Ekspert: Sådan får vi mest cyklisme for pengene
Mellem to og tre milliarder skal bruges til at få gang i pedalerne i Danmark. Her kan du se, hvad ekspert og medlem af Ingeniørens Visionarium, mener pengene bør bruges til.
Læs også
Drop landområderne og sats på de større byer, hvis der skal markant flere danskere op på cyklen.
Det er hovedbudskabet fra Ingeniørens tænketank, Visionariet, der fremlagde deres vision for dansk cyklisme i Ingeniøren.
Udgangspunktet er regeringens infrastrukturfond, der over de næste fire år vil bringe 2-3 milliarder kroner i spil til dansk cyklisme. Første del af disse penge kan kommunerne søge om netop nu.
At prioritere nogle byer og kommuner frem for andre vil være et opgør med lighedsprincippet om, at alle skal have lige ret til pengene. Men det er nødvendigt med en benhård prioritering, hvis der skal komme noget fornuftigt ud af pengene, lød det fra visionariet.
Troels Andersen, trafikplanlægger i Cowi og manden bag den nye danske cykelambassade har en tidligere karriere som trafikplanlægger gennem 17 år i Odense Kommune. Det lykkedes ham at opnå betydelige resultater og gøre Odense til landets første cykelby, men det skete ikke uden fravalg.
Troels Andersen har herunder svaret på spørgsmål fra læserne om visionariets anbefalinger.
Det er ikke længere muligt at stille spørgsmål til Troels Andersen
René Ravn
Hvad vil i gøre ved cykeltyverierne, som jeg anser for at være den største hindring for at tage sin cykel med til f.eks. København?
Derudover er der jo også problemet med at billisterne ikke må køre i byerne mere og derfor kører rundt i villakvarterene, hvilket resultere i at folk føler, at det er utrygt at tage cyklen frem derhjemme?
Troels Andersen
Hej
Københavns Kommune tilbyder pt. at få nogle baglygter med indbyggede RFID chips, så stjålne cykler kan genfindes med en scanner.
I Odense er der opsat flere typer af cykelstativer, hvor man kan sætte en wire ind i cyklens lås og derved få den fikseret. Flere steder kommer der cykelcentre med videoovervågning, og mon ikke cykelpuljen og puljen til DSB vil skaffe flere tilsvarende løsninger?
Kommunerne er tit ret opmærksomme på hvis biltrafikken flytter sig over i boligområderne og vil typisk lave forbud eller trafiksaneringer.
Mange hilsner
Troels Andersen, COWI
Jesper Cort Jensen
Hej Troels
Jeg har et spørgsmål til afhjælpning af Højresvings ulykker.
De fleste højresvingsulykker sker fordi cykellisterne havner i den blinde vinkel hos chafføren eller chafføren overser cyklisten.
Hvorfor skifter man ikke kørsels retning for cykel, det vil betyde at cyklerne kommer forfra ved alle højresving og chafføren har hele udsynet i forruden til at se evt. cykler.
Derved bliver man ikke fanget i evt. blinde vinkler og vi behøver ikke højteknologiske løsninger for at opdage cyklerne.
Der vil dog være en overgangsperiode hvor man kan indføre skærpede regler for at sikre at billister bliver vand til cyklerne i den venstre side af vejen (sammen med fodgængerne)
Troels Andersen
Hej Jesper
Det er måske en rigtig god idé. Men overgangsperioden og følgeinvesteringerne er helt uoverskuelige.
Idéen skulle ideelt set først testes på en ø - Bornholm?
Mange hilsner
Troels Andersen, COWI
Casper Thomsen
I København, hvor jeg cykler meget, er den største hindring de mange veje uden decideret cykelsti, så man ligger og kæmper med bilerne om pladsen. Hvor stor betydning har det for cykelsikkerheden, og er det realistisk at gøre noget ved det i tætbebyggede områder, hvor man ikke bare kan afse nogle meter på begge sider af vejen? Er det en forkert prioritet at "stjæle" af fortovet - og er det for dyrt at gøre i større stil?
Troels Andersen
Hej
Når man skal 'stjæle' af fortovet koster cykelstier omkring 10 millioner kr. pr. kilometer. Så det undgår man helst, men mange steder er der ikke anden løsning. Nogle steder kan man vælge at ensrette to parallelle veje og lade cyklisterne køre i begge retninger på begge to. På den måde undgår man at lave alt for smalle fortove.
Mange hilsner
Troels Andersen, COWI
Søren Hansen
Jeg forstår ikke helt din argumentation. Et godt stisystem omkring alle stationsbyer på Sjælland (ud til 3 km eller 5 km) og gode opbevaringsforhold (kombi tog + cykelparkering i et klippekort) vil kunne få flere til at tage toget til københavn. Hvis folk først sidder i bilen fortsætter de med bilen. Hvorfor ikke satse på pendlerbyerne også?
Troels Andersen
Hej
Den nye cykelpulje vil være oplagt for flere pendlerbyer, således at netop omstigningen imellem cykel og tog bliver attraktiv.
Mange hilsner
Troels Andersen, COWI
Ole Henriksen
Når I (trafikplanlæggere) planlægger de stadig flere chikaner, busslusser, særlige bus- og cyklistlyskurver, pile på vejene, stadig flere ensretede gader mv, medregner I da også i jeres beregninger omkring effekten af disse, risikoen for inflation, eller ser i på tiltagene enkeltvis?
Jeg synes jeg oplever (som cyklist) i København at respekten for færdselslovgivningen er hastigt for nedadgående. Fx ser jeg ofte politibiler, ambulancer, hjemmeplejen m.fl. køre igennem busslusser, mod ensretningen, over for taxigult osv. Jeg forestiller mig at dette fænomen til dels kan tilskrives at den samlede mængde af de trafiksikkerhedsmæssige tiltag der er lavet igennem de seneste år, har gjort det så kompliceret, omstændeligt eller imod umiddelbar sund fornuft, at folk ganske enkelt vælger at ignorere reglerne - og når først politiet ikke selv overholder reglerne, får vi 'broken window' synergieffekt, hvor stadig flere vil ignorere reglerne.
Jeg vil allerede nu mene at fx politiets legitimitet ift at udskrive bøder for at køre igennem fx bussluserne kbh er så tilstrækkeligt undermineret af at man dagligt kan observere at de selv kører der (også uden udrykning), at de lader være.
Troels Andersen
Hej
Ja, din pointe er, at hvis det ikke er til at finde ud af, bryder mange bare reglerne. Et eksempel er de generelle 50 km/t i byerne. På mindst 80 % af vejene ønsker mange kommuner reelt 30 eller 40 km/t.
Hvis man lovgav om 30 km/t var det en lettere opgave at undtage de få veje, hvor man må køre hurtigere.
GPS hjælper fremover med en del af kommunikationen, når de ellers er opdaterede!
Mange hilsner
Troels Andersen, COWI
Jon Bendtsen
Hvad kan vi gøre for at forhindre billister i at parkere på cykelstien så cyklisterne ikke kan komme forbi? Knivskarpe kantsten? Pigge?
Troels Andersen
Hej
Ja, så længe politiet ikke kan holde dem væk er der to ting man kan gøre.
Informere, da en del bilister faktisk tror det er lovligt. I mange kommuner man man lovligt placere det ene hjulsæt på fortovet og mange tro tilsvarende er tilladt på en cykelsti. Begge dele bør være forbudt og klart fortalt til bilisterne.
En anden ting er højere kantsten, så det bliver sværere at køre op uden en rampe. Hvor der er krydsende fodgængere skal kantstenen naturligvis sænkes.
Mange hilsner
Troels Andersen, COWI
Jon Bendtsen
Hvorfor er s-togene ikke dimensioneret til at folk medtager cykler i myldretiden? Så ville langt flere jo kunne cykle til en station, tage cyklen med, og når de så kommer ind til centrum så cykler de hen til kontoret.
Troels Andersen
Hej
Ja, det kunne man ønske sig. Men flere og længere tog er en svær sag. I mellemtiden kan man jo bruge en foldecykel og satse på, at de fleste stationer vil få bycykler/stationscykler til brug for pendlere.
Mange hilsner
Troels Andersen, COWI
Søren Straarup
Kunne man ikke lokke firmarne til at stille bad og ikke kun toiletter til rådighed?
Troels Andersen
Jo, faktisk har mange toiletter både plads og gulvafløb, så de for et mindre beløb kan udbygges til at give en reel bademulighed.
Ved nybyggeri er der ofte krav om bademulighed i forhold til bad efter arbejde, og mange af de krævede handicaptoiletter giver god plads til bad uden de store ekstraudgifter.
Det vigtigste er, at alle husker at bede om det!
Mange hilsner
Troels Andersen, COWI
Daniel Andersen
Goddag.
Er selv ansat i cykelbrancen.
Og jeg har et forslag til at flere vil tage cyklen.
Afgiften NED på elcykler.
Lige nu koster en elcykel, ligeså meget, og mange gange mere, end en knallert/scooter.
Elcyklerne er så langt fremme nu, at det er realistisk at erhverve sig en. Og bruge den hver dag.
Og så er det oven i købet sjovt.
En elcykel kan du få op på 35-40 km/t, hvis du træder lidt selv.
Så på mange strækninger, vil du komme hurtige frem og tilbage, end i bil og på knallert.
Folk er i forvejen meget interesserede i elcykler, er min erfaring.
Men det er de færreste der lige smider 15- 20000 kr.
Så afgiften skal bare MARKANT
Bare et forslag.
Troels Andersen
Hej
Ja, elcykler vil få en større markedsandel i Danmark, hvor de pt. udgør omkring 1 % af salget. I Kina kører der 1 million elcykler.
Elcykler fås fra knap kr. 8.000, men det er jo stadig 2-3 gange mere end for en tilsvarende normal cykel. Jeg vil tro, at et øget salg i sig selv vil få priserne ned under kr. 5.000. Det vigtigste er, at de kommer til at se bedre og smartere ud, så de ikke kun appellerer til folk med begrænset funktionsevne.
Mange hilsner
Troels Andersen, COWI
Martin, Civiningeniør
Hvad jeg ikke forstår er hvorfor man ikke gør det muligt for cyklister at medbringe sin cykel med på toget/metroen/rutebilen?
Troels Andersen
Hej
Man må jo gerne tage sin cykel med i togene og i metroen, bortset fra i myldretiden, hvor de vil tage plads fra andre passagerer - og det er vel rimeligt nok, at alle kan være der. Til gengæld bør cykelparkeringen på mange stationer forbedres væsentligt - noget som der heldigvis også er sat penge af til i trafikforliget.
Mht. busser har Sportworks NW, Inc. leveret cykelstativer til 50.000 bybusser i hele USA og til andre lande. I USA estimeres det, at der årligt er 6.000.000 brugere af stativet. Hvert stativ har plads til 2 cykler, og der er også produceret en variant med plads til 3 cykler. Det tager under 10 sekunder for på- eller aflæsning af en cykel, og cyklerne kan på- og aflæsses uafhængigt af hinanden. Stativet er placeret foran på bussen.
Firmaet hævder at stort set alle praktiske problemer er løst, f.eks. at køre i vaskehallen med stativet påmonteret. Chaufføren har godt øje med, at cyklen sidder fast, og han sikrer, at cyklisterne når at komme af og på. Kun få cykler er blevet stjålet fra stativerne.
Kombinationen af bus og cykel er god, da cyklen teoretisk set har en 12 gange så stor flade fra stoppestedet, i sammenligning med en fodgænger.
Denver Regional Transit District har stativet monteret på samtlige 870 busser. 50 % af brugerne af stativet oplyste, at de var helt nye buskunder, og 27% udtalte, at de ville køre i privatbil, såfremt stativet ikke fandtes.
Det er noget de danske busselskaber burde overveje!
Mange hilsner
Troels Andersen, COWI
Bjarne T. Svendsen
Hvorfor laves nye cykelstier ofte så ekstremt snoede?
Jeg tænker f.eks. på 'den grønne sti' gennem Frederiksberg og Nørrebro, den er så snoet at jeg vil tro der lægges flere hundrede meter til den samlede længde. Ydermere er der en del blinde vinkler pga beplantning.
Det virker næsten som om stierne planlægges mhp at se interessante ud på luftfotos
Troels Andersen
Hej
Nogle grønne ruter ligger på gamle jernbanetraceer, som dermed giver buede forløb eller totalt rette forløb. Landskabsarkitekterne er glade for snoede forløb - men alting med måde!
Man skal i hvert fald altid overveje, om det er pendler cyklister eller om det er mest rekreativ cykling.
Mange hilsner
Troels Andersen, COWI
Gorm Kruse
Mange byer har saboteret cyklismen ved at forbyde cyklister adgang til større indfaldsveje (f.eks. Hillerød og Ølstykke). Der må være noget at hente ved at forlange rimelige forhold langs hovedtrafikårene. Kunne man forestille sig at man indførte en "lige ret til de lige linjer"?
Troels Andersen
Hej
Man kan i hvert fald tale om hvor mange procent en cykelrute må være længere end bilisternes rute fra A til B. Jeg kender ikke til fortilfælde, men nu er de fleste kommuneplaner jo til høring - hvem stiller forslaget først?
Mange hilsner
Troels Andersen, COWI
Palle Jensen
Bør man ikke udvikle et helt nyt transportsystem for cykler til de lange stræk. At tage cyklen med i S-toget er for bøvlet og der er begrænsninger på antallet der kan gøre det.
Jeg arbejder selv på en sådan infrastruktur med projektet:
CYKELMETRO (www.cykelmetro.dk)
Det vil kunne få mange miljøbevidste bilister i omegnen af Kbh. til at pendle på cykel, når de kun skal cykle et par km i hver ende af rejsen. Det PRT lignende transportsystem vil så transportere cyklist og cykel de lange stræk med 100 km/t.
Der er indbygget passiv sikkerhed i systemet, så det kan køre automatisk og med høj frekvens.
Det vil blive vist frem på Herning Messen i september.
Det er en slags RUF system for cykler.
Troels Andersen
Hej
Fint med nye visioner.
Det er dog vigtigt at lave samlede beregninger på nytteværdien - og så tage en offentlig debat om forudsætningerne. I Norge tegner de på et cykelrør, der skal skabe den ideelle vejrsikre cykelrute.
Mange hilsner
Troels Andersen, COWI
Ole Dahl
lange ensrettede cykelstier der så har hældning bed af i begge retninger kunne vel laves på hver sin side af motorveje og jernbaner, så passende decelerationsniveaer ved sideveje
Troels Andersen
Hej
Begrebet "motorveje for cyklister" er interessant. Men måske skal man bare slå på det som cyklen er bedst til: frisk luft og afstresning!
Tiden er måske ikke så afgørende.
Mange hilsner
Troels Andersen, COWI






