Kæmpe-kuppel over hele Houston skal frelse millionbyen fra orkaner
USA’s fjerdestørste by, Houston, skal dækkes med en gennemsigtig polymer-kuppel og dermed indskrive sig på listen over verdens mest spektakulære "megaconstructions".
Læs mere om
Dokumentation
Ingeniører mener, at det kan lade sig gøre at dække hele Houston – inklusiv skyskrabere – med en gigantisk kuppel. Det skal ske i bestræbelserne på at beskytte Texas-byen mod en grum fremtid, der byder på en perlerække af negative konsekvenser ved den globale opvarmning. Det er rådgivervirksomheden Buro Hoppold Consulting, der har udarbejdet et koncept for den ultimative klimabeskyttelse af en truet storby. Det eneste prisoverslag angiver anlægsomkostninger på et "tocifret milliardbeløb" i dollars.
De seneste år har hedebølger med høj luftfugtighed og ekstremregn hørt til dagens orden, men begge vejrfænomener bliver overgået af trussel nr. 1: Orkaner, hvoraf en særlig slem en af slagsen sidste år lagde byen død det meste af en uge og forårsagede skader for ca. 10 milliarder dollars.
Det store behov for air-condition betyder samtidig, at byen forbruger mere elektricitet end sin større søsterby længere mod vest, Los Angeles.
På den baggrund mener nogle forskere, at den eneste måde at redde byen på er at flytte den inden døre ved at kapsle den ind i den såkaldte ”Houston Dome”, der vil få et areal på næsten to millioner kvadratmeter, hvilket vil gøre den til den største tagkonstruktion i verden.
Der bliver ikke tale om en glaskuppel, fordi den ville være for tung, men derimod en kuppel i letvægtsmaterialet EFTE, produceret af den tyske virksomhed Vector Foiltec. Materialet - der beskrives som 'en procent glas og 99 procent ingenting' - er en slags letvægtspolymer. Det bliver fremstillet i Bremen og vejer kun én pct. af, hvad glas vejer.
Materialet er ekstremt slidstærkt, kan let repareres og kan modstå vindstød på op til 80 meter i sekundet. Materialet skal strækkes ud over et bikubeformet skelet. Det var samme materiale, som man brugte til fremstillingen af svømmestadionet i Beijing, der blev bygget forud for de Olympiske Lege sidste år.
Forskerne forestiller sig, at den lidt over 457 meter høje konstruktion skal opføres med hjælp fra helikoptere og luftskibe, da kraner ikke kan nå op i den højde.
I toppen af kuplen skal der laves ventiler, som man kan åbne og lukke for at regulere temperaturen. Lige såvel er det ved landjorden tiltænkt, at der skal være døre, som vil stå åbne for trafik, men som kan lukkes, når en orkan nærmer sig.






