Myndigheder: Piloter må lære at flyve med dårlige fartmålere
Den europæiske flyvesikkerhedsmyndighed EASA anbefaler efter den franske flyulykke, at flyselskaberne holder godt øje med deres piloters træning i nødprocedurer med dårlige fartmålere. Air France har sat farten op i et udskiftningsprogram for pitotrør af dårlig kvalitet.
Læs også
-
Air France trodsede advarsler: Uduelige hastighedsmålere blev ikke udskiftet
Læs mere om
Dokumentation
Piloter bør øve sig i at klare situationer, hvor deres sædvanlige hastighedsmålere fungerer dårligt. Hvis sådanne situationer opstår, bør de straks udføre de anbefalede procedurer, som flyfabrikanterne har forberedt, så de kan lande sikkert.
Flyselskaberne har ansvaret for, at deres piloter får regelmæssig træning i disse alternative procedurer.
Det er essensen i en såkaldt Safety Information Bulletin, som den europæiske flysikkerhedsmyndighed EASA udsendte tirsdag vedrørende de hastighedsmålere - pitotrør - som i de seneste dage har været omtalt i pressen som mulig årsag til den franske flyulykke i Atlanterhavet 1. juni.
EASA tager ikke stilling til, om et fejlende pitotrør er blandt de afgørende årsager til Flight AF447's forlis. Men det påpeges, at der har været mange af den slags fejl, og at der er mange mulige årsager til, at pitotrør fejler. Rørenes åbninger kan tilstoppes af is, snavs eller simpelthen være dårligt vedligeholdt.
EASA's Safety Information Bulletin medfører ikke nogen forpligtelse for flyselskaberne. Det er kun en orientering, som relevante flyselskaber kan rette sig efter, hvis man vil. Dermed angiver EASA, at problemet ikke anses for væsentligt for flyvesikkerheden.
Air France skriver i en pressemeddelelse, at selskabet allerede 27. april gik i gang med at udskifte alle Airbus 340/330 flys pitotrør med en forbedret type.
Det skete på baggrund af en række hændelser i det seneste år, hvor pitotrørene i få minutter blev tilstoppede af is, når flyene befandt sig i stor højde. Tilstanden gik over af sig selv.
Air France bad flyfabrikanten Airbus om at løse problemet, og en ny konstruktion var klar til montage fra begyndelsen af 2009.
Selv om Air France ikke ved, om de fejlende pitotrør var blandt årsagerne til flyulykken, har selskabet nu sat farten op i udskiftningsprogrammet. Det fremgår ikke, hvornår alle pitotrør er udskiftet.
Udskiftningen er ikke krævet af flymyndighederne, idet der ikke er udstedt et såkaldt Airworthiness Directive (AD).
Et pitotrør er et af flyvningens vigtigste målesensorer. Ideen er, at der er to åbninger i røret. Det ene hul, som peger fremad i flyets flyveretning, måler totaltrykket, som er summen af det statiske tryk i den omgivende luft plus det dynamiske tryk, som kommer fra fartvinden. Det andet hul, som sidder på siden af røret, måler kun det statiske tryk.
Med det statiske lufttryk kan højden beregnes, og ved at trække det statiske tryk fra totaltrykket, kan hastigheden beregnes.






