulveret er derfor et interessant alternativ, som dog har budt på en væsentlig udfordring: Cementen mister styrke, når der blandes glas i. Så det har stillet særlige krav til glaspulverets kemiske sammensætning:

»Flyveaske har en fast komposition, men vi kan selv påvirke kompositionen i glaspulveret og dens egenskaber. Det betyder, at vi faktisk kan optimere styrken af cement-glas-blandingen og derved bruge en større mængde glas i cementen, end vi ville kunne med flyveaske,« forklarer Mette Moesgaard.

Sparer 500 kg CO2 pr. ton

Hendes glaspulverprojekt er en del at et større forskningsprojekt, kaldet Futurecem, til 20 millioner kroner, som støttes økonomisk af Højteknologifonden og Aalborg Portland.

Den nordjyske cementvirksomhed er den eneste cementproducent i Danmark og fremstillede i 2008 2,6 millioner ton cement. Når det så tages med i beregningerne, at der pr. ton fremstillet cement udledes 500 kilogram CO2 fra råmaterialerne, er det ikke så sært, at Aalborg Portland desperat leder efter et våben til at nedbringe CO2-udslippet.

»Cement og beton er nødvendigt for samfundet. Samtidig skal vi udlede mindre og mindre CO2, men hvis reduktionerne gør, at vi laver en tilsvarende dårlig cement, er der jo ikke megen idé i det,« siger direktør for Forskning og Udvikling hos Aalborg Portland, Jesper Sand Damtoft, og tilføjer:

»Så vi arbejder på at få en cement med de samme egenskaber som i dag, men fremstillet med almindeligt forekommende materialer som eksempelvis glas. Restprodukter som flyveaske findes jo kun i begrænsede mængder.«



19. jun 2009 kl 10:34

Jan Høgh

20% af 500 kg.....

Synes da lige at jeg vil hjælpe Ingeniøren lidt....

20% af 500 kg CO2 pr. ton cement = 100 kg CO2 pr. ton cement.

Men en reduktion på 260.000 ton CO2 er da osse flot!


19. jun 2009 kl 11:51

Søren Andersen

Glasproduktion er energiforbrugende ...

og den del af CO2'en skal vel også regnes med.

Hvad giver det regnestykke.


19. jun 2009 kl 12:02

Peter Christensen

.. og glas er lavet af...

sand + kalk + soda som min mor altid sagde...
og glasset var erstatning for kalk (kridt og kalksten)

Hvad med at komme med regnestykket, frem for at skrige juhuuu....


19. jun 2009 kl 12:06

Thomas Markussen

Re: Glasproduktion er energiforbrugende ...

og den del af CO2'en skal vel også regnes med.

Hvad giver det regnestykke.


Jeg kunne umiddelbart forestille mig at kravene til glasset ikke er særlig høje - det kunne evt være et oplagt marked for det firma der for nyligt (kan ikke huske hvornår - inden for det sidste år) præsenterede en teknologi til at gananvende glasfibrene...


19. jun 2009 kl 12:11

Jan Høgh

Re: .. og glas er lavet af...

sand + kalk + soda som min mor altid sagde...
og glasset var erstatning for kalk (kridt og kalksten)

Hvad med at komme med regnestykket, frem for at skrige juhuuu....

Jeg citerer fra artiklen:

...Glasset kan udgøre op til 30 procent af en given cementmasse og mindske andelen af kridt og kalksten. Den ændrede sammensætning i cementen reducerer CO2-udslippet fra råmaterialerne med omkring 20 procent....


...pr. ton fremstillet cement udledes 500 kilogram CO2 fra råmaterialerne...

Læs & forstå. Glasset bidrager jo tydeligvis også med CO2-emission i denne sammenhæng!

(Detaljerne bag alle disse fine runde tal kan de debatlystne så diskutere til deres keyboards er slidt op, og blodet springer frem bag deres fingernegle.)


19. jun 2009 kl 12:17

Claus Madsen

Re: .. og glas er lavet af...

sand kalk soda som min mor altid sagde...
og glasset var erstatning for kalk (kridt og kalksten)

Hvad med at komme med regnestykket, frem for at skrige juhuuu....

Glas i materialekemisk forstand kan være mange ting. Der kunne tænkes at indgå ting som flyveaske og slagger eller affald af glas eller stenuld.

Jeg er også meget nysgerrig efter sammensætningen og fremstillingsmåden, men jeg formoder at man holder det tæt til kroppen indtil patentet er i hus.

@Mette. Tillykke med resultaterne:)


19. jun 2009 kl 12:56

Jens Ulrik Jensen

Kalk er CO2 neutralt

Det er meget svært at se hvordan der skal komme en CO2 gevinst ud af det undtagen på skrivebordet.

Afbrænding af træ og flis regnes jo for CO2 neutralt, fordi træet har optaget samme mængde CO2 da det voksede op. Det samme gælder procesbidraget fra kalken. Den CO2, som kommer fra kalken bliver optaget igen, når cementen hærder.

Erstatter man kalk med glas får man nul gevinst.


19. jun 2009 kl 13:29

Claus Madsen

Re: Kalk er CO2 neutralt

Den CO2, som kommer fra kalken bliver optaget igen, når cementen hærder.

Det er så vidt jeg husker kun helt rigtigt for en gammeldags mørtel. Ikke for Portland cement.

En anden joker i spillet er proces energien. Både glas og cement fremstilles jo ved høje temperaturer. Jeg vil forvente at der nok går mindre energi til at lave glassen, men det ved vi jo først når forskerne lægger alle kort på bordet.


19. jun 2009 kl 16:37

H. C. Sørensen

er dette nyt??

Hej
Har lidt vanskeligt ved at se det er nyt.
I perioden 1973-76 efter den første energikrise lavede vi i Aalborg Portland hvor jeg var leder af udviklingen, en del forsøg med at blande formalet kvarts i cementen efter produktionen af cementen.
Der var flere grunde hertil (bl.a. at studere effekten af tilsætning af flyveaske, hvor kvartsen så var reference forsøget).
Et af resultaterne var ikke overraskende en pæn mulighed for at erstatte den samme mængde cement med kvarts. Spørg ikke om energibalancen eller økonomien i denne situation, den husker jeg ikke.
Forklaringen var imidlertid meget simpel: kvarts mel giver en tilsvarende overflade som cementkorn og da mange af cementpartiklerne aldrig bliver 100% aktiveret under hærdningen bl.a. fordi der ikke er vand nok, så betyder den reducerede mængde cement ingen ting for styrken, når der tilføres en lige så stor aktiv overflade af et andet materiale med neutrale egenskaber. Amorf flint vil naturligvis give en helt anden reaktion, da der startes en kemisk reaktion forskellig fra den normale proces.
Jeg mener at bl.a. Hans Henrik Backe har skrevet flere glimrende artikler og publikationer herom.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.