Energiproducerende hus er automatiseret fra sokkel til tag
Beboerne bliver holdt i kort snor af automatiske energibesparelser i et hus uden for Århus, der selv smækker vinduerne i på kolde vinterdage.
Huset producerer mere energi, end det bruger, via en kombination af optimal isolering, solceller til elproduktion, solfangere til det varme vand, varmepumpe til rumopvarmning, højeffektivt varme-genvinding samt fleksible facader. (illustration: Esbensen) (Foto: Esbensen)
Læs også
Læs mere om
Danmark har fået sit første energiproducerende hus, som en af sværvægterne i den hjemlige industri, Velfac fra Velux-koncernen VKR, står bag. Det ligger i Lystrup ved Århus og venter på, at testfamilien flytter ind 1. juli.
Først til den tid får arkitekter og ingeniører bag huset svar på, om det er lykkedes at få husets solfanger og solceller til at producere så meget energi, at det over en periode på 30 år kan kompensere for, hvad der blev brugt på byggeprocessen.
Huset skal skabe et overskud af energi på ni kWh pr. kvadratmeter pr. år, og arkitekter og ingeniører har gjort, hvad de kan, for at holde beboerne i kort snor.
Huset er automatiseret fra sokkel til tag. Som standard styrer huset selv både varmeanlægget, vinduerne og de aktive facader. Hvis beboerne har tænkt sig at frådse med energien og for eksempel åbne et vindue, må de gribe til en touchscreen i bryggerset.
»Så man får både det gode i, at huset hjælper én med at leve energirigtigt, og en overstyring, så man ikke bliver fremmedgjort,« siger Amdi Schjødt Worm, installationsingeniør og projektleder for Esbensen, der sammen med Velfac, Aart Arkitekter og Sloth Møller har arbejdet med udviklingen og projekteringen af huset.
90 procent af vinduerne er automatiseret
90 procent af vinduerne er automatiserede, og kun få kan lukkes op med håndkraft. Resten åbnes med en fjernbetjening eller på touchscreenen.
Hvis man selv piller ved indstillingerne og for eksempel åbner et vindue en kold vinterdag, vil huset efter nogle timer lukke vinduet igen.
Spørgsmålet er, om det stædige, energirigtige hus begynder at irritere beboerne. Netop det skal erfaringen vise, forklarer Amdi Schjødt Worm.
Men da det er vigtigt, at huset det meste af tiden er indstillet så korrekt som muligt, vender det tilbage til de mest energirigtige indstillinger efter 1-2 timer. Det er, vurderer ingeniøren, helt fint.
»Det er sjældent, at man i et rum lige ud over soveværelset har brug for de samme indstillinger i mere end to timer ad gangen,« siger han.
Bonusbesparelser giver kolde øl og tørt tøj
Ud over de energibesparende vinduer, solfangere og varmepumper, er der også lavet tiltag, som ikke indgår i energiregnskabet, men som er bonusbesparelser.
I udhuset er der for eksempel gravet en kasse ned i jorden, som er isoleret i toppen – et såkaldt svaleskab, der holder drikkevarer kolde, så køleskabet ikke kommer på overarbejde.
Varmepumpen, som står for 40-50 procent af energien til opvarmning af vand, har også en anden funktion: Den hjælper med at tørre beboernes tøj.
Den udendørs del af varmepumpen er placeret i et udhus, der står i forlængelse af bryggerset. Når varmepumpen kører, trækkes luften igennem udhuset, og tøjet tørres effektivt. Den fugtige luft fra tøjet ledes på samme tid igennem varmepumpen, og det forbedrer dens virkningsgrad.





