/transport

Hver tredje dansker: Vi køber grønne biler, hvis afgiften halveres

Skær registreringsafgiften ned til det halve, så køber vi grønne biler, lyder det fra 40 procent af danskerne i en undersøgelse fra IDA, hvor også roadpricing bliver varmt modtaget.

Af Mie Stage, fredag 12. jun 2009 kl. 13:24

Den gamle benzinsluger får sparket, hvis registreringsafgiften bliver halveret for miljøvenlige biler, lyder det fra 40 procent af danskerne, ifølge en ny undersøgelse, som Ingeniørforeningen (IDA) har fået foretaget blandt 1036 danskere.

I samme undersøgelse er der også stor opbakning bag raodpricing, hvor bilisten betaler per kørt kilometer.

»Undersøgelsen er en tilkendegivelse af, at borgerne er interesseret i at få omlagt afgiftssystemet og få udskiftet den gamle bilpark til en nyere og mindre forurenende. Og der er interessant set i lyset af al den negative omtale af roadpricing,« siger formand for IDA’s teknologi- og innovationsudvalg Jørn Guldberg.

Han understreger, at formålet med omrokeringerne af afgifterne primært er mindre trafik og mindre miljøbelastning og understreger, at undersøgelsen viser, at også borgerne i stigende grad har fået øjnene op for kapacitetsproblemerne på vejnettet.

GPS skal vise omkostninger ved bilkørsel
Jørn Guldberg forestiller sig, at roadpricing vil blive udregnet på baggrund af en installeret registreringsmaskine i bilen, som sender info til en central server.

Bilisten skal på sin GPS kunne se prisen på en tur og på den måde have et bedre sammenligningsgrundlag med, hvad turen ville koste i bus og tog. På den måde er håbet, at flere danskere vil lade bilen stå og tage offentlige transportmidler. Det gælder også de seks procent af danskere uden biler, der ville overveje at anskaffe sig en, hvis nyprisen på en bil faldt drastisk.

IDA: Gør fragt af varer dyrere
Jørn Guldberg forestiller sig også, at prisen for at køre på vejene vil blive differentieret, alt efter hvilken bil man har, så det bliver billigere, jo ’grønnere’ den er. Biler, der er op mod 5-10 år gamle, får derimod en højere vejafgift.

Fordelene vil dermed tilfalde de danskere, som kun bruger bilen til kortere ture, mens eksempelvis transportsektoren må sluge en højere regning for fragt af varer.

Men vil denne regning ikke bare havne hos forbrugeren alligevel i form at dyrere varer?

»Der er selvfølgelig den økonomiske karrusel, men det er godt at give transportsektoren en udfordring. Så må de til at tænke mere totaløkonomisk og finde alternativer. Lastbiler forurener meget,« siger Jørn Guldberg.

»Vi regner med, at politikerne lytter, og især er Københavns Kommune meget interesseret i roadpricing. Det kommer ikke til at ske i morgen, men i løbet af et par år skulle det gerne blive muligt,« siger han.



12. jun 2009 kl 15:59

avatar

Jan E. Sørensen

Interessante biler efterlyses

For at jeg skal overveje en elbil skal den i forhold til eksisterende benzinbiler:
> Være mindst ligeså interessant- ikke en ellert eller lignende.
> Kunne køre ligeså godt - og sjovt
> Have en aktionsradius på 600-700 km (mange af mine ture er tværs gennem landet)
> Være væsentlig mere økonomisk at køre i
> Kunne "tankes op" på max 10 minutter

Når elbilerne kan leve op til disse krav, kan vi begynde at snakke om at skifte. Ikke før.

Derfor er elbilerne i deres nuværende stade en død sild, desværre.

MVH
Jan - der gerne vil være miljøvenlig, men ikke for enhver pris.


12. jun 2009 kl 17:09

avatar

Holger Skjerning

Derfor hybridbiler i en årrække...!

Jan E S: Du tænker på rene elbiler, hvor jeg er næsten enig.
DERFOR (for tyvende gang): indtil elbilerne opfylder flertallets krav, benyttes hybridbiler. Altså til folk, der kører mere end 100-120 km om dagen.
El + en mindre forbrændingsmotor på flydende brændstof (benzin, diesel, ethanol), så man kan køre videre, når batteriet er ved at være flat.
Teknisk: Forbrændingsmotoren skal ikke trække på hjulene, men blot trække en generator, der leverer strøm til elmotorerne (ved hjulene), og oplader batteriet, når der er overskud til det. - Ingen kobling, gearkasse, differentiale og kardanaksler, og derfor ikke dyrt og tungt. Motorens spildvarme skal opvarme kabinen.
Bilens plomberede km-tæller skal tælle de kørte benzin-kilometre, så staten kan få sit, og så bilisten sparer penge ved at køre så meget på el - som muligt.
Og hvis strømmen kommer fra vind, når det blæser og fra kernekraft i stille vejr, er alle klimamål opfyldt.
Egentlig ikke så indviklet!


12. jun 2009 kl 17:14

Tobias Thomsen

det bedste af to onder

det er muligt at elbilen er en død sild - men jeg vil væsentlig hellere være udsat for passiv billisme i en verden af elbiler end en verden af c-biler ... fordelene er måske ikke entydige, men de er vel alt i alt overvejende. med de strømninger som der er i samfundet, kan man vel i øvrigt også argumentere for at c-bilen er død ... den er bare ikke klar over det ...

vores groteske "behov" for transport er vel nok dén største kulturelle brøler. op med priserne på transport. højt op. på alt transport. tak. vejafgifter er et godt sted at begynde :)

mvh tobias


12. jun 2009 kl 17:22

avatar

Jan E. Sørensen

Re: Derfor hybridbiler i en årrække...!

DERFOR (for tyvende gang): indtil elbilerne opfylder flertallets krav, benyttes hybridbiler. Altså til folk, der kører mere end 100-120 km om dagen.
El + en mindre forbrændingsmotor på flydende brændstof (benzin, diesel, ethanol), så man kan køre videre, når batteriet er ved at være fladt.
Teknisk: Forbrændingsmotoren skal ikke trække på hjulene, men blot trække en generator, der leverer strøm til elmotorerne (ved hjulene), og oplader batteriet, når der er overskud til det. - Ingen kobling, gearkasse, differentiale og kardanaksler, og derfor ikke dyrt og tungt. Motorens spildvarme skal opvarme kabinen.
Bilens plomberede km-tæller skal tælle de kørte benzin-kilometre, så staten kan få sit, og så bilisten sparer penge ved at køre så meget på el - som muligt.
Og hvis strømmen kommer fra vind, når det blæser og fra kernekraft i stille vejr, er alle klimamål opfyldt.
Egentlig ikke så indviklet!

Hej Holger

Jeg har også læst dine 19 forrige indlæg, men føler mig ikke kompetent til at bedømme mulighederne i det.

I mine ører lyder det som en ret god måde at komme igang med ELbiler på NU - altså i 2009.

Jeg kunne godt tænke mig en debat om det emne alene.

MVH
Jan


12. jun 2009 kl 21:50

Claus Overgaard

Re: det bedste af to onder

Eller hvorfor flytter vi ikke bare alle sammen ind til København, så skal vi jo ikke køre ret langt på cykel for at komme på arbejde.
Og da famillien bor derinde også, tager vi bare cyklen når vi skal til te hos tante oda søndag eftermiddag.
På den måde behøver vi slet ikke elbiler.
Og så forbyder vi samtidigt al unødigt transport, som feks sommerferierejser sydpå.
Ja der er mange muligheder for at begrænse co2 udslippet.
Nogen er mere realistiske end andre.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.