Bæredygtigt byggeri er ikke længere ensbetydende med halmvægge, hørisolering og gør det selv-entusiaster. En ny pavillon, der om to uger bliver opført i kunstmuseet Louisianas have, beviser, at man kan bygge bæredygtigt med moderne materialer som biokompositter, faseskiftende materialer og solceller, fortæller arkitekt Kasper Guldager Jørgensen, chef for 3XN's udviklingsafdeling.

»Vi ville prøve at vise, hvor meget man egentlig kan lave med bæredygtige og intelligente materialer. Så vi har lavet en konstruktion, der populært sagt er bygget op som et surfboard, men polystyren-skumkernen er erstattet med kork, glasfiber med hørfiber og polyesteren med en hærder af majsstivelse.«

Umiddelbart lyder det let at erstatte et traditionelt materiale med et biologisk nedbrydeligt af samme type, men det er det ikke.

»Man kan sagtens finde produkterne hver for sig. Problemet er, at der ikke er nogen, der har prøvet at kombinere dem før. Så selv om vi havde sat en del tid af i planen til forsøg, så var det ikke nok. Det tog lang tid at få kork, hærder og fiber til at arbejde ordentligt sammen. Men nu ser det også perfekt ud.«

3XN har fået hjælp fra Cowi til at beregne lasterne i skulpturen, mens Risø har testet det nyudviklede kompositmateriale for at kunne fastslå dets egenskaber præcist nok til, at ingeniørerne kunne beregne på det.

Pavillonen er både i form og materialer inspireret af en kredsløbstankegang.

»Vi prøver at bruge naturens logik på tre niveauer. Dels er der hele tanken om materialeproduktionen. I naturen er form billigt, og materialer er dyre. Derfor er formerne i naturen optimeret præcist til den opgave, de skal løse. En knogle har eksempelvis styrke præcis det sted, hvor der er brug for den. Spild findes ikke. Vi har også prøvet at optimere konstruktionens form, så vi ikke bruger for meget materiale,« forklarer han.

Det andet niveau er, at materialerne enten er biologisk eller teknologisk nedbrydelige, så de kan komposteres eller genbruges til andre produkter.

»På det tredje niveau har vi prøvet at lave en konstruktion, der reagerer dynamisk på omgivelserne som en blomst, der vender sig efter Solen. Normalt laver man en bygning, så den kan modstå naturens kræfter, men vi prøver at bruge naturens påvirkning positivt ved hjælp af solceller og en overfladebehandling, der udnytter solens UV-stråler til at rense luften.«

Pavillonens overflade er blandt andet beskyttet med nanomaterialer, der efterligner blades hydrofobe overflader. En anden nanocoating med titaniumdioxid fjerner organisk forurening, når det rammes af sollys.

En tredje måde at udnytte Solens energi på er faseskiftende materialer, der er blandet ind i kompositmaterialet. Når temperaturen overstiger 23 grader, smelter materialet inden i de tusindvis af små kugler, der ligger inden i skulpturen, og lagrer dermed varmen, indtil den omgivende temperatur falder til under 23 grader. Den frigivne energi gør, at skulpturen vil være behageligt varm at sidde på, selv når Solen er væk.

»Jeg er meget stolt af, at vi er de første, der bruger faseskiftende materialer i en bygning herhjemme. Det er en teknologi, jeg tror meget på.«

Pavillonen oplyses af 48 LED-lamper, men strømmen kommer ikke fra Louisiana, men fra Solen og publikums såler. På toppen af pavillonen er der klistret knap tre kvadratmeter bøjelige tyndfilmsolceller af amorf silicium fra schweiziske Flexcell. Effektiviteten er fire til otte procent - ikke imponerende i forhold til andre typer solceller, men det generer ikke Kasper Guldager Jørgensen.

»Solcellerne er ikke den mest effektive type, og det er jeg blevet kritiseret for af nogle danske solcelleproducenter, der mener, at jeg skader markedet ved at vise nogen ikke særligt effektive solceller. Men typen passer til det formsprog, vi gerne vil bruge, og deres produktion dækker godt halvdelen af vores behov.«

Den anden halvdel af energibehovet skal komme fra de besøgende. Under gulvet er monteret 18 piezoelektriske aktuatorer, der omdanner den mekaniske energi fra publikums trin til elektrisk energi.

»De piezoelektriske materialer er nok dem, der ligger længst ude i fremtiden. Det bliver brugt nu, men ikke særlig meget i byggeri, fordi vi endnu ikke kender nok til det. Men det har et kæmpe potentiale, hvis man kan bruge en bygnings bevægelser til at skabe energi.

Selv om pavillonen er stort set nedbrydelig, ender den nok ikke i kompostbunken med det samme. Flere museer har allerede meldt sig som interesserede aftagere, fortæller Kasper Guldager Jørgensen.