/transport

USA vil ophæve 11 års forbud mod eksport af superkampfly

Senatet åbner døren på klem for salg af verdens mest avancerede kampfly, F-22 Raptor, til USA’s nærmeste allierede. Flyet er spækket med teknologi, som amerikanerne hidtil har villet holde for sig selv.

Klik for at se billedet i stort

De avancerede radarafvisende materialer har hidtil gjort, at USA ikke har ønsket at sælge F-22 til andre lande, men nu er flyet på vej til Japan.


Læs også

Læs mere om

Af Erik Holm, torsdag 11. jun 2009 kl. 14:07

USA er på vej til at løsne sit forbud mod at eksportere superkampflyet F-22 Raptor. Første kunde til det ultra-avancerede fly bliver Japan.

Ifølge Reuters har formanden for senatets finansbevillingskomite, Daniel Inouye, sendt et brev til den japanske ambassadør samt USA’s forsvarsminister Robert Gates, hvor han udtrykker støtte til at ophæve eksportforbuddet, der blev vedtaget i 1998 af Repræsentanternes Hus.

»Ophævelsen af forbuddet kan ske hurtigt, hvis man ønsker det,« siger forsvarsanalytiker og vicedirektør i Teal Group, Richard Aboulafia, til Ingeniøren:

»Det store spørgsmål er dog, om man vil bevare produktionslinjen til efter 2011, hvilket afgøres inden for de næste otte måneder. Hvis det sker, vil Japan helt sikkert være stærkt interesseret.«

Det er første gang, der overhovedet luftes interesse fra officiel amerikansk side om at sælge F-22, og Japan vil i givet fald være første kunde. Også Australien har tidligere ytret interesse for kampflyet for at være bedre rustet mod den stigende mængde af avancerede russiskbyggede kampfly i området. 

Holdningsændringen ses også i kongressen i øvrigt, rapporterer nyhedsbureauet. Årsagen er dels et årelangt pres fra Japan, der ønsker at købe 40-60 kampfly som et værn mod trusselen fra Nordkorea og Kina, dels et svar på den Nordkoreanske oprustning. Endelig er der lokalt i USA pres for at bevare arbejdspladser hos især producenten Lockheed Martins fabrik i Texas.

Eksportforbudet af F-22 har været gældende siden 1998, fordi flyet indeholder meget følsom teknologi herunder avanceret radarafvisende materialer og sensorer, som amerikanerne har ønsket at holde for sig selv.

F-22 er det primære kampfly i USA’s luftvåben. Gennem massiv anvendelse af radarafvisende materialer og udformning har kampflyet radarsignatur omtrent på størrelse med en humlebi. 

Flyet er desuden yderst manøvredygtigt og udstyret mod to kraftige motorer, der giver mulighed for at flyve i supercruise – over mach 1,5 uden brug af efterbrænder.

Får Japan og andre lov til at købe flyene, bliver der tale om en eksportvariant. Udviklingen bliver formentlig for egen regning og kan koste Japan og andre interesserede op mod en milliard dollars, hævder analytikere over for amerikanske medier.  

Forsvarsminister Robert Gates sagde i april, at man skulle indstille produktionen af F-22, og at japanerne i stedet burde kigge mere på F-35 joint Strike Fighter, som også Danmark forventes at købe.

Ifølge Richard Alboulafia vil en eventuel produktion af flere F-22 til USA's nærmeste allierede dog næppe få konsekvenser for produktionen af F-35 og dermed prisen.  

»Hvis Japan får lov at købe Raptor, vil de selvfølgelig afholde sig fra at købe F35, men tager man eksportvolumen på F-35 i betragtning, får det ingen nævneværdig betydning for det program,« siger forsvarsanalytikeren. 



11. jun 2009 kl 14:21

avatar

Poul-Henning Kamp

Overløben indenrigspolitik...

Forsvarsminister Gates har gjort det temmelig klart at DoD ikke er interesseret i ret mange flere F22.

Derfor handler denne nyhed om at finde andre kunder så produktionen kan opretholdes.

Gæt selv i hvilken senators hjemstat.

Se også:

http://www.washingtonpost.com/...html

Poul-Henning


11. jun 2009 kl 15:00

Re: Overløben indenrigspolitik...

Det er vil kun så længe Robert Gates er forsvarsminister, at DoD "kun" vil købe ca. 190 F-22. Chefen for US. Air Force er blevet banket på plads, men er stadig kryptisk i sine udmeldinger omkring flyet.
Resten af US. Air Force vil gerne have flere F-22 (ca. 350 stk).
Der er også en del senatorer og kongresmedlemmer (fra begge partier) som pga. Kina's militære oprustning disse år og Nordkorea's lege med raketter og a-bomber, og selvfølgelig arbejderspladser i deres stat, som gerne vil have flere f-22.
Der er en lang række indlæg på AviationWeeks Ares blog, som handler netop om dette http://www.aviationweek.com/aw....jsp .

/Jesper


11. jun 2009 kl 15:41

avatar

Erik Holm

Re: Re: Overløben indenrigspolitik...

Mig bekendt produceres der mest ananasjouice og surferudstyr på Hawaii, hvor Daniel Inouye kommer fra.

F-22 produceres primært hos Lockheed Martin Aeronautics i Texas, Californien, Missouri og Georgia. Boeing producerer primært komponenter i Seattle.

Aloha
/Erik


11. jun 2009 kl 19:27

Stig Larsen

Benspænd

Er det et benspænd for JSF?


11. jun 2009 kl 20:00

avatar

Thorleif Bundgård

variant

"Får .... andre lov til at købe flyene, bliver der tale om en eksportvariant"

Mon ikke det skal læses som -
Køb vores super avancerede fly, men først når vi har fjernet alt det smarte. ?


11. jun 2009 kl 21:08

Michael Eriksen

Re: Benspænd

Er det et benspænd for JSF?
Slet ikke. Det er fly i to forskellige klasser.


11. jun 2009 kl 23:10

Touseef Elahi

Uden indflydelse

Tror ikke det kommer til at få indflydelse på vores valg af fly, da den endelige afgørelse fra folketinget kommer efter sommerferien.


12. jun 2009 kl 06:05

avatar

Peter Kamp Nielsen

Så må vi lige sætte dansk grej i ...Re: variant

"Får .... andre lov til at købe flyene, bliver der tale om en eksportvariant"

Mon ikke det skal læses som -
Køb vores super avancerede fly, men først når vi har fjernet alt det smarte. ?

Under 2. verdenskrig solgte USA P51 Mustang til UK uden kompressor - UK smed så en Merlin motor i og så havde man et flyvejern af rang; så godt, at USAF selv ville købe den udgave;-)

de bedste hilsner
Peter Kamp


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.