Trafikkens CO2-beregner er totalt upræcis
Transportministeriet har ikke opdateret de danske beregninger af, hvor meget CO2 fly, tog og biler udleder siden 2000, selv om bilerne er blevet væsentligt bedre til at spare på brændstoffet. Håbløst upræcist, mener trafikforsker.
Den model, som DSB og andre virksomheder bruger til at udregne deres CO2-udslip med, giver upræcise tal. Det kan give et helt skævt beslutningsgrundlag, mener trafikforsker.
Transportministeriets model til beregning af forureningen fra trafikken, Tema2000, giver forkerte tal for CO2-udslippet. Modellen er endnu ikke blevet opdateret, siden den udkom i 2000, og CO2-udledningerne passer derfor ikke på dagens gennemsnitsbil, som er blevet langt mere brændstoføkonomisk.
Konsekvensen er, at Danmarks officielle beregningsmodel giver et forkert svar, hvis den skal sammenligne CO2-udslippet fra en togtur til Aalborg med at tage samme tur i bil.
»Modellen kan godt give tallet, men spørgsmålet er, om det rammer helt præcist,« siger projektleder Jørgen Jordal-Jørgensen fra Cowi, som har udviklet modellen.
Han understreger, at modellens beregninger på partikelforurening stadig er meget præcise.
De seneste års udvikling inden for brændstoføkonomi gør, at standardbilen i systemet kører for kort på literen og udleder for meget CO2 i forhold til dagens standardbil.
Alligevel baserer Transportministeriets model for bilernes vedkommende sig på undersøgelser af trafikken i Tyskland og Schweiz fra 1990-1994, kun opdateret med nyere målinger i 1999.
Trafikforsker: Det kan give forkerte beslutninger
Per Homann Jespersen, trafikforsker ved Center for Transportforskning på RUC, finder det håbløst, at Danmark ikke har bedre instrumenter til at beregne emissionerne fra trafikken med.
»Det gør, at beslutningsgrundlaget er upræcist, så vi systematisk får undervurderet transportsektorens CO2-udslip,« siger han.
Post Danmark og DSB er bare nogle af de virksomheder, som bruger systemet til at udregne deres CO2-udslip.
Mange af landets kommuner benytter også den forældede model at beregne, om det er bedst for miljøet at transportere gods mellem to punkter på den ene eller den anden måde, for eksempel via færge, lastbil eller godstog.
»De forældede tal kan betyde, at man har et ikke særligt specifikt grundlag og kan drage forkerte konklusioner,« advarer Per Homann Jespersen.
Transportministeriet lovede opdatering sidste år
I Transportministeriet medgiver chefkonsulent Per Skrumsager Hansen, at systemet er lidt for ’konservativt’ i sine CO2-beregninger, fordi dagens bil kører længere på literen end den standardbil, man finder i systemet.
»Beregningerne af luftforurening og CO2-udledning per køretøj kan være lidt for høje, når de bygger på ældre data, fordi der løbende er sket en stramning af udledningsnormerne for nye køretøjer og en forbedring af bilernes brændstoføkonomi,« siger han.
Per Skrumsager Hansen understreger dog, at når der skal tages beslutninger i forhold til trafikinvesteringer, laver man altid dugfriske beregninger, som indgår som beslutningsgrundlag.
Cowi er ved at revidere modellen, som skulle være opdateret i løbet af i år, og hvor de nyeste beregninger og tal indgår.
Allerede for halvandet år siden lovede Transportministeriet dog, at modellen ville blive opdateret i løbet af 2008, men det er ikke sket.






