Rendyrket vrøvleartikel antaget ukritisk af videnskabeligt tidsskrift
Trods meningsløse sætninger og pseudo-grafer gav forlaget Bentham Science grønt lys til at trykke en vrøvleartikel, hvis forskerne betalte 4.300 kroner. Forfatterne bag mistænkes nu for skjult kampagne.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Læsere, som kan huske Sokal-affæren fra 1996 og Merck-skandalen fra tidligere på året, kan nu opleve en ny omgang slåskampe og pinligheder fra tidsskriftsbranchen.
Ph.d.-studerende Philip Davis fra Cornell University og Kent Anderson fra New England Journal of Medicine har fået accepteret en vrøvleartikel mod betaling i et open access-tidsskrift, der påstår at være peer-reviewed, altså bedømt af andre forskere.
Davis og Anderson fik en mistanke om, at der var noget galt efter at være blevet spammet med tilbud om at sende manuskripter til forlaget Bentham Science, der påstår at udgive over 200 fagblade, lige fra bioinformatik over ingeniørvidenskab til hjerneforskning.
De to forskere besluttede sig for at lave en vrøvle-artikel med softwaren SCIgen, der laver grammatiske korrekte og kontekstfrie (dvs. meningsløse) sætninger, inklusive pseudo-grafer, tabeller og referencer, og får det hele til at ligne en professionel videnskabelig artikel.
For eksempel kan man læse følgende:
In this section, we discuss existing research into red-black trees, vacuum tubes, and courseware [10]. On a similar note, recent work by Takahashi suggests a methodology for providing robust modalities, but does not offer an implementation [9].
Manuskriptet med titlen "Deconstructing Access Points" blev 29. januar sendt til The Open Information Science Journal (TOISCIJ), et open access-tidsskrift under Bentham Science, som påstår at være peer-reviewet. Forfatterne blev angivet til at være David Phillips og Andrew Kent, begge fra det såkaldte Center for Research in Applied Phrenology (CRAP) i New York.
Forskere skulle betale 4.300 kroner for udgivelse
Til forskel fra Sokal-affæren og Merck/Elsevir-skandalen er det her ikke blevet forsøgt at skjule en ond hensigt, hvilket tyder på, at hele processen er foregået automatisk, og uden at nogen har kigget på manuskriptet.
Til gengæld skulle Davis og Anderson betale 4.300 kroner i "open access-gebyrer", hvis de ville have den udgivet i bladet. De sagde nej tak til at betale pengene og stoppede spøgen, selv om artiklen ifølge Sana Mokarram som repræsentant for Bentham havde været igennem peer-review og var blevet accepteret.
Efter at forløbet var blevet skrevet på Scholary Kitchen, en blog for Selskabet for Akademisk Publicering (Society for Scholarly Publishing), voksede den sig hurtigt stor og blev videre kendt via artikler i The Scientist og Nature.
Flere akademikere og professorer tilknyttet Benthams peer-review proces har nu sagt deres tilknytning op. Redaktøren for TOISCIJ, Bambang Parmanto fra University of Pittsburgh i Pennsylvania, siger til Nature, at han aldrig har set manuskriptet, aldrig har modtaget nogen peer-review-kommentarer og heller ikke fået at vide, at artiklen var blevet accepteret. Han har nu meddelt, at han vil sige op.
Mistanke om skjult kampagne mod Open Access
Flere akademikere er nu bekymrede for, at affæren vil kaste dårligt lys på forretningsmodellen bag open access. Derfor har kommentatorer bemærket, at medforfatteren til artiklen, Kent Anderson, er "Executive director of international business and product development" på fagbladet New England Journal of Medicine, der ikke er et open access-tidsskrift men abonnementsbaseret.
Mistanken falder nu tilbage på Anderson for at køre en skjult kampagne mod open access, idet der er en åbenlys interessekonflikt til stede.
Davis og Anderson har også forsøgt at lave samme nummer med fagbladet The Open Software Engineering Journal, der også ejes af Bentham Science - dog uden held.
Det har fået direktøren for Bentham, Mahmood Alam, til at beskylde de to forskere for uetisk opførsel og for blot at ville udnytte de enkelte fejl, der kan ske i et stort hus.
»Alle artikler gennemgår en grunding peer-review proces med mindst to positive kommentarer,« siger han til Nature.
Ikke første gang vrøvl slipper ud
Andre kommentatorer peger på, at SCIgen også tidligere er blevet brugt til at lave falske artikler, og at de i enkelte tilfælde er blevet accepteret af anerkendte og abonnementsbetalte fagblade.
Elsevir (kendt for Merck-skandalen, se link) havde i 2007 for eksempel accepteret artiklen "Cooperative, compact algorithms for randomized algorithms", af Rohollah Mosallahnezhad til at udkomme i det peer-reviewede fagblad Applied Mathematics and Computation.
Her et uddrag:
Experts agree that encrypted methodologies are an interesting new topic in the field of theory, and information theorists concur. In this position paper, we argue the appropriate unification of web browsers and Internet QoS. Our focus in this paper is not on whether information retrieval systems can be made reliable, linear time, and Bayesian, but rather on describing new wireless archetypes (Bots).
Artiklen er nu fjernet fra Elsevirs hjemmeside, men fik hverken følger for redaktøren eller blev kendt i den bredere offentlighed. Ifølge Vincenzo Della Mea fra Universitetet i Udine, Italien, er det et tegn på, at problemet hverken ligger i open access-modellen eller i online-publishing, men et andet sted.
Nonsense-artiklernes oldemor
Den mest kendte af alle nonsenseartikler blev skrevet af fysikeren Alan Sokal fra New York University i 1996. Sagen startede, hvad man omkring årtusindeskiftet kaldte "Science Wars" - en intellektuel slåskamp mellem "postmodernister" og "realister".
Sokal lavede en postmoderne parodi af en artikel, der blev udgivet i det ansete humanistiske tidsskrift Social Text. Dens titel lød "Transgressing the Boundaries - Toward a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity"; en overskrift der indeholdt flere af de smarte hip-ord som "grænseoverskridelse" og "transformativ hermeneutik" samt kvantegravitation - en fysisk ønsketeori, som slet ikke eksisterer endnu.
Artiklen var ikke computergenereret, men en meningsløs tekstanretning, krydret med relativistisk jargon, scientistisk blær og hysterisk name-dropping - en stærk karikatur af den postmoderne stil fra især Frankring.
Et uddrag fra konklusionen:
We can see hints of it in the multidimensional and nonlinear logic of fuzzy systems theory [106]; but this approach is still heavily marked by its origins in the crisis of late-capitalist production relations [107]. Catastrophe theory [108], with its dialectical emphases on smoothness/discontinuity and metamorphosis/unfolding, will indubitably play a major role in the future mathematics; but much theoretical work remains to be done before this approach can become a concrete tool of progressive political praxis.
Efter at artiklen blev offentliggjort af Social Text, var skandalen hjemme. En videnskabskrig rasede på tværs af Atlanten, og alle, som var blevet trætte af det postmoderne sludder, morede sig kosteligt.
Computerprogram skrev meningsløse sætninger
Især naturvidenskabsmænd grinede højlydt, hvilket i høj grad øgede fordommene mellem humanoria og naturvidenskaben. Takket være Sokals spøg kunne mange professorer endelig sige deres uforbeholdne mening om de ufordøjelige postmoderne excesser, der foragteligt blev kaldt for pomo-science.
I en opfølgning til sit svindelnummer skrev Alan Sokal og belgieren Jean Bricmont året efter bogen Intellektuelle bedragerier. Her blev en række postmodernistiske filosoffers værker gennemgået minutiøst for misbrug af videnskabelig terminologi.
Efterhånden vandt Sokals spøg slaget og fandt bifald i de fleste landes universitære miljøer.
Visse studerende fandt så meget velbehag i at parodiere intellektuelle plattenslagere, at de skrev et computerprogram, der automatisk kunne generere en komplet meningsløs, men semantisk korrekt tekst a la Sokals ved hjælp af rekursiv grammatik.
SCIgen blev kodet langt senere, og har fortsat vist sig at kunne narre folk og forlag.
