Hvor er cyklernes svar på motorvejenes H?
God infrastruktur gør en forskel. Det erkendte vi i sin tid med vejene. Hvorfor kan debatten om mere cyklisme så ikke nå samme klarsyn?
Læs også
-
Ingeniørens tænketank: Sats alt på cyklisterne i de store byer
-
Eksperter: Katastrofal mangel på viden om cyklisme i Danmark
Læs mere om
Fire eksperter gav fredag i Ingeniøren deres bud på, hvordan vi får flest cykelkilometer ud af de 2-3 mia. kroner, som i de næste fem år bliver investeret i cyklisme af kommuner og stat. Det gjorde de i Ingeniørens Visionarium.
Ekspertbudet lyder at fordele pengene med en tredjedel til cykelstier, en tredjedel til infrastruktur omkring stierne og en tredjedel til fremme af cykelkulturen. Koncentrer indsatsen om de store byer, siger eksperterne videre.
Det er gode forslag og et godt arbejde fra eksperterne, som fortjener at få deres vurderinger diskuteret. Og som man ikke nødvendigvis behøver være enig i.
Iøjnefaldende ved forslagene - og også ved hele debatten om cyklisme - er, at der er så lidt fokus på den store vision for infrastrukturen. Vi taler om et højresving her og en halv sti der. Debatten foregår ikke på samme niveau, som for eksempel debatten om det store motorvejs-H gjorde for bilerne i sin tid.
Motorvejs-H’et er et eksempel på sammenhængende klarsyn: Hele landet skulle bindes sammen af veje i høj klasse. God infrastruktur ville gøre en stor forskel. Flere argumenter var der faktisk ikke brug for.
Hvis nu vi hævede niveauet tilsvarende for cykeldebatten – i erkendelse af at god infrastruktur gør en forskel og i sig selv vil lokke mere end nok så mange reklamekampagner – så ville diskussionen handle om Danmarks cykelsvar på motorvejenes H.
Vores cykelinfrastruktur er slet ikke god nok. Vi har grafittimalede betonunderkørsler, slid og huller. Cykelstativer fyldt med gamle lig. Og alt for mange steder, hvor der slet ikke er cykelstier.
Derfor bør en visionær debat i høj grad handle om infrastruktur. Vi kunne diskutere mål som:
* Alle børn skal kunne cykle på stier i skole.
* De fleste skal kunne cykelpendle fra parcelhuset til toget.
* Cykelstier skal være en oplevelse – det skal være ”fedt” lige at tage et par kilometer ekstra.
* Cykler skal prioriteres over biler på steder med mange af begge slags køretøjer.
Hvorfor taler vi så lidt om cykelvisioner på det niveau?
(PS: Debatten fortsætter her på ing.dk. I eftermiddag kan du stille spørgsmål direkte til en af eksperterne i Visionariet. Se link herunder.)





