Eksperter: Vi skal slå ned på de kemiske cocktails
Grænseværdierne tager slet ikke højde for de skadelige effekter af at blande forskellige kemiske stoffer. Det giver langt højere risiko for hormonforstyrrelser, fastslår internationalt ekspertpanel.
Måden, hormonforstyrrende stoffer bliver vurderet på i dag, er stærkt utilstrækkelig. Det fastslår en ny international rapport, baseret på viden fra et ekspertpanel, der tidligere på året mødtes i Danmark på foranledning af Miljøministeriet.
Her bliver der slået ned på den europæiske miljølovgivning, der i dag vurderer et hormonforstyrrende stof ad gangen og som uskadeligt, hvis mængden er tilstrækkeligt lav. Men lovgivningen tager den ikke højde for de effekter, der opstår, når man blander kemikalier på kryds og tværs.
Forsøg i både Europa og Danmark har vist, at selv få kombinationer af få stoffer når op på skadelige niveauer, og selv om forsøgene er udført på forsøgsdyr og i celletest, frygter forskningsleder på DTU Fødevareinstuttet, Ulla Hass, at også mennesker kan få skade af de farlige cocktails.
»På rotter har hannerne fået misdannede kønsorganer, efter at være udsat for en blanding af phtalater og svampemidler, og andre typer forsøg peger på, at hunnerne bliver kønsmodne længe før tid. Vi ved ikke med sikkerhed, om konsekvensen er præcis den samme for mennesker, men det er tydeligt, at der er behov for at justere den måde, kemikalier bliver vurderet på i dag,« siger Ulla Hass, som deltog i ekpertpanelet.
»Det var opsigtsvækkende så enige, vi alle var. Forskere fra hele verden havde lavet hver deres type undersøgelse, men de pegede alle i én retning, nemlig at uskadelige mængder hormonforstyrrende kemikalier bliver skadelige, når de mikses,« siger Ulla Hass.
Vi kan dagligt blive udsat for 20 hormonforstyrrende stoffer
Forskergruppen pegede især på grupper af stoffer med samme hormonforstyrrende effekt, som i et miks kan nå faretruende niveauer, selv om de hver især er vurderet harmløse.
Derfor anbefaler gruppen som det primære at ændre på de gængse metoder for vurdering af grænseværdierne, så de også tager højde for kombinationseffekterne. En gennemsnitlig dansker kan nemlig dagligt blive udsat for op mod 20 hormonforstyrrende kemikalier, der kan have uheldige kombinationsvirkninger med andre.
»Vi er alle enige om, at det ikke har hold i den virkelige verden at vurdere kemikalier enkeltvis. Derfor glæder vi os også over, at miljøministeren vil tage sagen op i EU,« siger Ulla Hass.
Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) siger i en pressemeddelelse, at
han nu har bedt Miljøstyrelsen vurdere kombinationseffekterne i det omfang, det er muligt ud fra anbefalingerne. Men han vil også sprede budskabet uden for Danmark.
"Vi har en pligt til at ændre lovgivningen i takt med, at vi bliver klogere, og det gør stort indtryk på mig, at eksperterne melder så klart ud, som de gør. Det er ikke hverdagskost. Jeg vil derfor allerede på næste rådsmøde den 25. juni i Luxemburg foreslå mine europæiske ministerkolleger, at Kommissionen med afsæt i eksperternes anbefalinger overvejer, hvordan vi kan forbedre EU's kemikalielovgivning," siger han.






